Forstyrrelser: Åh!.., Ih!.., Ah!
Små fortællinger
Skrid, pomfrit!
Tre forestillinger af Agnès Limbos
Gæstespil, Skuespilhuset
”Det vigtigste er at vi er sammen”
Af Mette Thobo-Carlsen
Den belgiske skuespiller, instruktør, skribent m.m. Agnès Limbos grundlagde i 1984 Compagnie Gare Centrale og har siden skabt 11 forestillinger, der med stor succes turnerer verden over. Agnès Limbos er den første i rækken af internationale gæster, som Det Kongelige Skuespil har besluttet at invitere for at give publikum fra 7 til 100 år mulighed for at opleve teaterkunst ud over det sædvanlige. I år er det instruktøren og billedkunstneren Catherine Poher, der har valgt den første gæst. Agnès Limbos besøgte i oktober-november 2012 Skuespilhuset med tre forskellige forestillinger, Forstyrrelser, Små fortællinger og Skrid, Pomfrit, som er for alle fra 7 år og op. Denne anmeldelse er skrevet på baggrund af de to første forestillinger, men vil primært gå i dybden med Forstyrrelser.
I 1980erne var Agnès Limbos med til at skabe et nyt, unikt scenekunstsprog kaldet for ”Objektteater”, som i korte træk går ud på at dramatisere en fortælling ved hjælp af objekter. Det er en særlig slags teater, hvor objektet manipuleres af skuespilleren, og hvor skuespiller og objekt deler scenen mellem sig. I de senere år har Compagnie Gare Centrale afholdt workshops og kurser, hvor Limbos lærer kunstnere og kulturelle og pædagogiske organisationer, hvordan et poetisk og legende univers kan opstå ud fra det enkle møde mellem en skuespiller/manipulator og et objekt. Se et eksempel på Limbos workshop i Objektteater. http://www.youtube.com/watch?v=66gnAx9kofk
De tre forestillinger, som man i efteråret kunne opleve på Det Kongelige Teater, var alle eksempler på, hvordan små historier om store emner som ægteskab, glæde og kærlighed, liv og død, vold og smerte kan fortælles i et enkelt, visuelt scenesprog, som er både tungt og let, tragisk og komisk. Den dramatiske tekst er minimal, men alle tre forestillinger synes at fortælle frit efter velkendte kulturelle tekster, nemlig det klassiske ægteskabsdrama, grusomme børnesange om skruppelløse jægere med knive og H.C. Andersens folkeeventyr Den grimme ælling.
Forstyrrelser
Forstyrrelser: Åh!…Ih!…Ah! Af Agnès Limbos
I forestillingen Forstyrrelser, som er for større børn og voksne, møder vi det amerikanske nygifte par, turtelduerne Jack og Darling, siddende bag et lille bord med hvid dug på en lille kompakt cabaret-scene/minicirkusmanege omkranset af kulørte lamper. Bagved hænger et tungt bordeaux bagtæppe. Der sidder de så, tæt, side om side. Kvinden er klædt i en lidt slidt hvid bryllupskjole og en tyverinspireret hvid hat/badehætte, manden i sort jakkesæt og badehætte. Begge virker lidt betuttede over situationen, men afventer høfligt, at publikum finder sine pladser. Omkring dem, inden for rækkevidde, står små kasser med hvad, der skal vise sig at være gamle musikinstrumenter, brugte dukkemøbler m.m. Kitschede stykker legetøj og aflagte genbrugsting, der fremstår som en slags ’objets trouvés’ eller ’ready mades’, som de griber fat i, placerer på bordet foran dem for at fortælle deres historie.
Således sidder det elskende par sidder side om side under hele forestillingen og skaber i en slags håndholdt dogmeteater – kun ved hjælp af disse objekter – skiftende små scener fra et klassisk ægteskabsdrama, som vi kender det fra utallige Hollywoodfilm. I 1. akt sættes scenen for en magisk bryllupsnat. Lyden af Jacks trompet og røgen fra Darlings cigaret skaber en filmisk ramme om ægteparrets sublime kærlighedsnat, som stod de dér indhyllet i nattedis på toppen af en skyskraber; ”Er det drøm eller virkelighed?” spørger Darling, ”Det vigtigste er at vi er sammen,” lyder svaret. En legetøjsmodel af New Yorks velkendte gule taxi og enkelte små eksklusive hoteldukkemøbler placeret på bordpladen indikerer et luksuriøst hotelværelse i NY. Her synger, spiller musik og udveksler de to elskende ord og tavsheder. De taler kærlighedens forrykte sprog; ”Jeg forstår ikke altid hvad du siger”, siger Darling til Jack, ”men det er så smukt.” Det er komisk på en ironisk, men også rørende måde. Jack placerer et lille ægtepar, dét, som normalt pryder bryllupskagen, på bordet foran sig. Historien er i gang.
Men der er hele tiden noget, der truer harmonien; cigaretrøgen virker nu næsten kvælende, en mystisk selvlysende meteorit hænger over deres hoveder, og i akt 2 indtræder en ulv med lysende, røde øjne – sådan som vi alle forestiller os den i folkeeventyret om Den lille Rødhætte – i dagligstuen i det hus, som ægteparret nu bor i.
Miniatureulven med lysende røde øjne i Forstyrrelser: Åh!…Ih!…Ah! Af Agnès Limbos.
I akt 3 kæmper ægteparret videre med at bygge deres liv op med ting; sofagrupper, planter, kedsomhed og døde fluer en masse. Grebet af et sidste desperat forsøg på at redde deres kærlighed, flygter de mod fjerne himmelstrøg, men blot for at styrte i døden på overdramatisk Hollywoodmanér, med
røg, knaldperler og fyrværkeri.
Små Fortællinger
I Små Fortællinger, som også er for mindre børn, får vi på samme suggestive facon indikeret en række små genkendelige dramaer, og det med både spanske, franske og engelske ytringer indimellem. Vi får da også at vide af en flink dame (Catherine Poher?), inden forestillingen begynder, at det ikke er sproget, vi skal lytte til, men billederne, vi skal se på. Det er med andre ord ikke så vigtigt at forstå præcist, hvad historierne handler om (hvilket til tider er også er svært!), men hvordan og med hvilken effekt de imaginære universer tager form og får liv for øjnene af os.
I Små Fortællinger konstrueres små skrøbelige universer med Agnès Limbos som fortæller/performer igen blot ved hjælp et lille bord og forskellige objekter. I første fortælling vokser en afrikansk slette frem, en tør lille trælignende gevækst placeret på en sandfarvet dug indikerer udsigtspost for en truende krybskyttelignende figur, der sætter en masse (legetøjs)dyr på flugt. I næste fortælling skabes et miniaturesnelandskab af noget krøllet hvidt papir, som er nonchalant kastet hen over det lille bord. Scenen er sat for et drama med knive, jægere og blodrøde kaninspor. Så følger en historie om en voksende ghetto i storbyen opbygget af aflagte murstenslignende brokker, hvor kærligheden har svære kår. Den performative fortællers bittersøde kommentar til hele denne narrative event lyder igen og igen: ”Her går det godt!”, og peger glad på ’hér’, hvor hun står, ”men derude,” – hun peger ud af scenerummet og skærer et klovneagtig grimasse; ”Det går ikke så godt!”
Objektteater
Agnès Limbos skaber ud af disse mange hverdagsobjekter (klippeklisterpapir og plastiklegetøjsdyr, der alle fremkalder minder om leg og fantasi i en glemt barndom) en skrøbelig form for kollagekunst, som kaster et væld af narrativ tegn af sig. Hun skaber med andre ord en narrativ ’tekst’ af ikoniske og indeksikale tegn, der taler direkte til vores fælles fantasi og kollektive hukommelse. Agnès Limbos har selv udtalt: ” Når jeg sætter et objekt til side, smelter associationer sammen til idéer i hovedet på beskueren, som når man associerer ordene med en sætning. Og så er det skuespillerens kunst at fortælle objektets historie (…) på en måde så tingenes historie fortælles med et minimum af tale”. (Agnès Limbos er citeret i artiklen L’ « objet vrai ». Précis des objets dans le théâtre d’objets d’Agnès Limbos, à partir de ’Troubles’ af Marion Rhéty et Claire Corniquet i Agôn, Revue des Arts de la Scène, se http://agon.ens-lyon.fr/index.php?id=2077, min oversættelse)
Objekterne på scenen er altså ikke kun bærer af betydning som midler til at fortælle en historie, historien ligger allerede i hjertet af objektet. Og det er kun fantasien og kærligheden, som kan åbne vores hjerter for den sandhed og se verden på en ny måde. Som fortælleren i Små Fortællinger selv siger med glæde og lettelse i stemmen, mens hun peger tilbage på sit værk; ”Comme ca! Ca va!”
Genremæssigt er Agnès Limbos objektteater en sjov hybridform, der låner elementer fra en række populære kunstformer og underholdningsformater, tydeligst fra kabaret og cirkus. Det er et teater for folket, som hun også selv kalder det, der som sagt trækker frit på en række mundtlige, sociokulturelle tekster (eventyr, børnesange m.m.), som vi alle har sunget, lyttet til og er rundet af. Derudover har denne insisteren på materialets og det fysiske objekts egen udsigelsekraft en tydelig reference til den surrealistiske kunst og filosofi, hvor hverdagsobjektet spillede en særlig rolle (tænk på de kendte værker af Salvador Dali, Giacometti, Man Ray, Claude Cahun og mange flere). Man mente, at indlejringen af hverdagens almindelige genstande, skrald og aflagte ting og sager i en kunstnerisk kontekst havde en frigørende effekt på den kollektive bevidsthed og i sidste instans kunne udviske grænsen mellem virkelighed og fantasi, kunst og liv.
André Breton indleder sin forelæsning Situation Surréaliste de l’Objet fra 1935 med et Hegel-citat: ”Kunstobjektet ligger mellem det sanselige og det rationelle. Det er noget spirituelt der fremstår materielt.” (min oversættelse).
Agnès Limbos har selv udtalt, at i hendes teater: ”… bør objektet bevare sine egenskaber og ikke blive til noget andet (…) Jeg elsker når fiktionen tillader objektet at have sin egen sandhed. (…) Jeg vil give objektet sin egen værdi tilbage, og samtidigt ændre det syn, vi har på det, sådan som surrealisterne gør: det frigør tanken!”. (Agnès Limbos citeret i artiklen Vertige de l’amour i pressematerialet på Compagnie Gare Centrales hjemmeside, min oversættelse).
Performativ historiefortælling
Agnès Limbos objektteater tapper også ind i en ny æstetisk strategi i samtidsteatret, hvor der eksperimenteres med historiefortælling i nye, performative former. Her er der ingen modsætning mellem historiefortælling og performance, som kunstteoretiker Peggy Phelan ellers har påstået: ”Performance lives in the now, while narrative histories describe it later.” (A Companion to Narrative Theory, red. James Phelan m.fl. udgivet online i 2007, Kapitel 33, s. 500).
Ved at iscenesætte skuespilleren som historiefortæller og performer tager Limbos afsæt i en mundtlig fortælletradition, hvor selve fortællehandlingen, den narrative akt, indrammes som teater. Ofte begynder hun en historie med eventyrets velkendte og rituelle ytring ”Once upon a time…” eller ”Nu skal jeg fortælle dig/jer om Maria…” Vi bliver på den måde vidne til en hektisk og energifuld, men også skrøbelig narrativ performance, hvor skuespilleren, i direkte henvendelse til publikum, manipulerer forskellige objekter og fremmaner en række små, poetiske ’som-om’ universer. Nogle fremstår blot som antydninger, næsten så usynlige, at de kan være svære helt at få øje på.
Det er en performativ form for historiefortælling, der bevidst spiller på de mange teatrale koder og ikoniske figurer, der knytter sig især til cirkusgenren. Som når Jack ”græder” ulykkeligt på en overdreven, teatralsk måde, og når skuespillerne gemmer deres ansigt og næsten kravler ind på scenen for at ”skjule” det uundgåelige fiktionsnedbrud, der sker, når der skal ryddes op og arrangeres ved et sceneskift. Det er ret morsomt, og hele tiden leveret med en dobbeltkodet klovne-komik, der tydeligvis appellerer til både børn og voksne.
I bund og grund er det en eksperimenterende og poetisk fremførelse af selve det mundtlige fortællegreb, hvormed en oplevelse eller følelse fiktionaliseres og gøres til en meningsfuld begivenhed ud fra de forhåndenværende søm og skruer. Sådan som vi alle har gjort, da vi var børn, og som vi tydeligvis bliver ved med som voksne. I Forstyrrelser viser de os de mange kneb, tricks, ytringer og objekter, der skal til for med møje og besvær at skabe fiktionen om den romantiske kærlighed. Også i Små fortællinger er det tydeligt, at de imaginære, ’som-om’ universer er bygget op af skrøbelige, papirstynde vægge, og at den fiktive bobbel konstant truer med at sprænges, at punktere… Bang! Det var bare en drøm. Men for en stund lever magien i hver en ting og hver en detalje.
I Forstyrrelser er der en nøglescene, hvor de fortalte figurer ”Jack” og ”Darling” i et slags meta-fiktivt univers nu klædt i grønt satin tøj sidder omkring bordet og skiftevis – med stor suspense – trækker et kort fra en bunke imellem sig. De leger en dødsensalvorlig leg, hvor det enkelte kort vil fortælle, hvordan deres kærlighedshistorie (og teaterforestillingen i øvrigt) vil udvikle sig. ”Jack” trækker et tilfældigt kort, som tydeligvis skræmmer ham. Han ryster voldsomt på hovedet og beslutter sig for at skjule den grufulde slutning for ”Darling” (og os) ved at skubbe kortet ned i sandet under bordet. Men historien er større end dem; døden kan de ikke løbe fra, kun strategisk forsøge at udskyde.
”Det vigtigste er at vi er sammen”
Forestillingens mange fysiske skalaspring og fokusskift fra det narrative nu til de fiktive miniatureuniverser og tilbage igen, får ofte en metakommentar med på vejen, der viser os den virkelighed eller sandhed, som vi deler i livet som i teatret. For vi er vidne til de mange poetiske, legende, fantasifulde anstrengelser, vi som mennesker gør for at opbygge et univers, hvori vi kan leve, bo, elske, drømme, længes og dø. Det er rørende, sjovt og med en stærk klangbund af melankoli. Er det drøm eller virkelighed? Konklusionen synes at være den samme – i livet som i den teater-situation, vi deler; det vigtigste er, at vi er sammen, her og nu, lille som stor.
Forstyrrelser: Åh!.., Ih!.., Ah!
Koncept og scenografi: Agnès Limbos
Medvirkende: Agnès Limbos og Gregory Houben
Co-producent: Théâtre de la Balsamine (Bruxelles)
Små fortællinger
Gæstespil, Skuespilhuset, Compagnie Gare Centrale
Iscenesættelse og koncept: Agnès Limbos
Skrid, pomfrit!
Gæstespil, Skuespilhuset, Compagnie Gare Centrale
Iscenesættelse: Agnès Limbos i samarbejde med Marie Kateline Rut
Co-producenter: Vélo Théâtre à Apt, Très Tôt Thèâtre à Quimper, Théâtre de la Balsamine (Bruxelles)
Mette Thobo-Carlsen, cand. mag. og ph.d. i litteraturvidenskab fra Syddansk Universitet med afhandlingen Mellem tekst og begivenhed. Selvbiografien som performativ strategi i nutidig litteratur, visuel kunst og performance, 2008. Har bidraget til flere kataloger, tidsskrifter og antologier, senest Har du set mig? Selvbiografien som performativ fortællestrategi i samtidskunsten i Claus Handberg og Johanne Løgstrup (red.), Blandt ord og billede, Det Kongelige Dansk Kunstakademis forlag, 2011 og At fortælle for at leve Om historiefortælling i Forced Entertainments teaterpraksis, Periskop nr.14, 2010. Arbejder som underviser, teateranmelder og kunstkritiker.