Shakespeare & the Making of Theatre

Shakespeare & the Making of Theatre

Redigeret af Stuart Hampton-Reeves og Bridget Escolme,

Palgrave Macmillian, 2012. 241 sider.

 

Af Anne Sophie Haahr Refskou

Shakespeare & the Making of Theatre er den første bog i serien Shakespeare in Practice, som i de kommende år vil udgive en række monografier med Shakespeare performance som det centrale greb. Formålet med serien er at skabe mere opmærksomhed omkring praksis-baseret Shakespeare forskning og mange af forfatterne – både af kapitlerne i denne første bog og af de kommende monografier – er selv engagerede i praktiske teatersammenhænge. I Shakespeare & the Making of Theatre har Stuart Hampton-Reeves og Bridget Escolme således samlet en række relativt korte essays skrevet af førende Shakespeare forskere om forskellige elementer, som kan indgå i Shakespeare performance og analyseret disse – hvordan de opstår og bruges i iscenesættelse – dramaturgisk, æstetisk og praktisk. Indholdsfortegnelsen indeholder titler som ’Openings’ af Peter Holland, ’Entrances and Exits’ af Rob Conkie, ’Props’ af Farah Karim-Cooper, ’Audiences’ af Sarah Werner, ’Sound’ af P.A. Skantze og ’Silence’ af Robert Shaughnessy. Der er tale om tilgængelige, men samtidigt komplekse og tanke-provokerende analyser, der i høj grad viser hvordan Shakespeares tekster hænger uløseligt sammen med iscenesættelsens til tider lavpraktiske overvejelser. Nogle af disse essays skriver sig ind i en historicistisk sammenhæng og undersøger iscenesættelsesbetingelser i 1500 og 1600-tallets England, mens andre tilbyder teoretiske overvejelser i forhold til nyerere iscenesættelser. Flere gør endda begge dele og viser dermed nye retninger for Shakespeare forskere som arbejder historicistisk og samtidigt med fokus på nutidig performance. Bogen, og i høj grad den kommende serie Shakespeare in Practice, er vigtige tiltag og bidrag til at udvikle et stærkere fokus på og samarbejde med Performance Studies indenfor Shakespeare studier.