Orpheus ’68 – opera af Paul Schwartz og Simon Crow

Vor tids opera?

Samarbejdsprojekt mellem Den Fynske Opera, Operaen i Midten og Operaen i Trondheim

Af Lars Ole Bonde

I 2004 udtalte den danske komponist John Frandsen, at der er behov for en fornyelse af musikdramatikken, en brobygning mellem eller en udfyldning af kløften mellem den traditionelle/moderne opera og den traditionelle/moderne musical[i]. I de sidste 10 år har vi været vidne til fremkomsten af en række nye operaer, som er blevet produceret af de danske operakompagnier, men som bevidst arbejder med at integrere de traditionelt adskilte genrers fortællemåde og stiltræk. Udover Frandsens egne værker, f.eks. trilogien Tugt og utugt i mellemtiden kan Andy Papes Kærlighedens Dampe, Bent Lorentzens Jeppe, Erik Bachs Korus’ Kabaret og Niels Marthinsens Snehvides spejl nævnes som eksempler. Det er dog først med denne udenlandske opera, produceret og uropført i Danmark, at jeg møder et værk, der uden tøven eller modhager repræsenterer en moderne bro – eller hybrid eller hvad vi nu vælger at kalde den. Den engelsk-amerikanske komponist Paul Schwartz og den engelske librettist Simon Crow har skabt bestillingsværket Opheus ’68, som er produceret i et interessant dansk-norsk samarbejde – mellem Den fynske opera, Operaen i midten og Operaen i Trondheim. I alt 7 opførelser er det blevet til i Danmark, og jeg oplevede den næstsidste i Odense. Ærgerligt nok kommer forestillingen hverken til Århus, Aalborg eller København, men nysgerrige kan tage en tur til Trondheim i efteråret 2013!

Bestillingen indeholdt ét krav, nemlig at værket skulle baseres på Orfeus-myten. Det er et forståeligt og klogt valg, fordi denne myte er alment kendt, fuld af dramatiske situationer og følelsesmæssige konflikter – og samtidig fleksibel nok til at kunne spejle dilemmaer i vores egen tid. Det er da også lykkedes at skabe en fint sammenhængende historie, som elegant forbinder den klassiske myte, vi kender så godt – ikke mindst gennem operaer som Monteverdis Orfeo og Glucks Orfeus og Eurydike – med en historisk konflikt af nyere dato, nemlig det tjekkiske forår og dets bratte afslutning med den russiske invasion i Tjekkoslovakiet i 1968.

Klassisk dramaturgi

En operatrup i Prag skal opføre den fiktive barokopera Orfeus i en fransk gæsteinstruktørs regi. De 6 hovedpersoner – sangerne Alena, Andrej og Jan, scenemesteren Eva, teaterchefen Tomas og gæsteinstruktøren Julien – har komplicerede indbyrdes relationer. Disse spejles i myten, tydeligst i karakteren Julien, der engang har mistet sin elskede (Alena/Eurydike), og nu opsøger hende igen i ’dødsriget’ (den stalinistiske Tomas’ teater), genvinder hende (fra Andrej/Dødsrigets vogter) og mister hende igen (ved Tomas’ indgriben, da de russiske tanks ruller ind i Prag).

Orpheus ’68 er solidt og sikkert opbygget efter klassisk dramaturgisk mønster med et tydeligt plot[ii]. Julien er den drivende kraft, som får de øvrige karakterer til at føle, handle og tage stilling. Hovedkarakteren er sopranen Alena (Eurydike), som gennemgår en udvikling fra selvundertrykkende sanger til moden, elskende kvinde. Modstanderen er Tomas, der allerede 7 år tidligere fik hende talt fra at følge Julien til Paris. Eva er (Alinas) nærmeste relation, mens Andrej er en kontrastrolle i opposition til næsten alt og alle.

Fortællingen udfoldes logisk, medrivende og ordrigt – på engelsk uden overtekster! – med en fin personinstruktion af Jan Maagaard, og den understøttes smukt visuelt af Lars Egegaard Sørensens lys, scenografi og ikke mindst det smagfuldt udførte 3-D design, som enkelt og levende skaber de rum, fortællingen bevæger sig igennem.

Orkester og sangere

Musikalsk er forestillingen yderst vellykket. Den norske dirigent Torodd Wigum styrer sine tropper sikkert og meget kompetent. Det var en dejlig overraskelse at se specialensemblet Århus Sinfonietta (16 solistiske musikere på alle symfoniorkestrets instrumenter + accordeon/harmonika) i orkestergraven. Sinfoniettaen er virkelig sammenspillet og forløser den stilistisk og klangligt meget varierede musik forbilledligt. Vi fik endda orkestrets kunstneriske leder, pianisten Erik Kaltoft at se på scenen som den ydmyge repetitør Miro (ikke krediteret i programmet). Sangerholdet er meget fint castet, med de tre rutinerede kræfter Lars Fosser, Jan Lund og Dominique Morales som hhv. den skumle basbariton, den lyrisk-komiske (bøssede) tenor og den tragisk-heroiske tenor. Det var nu især de tre unge sangere, der gjorde indtryk på mig med såvel stort vokalt overskud som scenisk nuanceret nærvær. Sopranen Denise Beck får helt sikkert en stor international karriere. Hendes slanke, smukke og lysende stemme er lige velegnet til barok og moderne musik. Sopranen Ingeborg Børch har en bredere og varmere stemme, som også er yderst udtryksfuld; meget lovende. Endelig er der barytonen Thomas Storm, som viser sin store, klangfulde stemmes bredde og vingefang; en fornem præstation. Der er simpelthen ingen svage punkter i den musikalske fremførelse.

Kompositionen

Men hvad med musikken selv? Er dette et kvalificeret bud på ”Vor tids opera”? Først en karakteristik af Paul Schwarz’ musik. Der er tale om et postmodernistisk konglomerat af mange forskellige stilistiske inspirationskilder, der alle anvendes for pålydende og uden distancerende ”citationstegn”. Den fiktive barokopera gestaltes som en meget smuk pastiche – musikken kunne (næsten) været taget fra en af Cecilia Bartolis cd’er med ukendte barokarier. Hertil kommer scener, der klinger af Weill og 1920ernes cabaretstil, lidt Stravinskij, lidt fransk musette-vals, et stænk amerikansk minimalisme a la Reich og Glass, en hel del Britten light, en del Gershwin og især en tydelig inspiration fra musicalmestre som Bernstein og Sondheim. Schwartz har komponeret meget teater- og filmmusik, og det mærker man i det yderst solide partitur, hvor det til hver en tid er det dramatiske indhold, der styrer valget af musikalske stiltræk og virkemidler. Forløbet er altså designet som en klassisk nummeropera, med klart adskilte (accompagnato)recitativer, arioso, arier, duetter og ensembler. Der er altid et fuldstændig klart forhold mellem musikalsk forgrund og baggrund, faktisk er musikken komponeret efter barokkens og klassikkens tommelfingerregel, at det melodiske først og fremmes ligger i sangstemmen, mens orkestret primært akkompagnerer. Vokalmelodikken er meget iørefaldende og indbydende, mens orkestersatsen er udpræget homofon og præget af skiftende rytmiske mønstre med mange små og raffinerede klanglige skift. Sinfonietta-besætningen er ideel til dette; de solistisk besatte strygere umuliggør det store romantiske schwung og befordrer til gengæld det kammermusikalsk transparente lydbillede. De forskellige stillag kan også interagere, når dramaet kræver det. Et godt eksempel er finalen, hvor den barok-arie, vi hører Alena øve på i første scene med klaverakkompagnement, vender tilbage, nu med hele orkestret til premieren. Undervejs distraheres Alena og Jan i deres duet af Tomas og Julien, som slås i kulissen. Det høres som indbrud af en anden stilart i baroksatsen. Alina går i stå, men genoptager på tragisk vis barokmelodien, mens Julien føres bort og gøres tavs. En yderst effektiv slutning, hvor den politiske dimension i værket for første og eneste gang overskrider sin rolle som diskret baggrund for det personlige drama.

Schwartz’ tonesprog får mig til at tænke på den jævnaldrende australsk-engelske komponist, Barrington Pheloung, der også skriver musik til film, ballet og teater – foruden kammermusik.. Man kan godt sige, at det mere er filmmusikkens præmisser end musicalens, vi møder i en opera som Orpheus ’68. Dramaet er det primære, og musikken iklæder det en stemnings- og følelseskappe med alle til rådighed stående midler. Det er dygtigt gjort af Schwartz & Crow, og vi må takke de tre produktionspartnere for af have gjort denne idé til virkelighed. Der er ingen tvivl om, at en opera af denne type appellerer bredt – også bredere end de kendte klassiske operaer, den så åbenlyst ligger i fortsættelse af.

Orpheus’68 premiere 31.10. Musikteatret Holstebro. Set på Den Fynske Opera 27.11.

Lars Ole Bonde er professor i musikterapi på Aalborg Universitet. Har tidligere været musikproducer i Danmarks Radio og bestyrelsesformand for Aarhus Sommeropera. Bøger og artikler om musikdramatik, musikpædagogik, musikpsykologi og musikterapi.