af Falk Heinrich
Farce
Det svære ved at skrive, instruere og spille en komisk genre er ikke, at den skal være ak så nem og legende i både form, indhold og udtryk, men snarere, at den gerne skulle kunne være legende i både udtryk, indhold og form og efterlade vigtige spørgsmål i rummet og i publikums hoveder og kroppe – uden egentlig at gøre det. Komedien er flygtig som vinden; den bider og så er den væk ligesom Mefistoteles, der let kan proklamere: ”Jeg er del af denne kraft, der altid vil det onde og dog altid skaber det gode.” Komikken er som latter-coachen (der optræder i Kagefabrikken), der prøver at indbilde os, at latteren er det mest værdifulde i livet kun for at fremprovokere en ny lattersvada, der latterliggør latterens alvorlige latterlighed, som dog på scenen stopper brat, når produktudvikleren løfter burkaen koket for at vise det latterlige legetøjsselvmordsbomberbælte. Men ak, vores latter er ikke til at stoppe, thi også de udskældende jyder er latterligt morsomme – på scenen altså.
Lad mig sige det med det samme: den alvorlige lethed og lethedens alvor lykkes ganske godt for Lollike, Kragerup og skuespillerne. Jeg var underholdt. Det vil sige, teamet bag Det Kongelige Teaters Røde Rum holdt mig i deres hænder, så jeg kunne nyde scenernes absurde lethed og skurile tyngde. Også min 10-årige søns blik blev ikke tomt og ’hvorfor-skal-jeg-altid-kede-mig-med-kunst’-anklagende (som det sommetider hænder), men fulgte begivenhedernes rytmeskift, teatrale overdrivelser og historiens omskiftelige (in)konsekvens.
Jævnhedens charme
Den dramatiske tekst og iscenesættelse støtter sig klogt til komediens Aristoteles-gamle dramaturgiske regler. Thi komedien handler om jævne folk fra Jylland, som har jævne jyske problemer såsom fedme og økonomisk deroute, muslimforskrækkelse krydret med sex, sure kusser og en udladning af (kage)fløde(s)cum. Det første er ganske klart, da disse jævne jyder fra det opdigtede Borgsø driver en kagefabrik, der producerer kager efter en ældgammel traditionel recept. Naturligvis er både ejerparret Niels (Thomas Hwan) og Else (Johanne Louise Schmidt) og de ansatte Ø B (Rasmus Bjerg), Sally (Helle Fagralid) og Connie (Maria Rossing) tykke som kun udstoppede skuespillere kan være det. Og naturligvis skranter virksomhedens økonomi, da jyske kager fra opdigtede Borgsø baseret på smør og sukker naturligvis ikke længere sælger i en global, men skrantende kapitalistisk økonomi. Det er ganske enkelt den forkerte kagefortælling, mener forandringskonsulent Faxholm (Nicolai D. Hamilton). Muslimforskrækkelse er også ganske indlysende, det fremstår simpelthen som et naturligt karaktertræk ved opdigtede jyder. Alt dette er komediens præmis. Det sidste – sex i forskellige aftapninger – er nærmest standardingrediens i alle farcer, og kan med fordel flettes ind, når dramatikeren og instruktøren mener, at publikum trænger til befriende latterøvelser. Men det kan gøres på en plat måde og det kan gøres på en raffineret plat måde. Kagefabrikken gør det på en raffineret plat måde, der lader forskellige satyr-tunge-slaske-rytmer akkompagnere seksuel opstemthed og kagelange hængepatter, som tilmed passer til den dramatiske kontekst.
Fortællingens fortællinger
”Der var engang …” lyder den blide kvindestemme fra højttalerne (Vigga Bro), som episk tager os ved hånden og fører os fra scene til scene. Som det kan ses og høres, er historien bygget på flere dramatiske konflikter, som med komisk lethed bindes sammen. Grundfortællingen er, at hvis kagefabrikken skal kunne reddes fra konkurs, skal der en anden fortælling til. Det er ganske nemt på en teaterscene, dog ikke så nemt i den repræsenterede virkelighed. Begge virkeligheder kan hente en proceskonsulent med narrativ tilgang. Han hedder Faxholm og snip snap snude er fortællingen om de sunde og slankende kager ude i teaterrummet. Fortællingen fortæller sig selv, fortælleren er Faxholm og nogle gange også den blide voice-over stemme. Virksomhedsejeren Niels taler fra nu af i 3. person, godt suffleret af den narrative proces- og forandringskonsulent, indtil de ansatte kun to sætninger senere gør ham opmærksom på, at den 3. person naturligvis er Niels. Hurtigt er narationens kinesiske æsker etableret (ganske à la Dario Fo), fortællingen behøver ikke længere at følge hverken hverdagens kausale logik eller dramatiske begrænsninger. Komediens meta-dramatiske form og multiple fortællerpositioner tillader, for det første, at en kvindelig muslimsk produktudvikler iført en lilla burka bliver ansat (Zeinab spillet af tilslørede Rikke Bilde), for det andet, at hun har en hellig opskrift på helsebringende kager, som hun, for det tredje, dog ikke må bruge, fordi den netop er hellig, men som, for det fjedre, kan stjæles af Faxholm lidt længere inde i historien. Dramatikeren og instruktøren udnytter farcens udtalte teatralitet til at kreere et spillet spil i spillet, fx som rollespil i teaterspillet, når den ansatte Sally iklæder sig burkaens signalværdier og Connie får muligheden for at lade sin indestængte xenofobi løbe frit ud i scenerummet eller som konsulentkommentarer, fx når Niels fyrer selvsamme Conny blidt og samvittighedstynget til musak-musik, hvorefter konsulent Faxholm kvitterer med den anerkendende replik ”flot fyring”. Komedien når nye narrative højder og et klimaks, da kagefabrikken bliver til en eksportsucces med produktet lansespids (takket være det stjålne hellige muslimske opskrift), der synes at kunne indfri vores moderne wellness-drømme. Også de ansatte samt Else (som i mellemtiden har fundet sammen med en rigtig mand, nemlig den succesfulde Faxholm) er lutret og tilbeder helsesektlederen Faxholm, der dog på kapitalistisk vis sælger forretningen til Kina.
Papfigurer og Faxholm
Farcegenren tro, er alle Kagefabrikkens figurer psykologisk set ganske endimensionale dog fysisk set udstoppet tredimensionale. De holder sig til få karakteristiske kendetegn, handlemønstre og tiks. Connie repeterer alt allerede næsten før den anden har sagt sin replik og tager det (fedt) på sig, som andre sveddrivende har smidt. Niels er den usikre mand og chef, der kaster sig ind i fitness-eksessens uerotiske lyksaligheder. Else er den snusfornuftige kone, der dog alt for nemt kan overtales til udenomsægteskabelig Pasolinisk bagetøndesex, Ø B er den jyske ærlighed, der siger, hvad han mener og dog kommer til at tilbede den hellige Faxholm til sidst (men ikke uden at have bragt Zeinab i lykkelige omstændigheder). Kun konsulenten Faxholm synes at blive spillet på naturalistisk vis, for at være konsulent ude i virkeligheden er også en rolle. Faxholm er den anerkendende og dog bestemte rådgiver og dukkefører, der revitaliserer sig selv og kagefabrikken gennem ihærdighed, anerkendelse, fastholdelse af den gode stemning og en ikke-voldelig kommunikationsform. Faxholm har freudianske dimensioner, idet vi får at vide, at hans motivation og drivkraft skal findes i skrækkelige barndomsoplevelser. Hans moder var bager og åd kager til hun groede fast til sofaen og måtte løftes med en kran, dog blev sofaen hængende …. jeg vil spare læseren for beretningen om hendes skrækkelige og groteske død. Moderens død var det psykologiske startskud til Faxholms helsekrydstogt, der førte ham til kagefabrikken og via kagefabrikken til spirituel og økonomisk succes. Men også Faxholm dør til sidst, hængende som én eller anden hellighed, skudt ned af den hævntørstige Conny på havetraktoren, der får alle de andre på samvittigheden også. Hævnen er lykkebringende og således slutter farcen ganske tragikomisk
Sproglig og fysisk slapstick
Teamet bag Kagefabrikken udnytter farcens muligheder. Det lykkes at holde sig på stien mellem betydningsløs lethed og temaernes alvor. Komedien tager ikke stilling, men stiller spørgsmål, der indkredser, overrumpler og modsiger sig selv. Det er farcens privilegium og fejhed. Dens fornemste opgave er at virke i øjeblikket og lade øjeblikket forsvinde i et nyt øjeblik, og det gør Kagefabrikken. Det er til dels dialogernes forfriskende påfund og retoriske snilde. Og det er slapstickens kropslige rytme. Nogle gange går de hånd i hånd, for eksempel når Niels udfordrer cross-trainer (og sin egen) hastighedslimit, samtidig med at han forklarer Ø B, at den sproglige og mentale differentiering mellem dem (indvandrerne) og os (jyder) forhindrer integrationen (af produktudvikleren), og at vi hellere skulle sige ”os” og ”også os”. Andre gange lever de hver for sig, fx når scenen bliver forvandlet til en idealiserings- og fitnessparcour og kiloene smides. Påfund er der mange af, de lever i øjeblikket og forsvinder igen. Det er ikke farcens opgave at tage stilling eller komme med alvorligt mente løsningsforslag, men derimod at løsne op for realitetens størkninger.
Idé og tekstkoncept: Frans Cybulski, Christian Lollike
Tekst: Christian Lollike
Instruktion: Elisa Kragerup
Medvirkende: Rikke Bilde, Rasmus Bjerg, Helle Fagralid, Nicolai Dahl Hamilton, Thomas Hwan, Maria Rossing, Johanne Louise Schmidt
Falk Heinrich, PhD, lektor, studieleder for CAT skolen (Communication, Aesthetics and Technology), Aalborg Universitet. Tidligere skuespiller, instruktør og installationskunstner. Medlem af Peripetis redaktion.