Turnerende forestilling for målgruppen 12 – 100 år.
Anmeldelse af Elin Andersen
Fascinationen af det virkelige
Der er en udtalt interesse for at ‘trække’ livet ind i kunsten/teatret i disse år, ikke mindst det hverdagslige, sociale liv. Det er især forskellige former for performance, der afsøger teatrets grænser her i eksperimenter med form, tilskuerrelationer, sted, situation etc. Det handler om at skabe en ide om det virkelige, det sande, det autentiske, selv om vi alle ved det er spil.
Cantabile 2 er et sådant formeksperimenterende teater, der har hjemme i Vordingborg. For tiden koncentrerer de sig her om, hvad lederen Nullo Facchini kalder human specific teater, som afløser det site specific koncept, de tidligere har dyrket. I dette efterår har de allieret sig med børneteatret Carte Blanche ledet af Sara Topsøe-Jensen, Viborg, der er kendt for sine sensitive forestillinger for børn. Sammen har de skabt forestillingen Life Live! som de turnerer med rundt i landet. Jeg oplevede den på teater Nordkraft i Aalborg.
Ramme om fortrolighed
Ved indgangen får vi et lille billede og inde i det næsten mørke rum finder vi billedet under en svag lampe. En gruppe på fem samler sig her omkring en performer. På samme måde dannes der hold omkring en performer i de andre svagt oplyste hjørner. Mørket og en sær genre – uspecifik musik anslår grundstemningen under hele seancen, som en appel til intimitet og lavmælt tale. Samtidig forhindrer mørket os i at se hinanden rigtig tydeligt. Performeren derimod er klart belyst. Vi sætter os på hug – får en sten i hånden, som vi skal anbringe på en skala fra lille sten til stor sten på gulvet til spørgsmål som “bliver du vred, meget eller lidt – jaloux – nysgerrig – hjælpsom …” Performeren standser aktiviteten, netop som spørgeskemaassociationer trænger sig på. Stående grupperer vi os om enten et ‘ja’ eller et ‘nej’ til spørgsmålet:” Er du bange for at dø?” Performeren lægger for. Hun ser os enkeltvis i øjnene, mens hun beretter om sin dødsangst. Vi kan ikke være i tvivl. Heller ikke om det, vi hver især fortæller. Atter på hug bliver vi bedt om at finde den mindste ting på gulvet foran os. En mikroskopisk plet giver performeren anledning til en lille fortælling om atomet, molekyler og store mellemrum af ingenting. Ud af dette ingenting dukker en kvinde op under en lampe midt i rummet, klædt i lyserødt med en lyserød paraply. Hun danser om sig selv, først langsomt, så hurtigere, vildere. Paraplyen flænses, håret og kjolen er én hvirvel, hun er som en vildfaren elektron, indtil hun falder om. Det virker aldeles virkeligt, fysisk set som en anstrengelse til det yderste, samtidig med at hun sender energi ud i rummet. Vi kan høre hendes stakåndede vejrtrækning længe efter og dog ved vi jo, at det er et velspillet kontroltab, hun udfører. Hun skal gøre det om en time igen.
Rejse gennem labyrinten
Det er en særlig oplevelse at være en del af en komposition i stedet for blot at iagttage den som tilskuer på afstand. Vi bliver nu bedt om sammen at bygge en by. Materialet er høje, hvide sætstykker, som viser sig at indramme hele rummet. Helt ubesværet finder vi sammen med de andre hold om at skabe en labyrint af pladerne, som projektioner af højhuse, byhuse, dunkle parker fejer hen over. Nysgerrige og mystificeret bevæger vi os igennem labyrinten og finder sammen med gruppen igen. Vi bliver ført af kvinden med paraplyen hen i et hjørne, hvor vi slår os ned. “Sig noget stort” beder hun en af os om. “Kærlighed” bliver stikordet. Performeren lægger ud med at fortælle om sin kærlighed til sin bror, hvis liv hun samtidig misunder ham. Hun har en tåre i øjet. Derfor! kommer vores bekendelser om kærlighed mest til at handle om misundelse, sorg, bekymringer. Labyrinten opløses og hvert hold danner sit eget lille hus af sætstykkerne, hvor vi nu som gruppe samles under en papirtynd lampeskærm. En sidste gang og en for meget. Performeren, som atter er ny, har poser med små papstykker og papirstrimler – nu skal vi bygge huse i miniature sammen. På papirstrimlerne står en række ord, som vi skal anbringe hos hinanden: “fantastisk, karismatisk, hemmelig etc. Hvem har jeg mest/mindst tilfælles med?” Det virker lidt som en utidig ‘gruppeevaluering’ og er helt overflødig. Måske er performeren enig heri. På et tidspunkt kaster hun papirstrimlerne op i luften og alle adjektiverne daler ned over os. I så fald er det en ironi, som forestillingen ellers er helt fri for.
Husene fjernes og fra hjørnerne lyser nu en ‘stjernesol’, hvis stråler skærer igennem det dunkle rum. Her står vi så til sidst som på en galakse i universet, inden alt slukkes og vi tumler ud af rummet.
Sensibilitet
Fra det uendeligt små – atomer, molekyler – til det uendeligt store – stjernesystemet. Og her imellem er jeg og du til stede som human specific, det enkelte, særegne menneske. Intet mindre.
Der er ikke noget i vejen med ambitioner, men Life Live! fungerer bedst på det umiddelbare sanselige og følelsesappellerende niveau. Brugen af sceneelementerne er fint afstemt i et samspil med sanserne. Effekten af mørke f.eks., der kun delvis viger for lys, skaber en særlig sensibilitet over for disse skift, vi forbliver dog i halvmørke over for hinanden i en skærmende anonymitet, mens musikken bliver til en lavmælt lyd af mørke og kun enkelte gange træder frem med dominans. Fornemmelsen af at rummet er kantet af mørke ophører aldrig.
En grænse drages!
Både Cantabile 2 og Carte Blanche har rige erfaringer med at eksperimentere med tilskuerrelationer. De ved, hvordan man bygger et tillidsforhold op og hvordan man henvender sig både til børn og voksne. De ved, hvordan de kan spille sig selv i en klar belysning, så vi er villige til at slutte en kontrakt med dem om autenticitet. Ikke mindst ved de, hvad man kan spørge om og hvad man må undgå. Alligevel opstår der en skuffelse og et forbehold, som jeg har følt før i forestillinger, der appellerer til os som medvirkende helt tilbage til naive forsøg med intimitet og bekendelser i gruppeteatret for en menneskealder siden. Life Live! er både i koncept og udførelse lysår fra afprøvningerne i 1960-erne. Når associationer til lignende appeller gennem tiden alligevel melder sig, handler det hverken om format eller kvalitet, men snarere om teatrets grundlæggende offentlige karakter. Nu som dengang. Der er tale om en rammesætning og en spilbevidsthed, som altid vil skabe en legitim grænse til det, der er privat. Trods de tilsyneladende indforståede og klare aftaler, kan ingen jo vide, hvad der faktisk dukker op. Det er på en gang det givende og det risikable. Den unge kvinde ved siden af mig betror os i labyrinthjørnet om sin elskede bror, der er misbruger og som hun ofte ønsker, var død. Hun får ingen reaktion på sin fortælling, for det indgår ikke i seancen, konceptet. Jeg ville ikke kunne genkende hende på gaden, men hendes betroelse hænger’ der i bevidstheden, som den varige effekt af oplevelsen, uforløst og ubeskyttet af fiktion. Den får mig til at spørge: hvad vil forestillingen egentlig hende og hendes virkelighed? Mig og min?
Der er tale om en grænse her, som teatret ikke kan overskride med held. Grænsen til det private. Vi kan gerne kalde den etisk.
Life Live!: Instrueret af Nullo Facchini og Sara Topsøe-Jensen. Performere: Lisa Gerdum Becker, Siri Haff, Signe Harder, Tilde Knudsen, Marie Louise Maegaard og Anne Nyboe.
Elin Andersen, tidl. lektor på Dramaturgi – har skrevet og redigeret bøger, tidsskrifter og antologier og talrige artikler. Seneste bog Kroppens sublime tale Aarhus Universitetsforlag 2004.