Et demokratisk eksperiment
Af Ida Krøgholt.
Holbergs kritik får en satirisk drejning i denne iscenesættelse af Jeppe på Bjerget. Bonden Jeppe er skiftet ud med nogle af vores samtids udsatte, og baronen optræder både i dramaet og uden for, som fortæller. Forestillingen åbnes med et kig ind i et laboratorium, idet en habitklædte herre, der senere skal vise sig at være ”baronen”(Mads Rømer Brolin-Tani), byder velkommen til den undersøgelse, han agter at foretage. Gennem et power-point-show præsenterer han den virkelighed, han har udset sig som objekt og viser en stribe potentielle politiske regenter. ”Hvem ville vi have tillid til?” er spørgsmålet: en burkaklædt kvinde, filminstruktøren Lars von Trier, realitystjernen Linse Kessler, en grønlænder fra Jomfru Ane Gade, italienske Berlusconi. Dernæst inviterer han en fra publikum, Terkel, der er grønlænder, op i rampelyset og diskuterer med ham, hvilken regent, han ville foretrække. Men det er svært, for Terkel har faktisk ikke tillid til en eneste blandt de valgbare, ikke engang en af hans egne, grønlænderen, har Terkel tillid til, for ”ham kender jeg”. På den måde er denne prolog både en lektion i demokratiets muligheder og en advarsel om forestillingens dilemma. Den demokratiske verden kan skitseres i al dens enkelhed: alle kan vælges, alle meninger er lige gode. Men samtidig er demokratiets indre konflikt, at når alle har krav på at blive hørt, begrænses det demokratiske liv. Forskellen mellem grønlænderen Terkel og de øvrige ålborgensere i salen kunne være et billede på denne demokratiske konflikt – forskellen mellem Jeppe og os andre er et andet billede. For hvem vil stemme på Terkels folk, når han ikke selv vil? Og hvem gider høre på Jeppe?
Debatkultur
Mens baronen leger realityshow i rokokokluns med sine venner, bor Jeppe (Martin Ringsmose) og Nille(Lise Baastrup) i en container for husvilde. De er førtidspensionister af nordjysk tilsnit, for ”Mogens kommer forbi”, hvilket bringer de ugentlige reportager om jævne nordjyders liv på TV2 Nord ind i billedet. Jeppe og Nille kæderyger, Jeppe er impotent, de har ikke noget af lave og alligevel lider Nille af post traumatisk stress syndrom og må slæbe sig rundt på krykker. Hun banker Jeppe på plads med krykken ”Mester Erik”, og Jeppe er en sensitiv mand, der ”føler lidt stærkere end andre” og derfor også drikker lidt mere end andre. De burde være lammet af deres samfundssyge, men Nille og Jeppe er alt andet end mundlamme. Især Nille er rap i munden men også Jeppe, som i scenen med Jacob Skomager (Jacob Lohmann) viser, at han har gode talegaver og kan give udtryk for rabiate standpunkter. Jeppe og Jacob behersker et sprog, der bliver frodigere og frækkere i takt med at brændevinen skylles indenbords, som når de diskuterer realpolitik: – ”Fortæl mig en løgn” – ”Vi bygger en betalingsring!” Og kulturpolitik: – ”42 mill. til Ålborg teater – og hvad får vi for det…?” Og når de giver en lektion i krisehjælp: – ”Grækerne har opfundet matematikken, nu får de en chance for at bruge den.” De har deres meningers mod og mener noget om alt. For demokrati er mere end en styreform, det er en livsform.
Fra kontanthjælpsmodtager til realitystjerne
Efter besøget hos Jacob Skomager er containeren forsvundet op under loftet, og den brændevinsomtågede Jeppe dejser om, ud over scenens kant og ned i skødet på en ung kvinde på første række. Baronen danser ind, hvidpudret og i et feminint rokokko-kostume: ”Der ligger nogen og sover herinde – I må ikke sove her! – Det er Jeppe på Bjerget! Han skal straffes for at forstyrre vores forestilling.”Da en passende straf skal udtænkes, foreslår en af folkene at putte Jeppe i en blender ”og sætte ham på en udstilling og se, om nogen kan lade vær med at trykke på knappen”. Men det bliver ikke Evaristtis koncept, der vinder konkurrencen om den mest rammende straf. I stedet udsteder Erich (Mikkel Kaastrup-Mathew), ligesom i Holbergs original, den endelige recept: ” Vi bilder ham ind, at han er helt unik – og så sender vi ham tilbage i den samme mødding!”
At Jeppe derefter befinder sig midt i et realityshow, gør satiren ekstra grum. Baronen har placeret Jeppe i sin seng i en rokokokulisse, der viser sig at være et TVstudie, hvor han iagttages og udstilles gennem et kamera, der undersøger hans opvågnen via en close-up projektion på bagvæggen. Alt imens et snevejr ledsaget af Elvis Presleys Wise Men Say poetisk daler ned over Jeppe i baronens seng. Jeppe synger med.
To doktorer kommer ind med røde højhælede sko og slagterforklæder. De giver sig god tid til at undersøge Jeppes prostata og lægger an til en tarmskyldning ”som herren plejer”. Han ordineres mad og drikke, og en af doktorerne tager resolut plads på spisebordet, hvor han agerer konceptkunst, idet han lader sig tilberede nøgen, med et æble i munden og en opretstående banan omkranset af salatblade i skødet. Jeppe har ikke sans for kunstværket og skylder vel også doktoren en lille hævn efter prostataundersøgelsen, så han hiver i bananen, den knækker, doktoren hyler og det kulturelle sammenstød er komplet.
Til kamp mod fusentasteriet
Det er en led leg, den magtfulde baron leger, og Jeppe reagerer derefter. Han har talent som reality-stjerne og sælger gerne sig selv til kameraet. Her nøjes han fx ikke med at klandre baronens kostbare ring men påtaler anklagende hans kapitalpension, ratepension, sygeforsikring, det gyldne håndtryk, den store Audi, de 200 rigsdaler årligt: ”Hvad gavn gør du for dem?”
Jeppe, der først var en sensitiv mand, viser sig nu som helt igennem utilregnelig og som en fremragende skandale-skaber. Han lægger an til en regulær massakre, da han går til angreb på baronens folk og forfølger dem med en mægtig kødøkse. Nu har Jeppe for alvor fattet pointen: det er ham, der er unik! Han spiller på alle strenge af sit talent, og han finder sig ikke i konkurrence fra andre originaler: ”Send Låsby-Svendsen herind, så skal jeg sateme gi ham!” Låsby-Svendsen kan folkene desværre ikke skaffe, men de har en anden fusentast, som Jeppe kan få lov at kaste sig over: ”vi har en ridefoged”…
Ridefogedens kone smyger sig ind – mand iført kvindetøj ligesom baronen, og da Jeppe vil have forsikring om, at det nu også er hende og spørger, om det hele er ”sådan noget homo-bomo?” svarer baronen listigt: ”Ja, men det er jo bare noget, vi leger.” Nu bliver Jeppe ædende ond: ”Nå, så det er en leg, vi leger!” I en vanvidsscene med kødøksen som sin førerhund, styrer terroristen Jeppe rasende rundt i manegen i en jagt på hvem som helst og hvad som helst. Han indhenter ridefogedens ”kone” og stikker økseskaftet skråt op bagfra.
Tilbage i møddingen
En klokke ringer som tegn på, at legetimen er forbi, containeren sænkes ned fra loftet og baronen udtrykker nøgternt, at ”det går efter planen”. Jeppe er gået over stregen, han overmandes og slæbes frådende ud.
Og så er Jeppe og Nille tilbage i bistandscontaineren. Jeppe bliver anholdt og afhentet af betjente, anklaget for sit brutale angreb på baronen. Han stilles for en dommer (baronen), som sidder tronende på balkonen blandt publikum, og snart efter er Jeppe atter udstillet, idet han dingler splitternøgen i en galge. Da Jeppe efterfølgende bliver dømt til livet igen, smider baronen dommerklæderne og er tilbage i den rolle, han indledte med i prologen.
Når skidt kommer til ret
I Ålborg fortælles med en utrolig lun og kvik satire, men moralen er nærmest humorforladt og beretter om den radikale og farlige konsekvens af baronens reality-leg med Jeppe. Da Jeppe ovenpå strabadserne slukker tørsten hos Jacob Skomager, afslører baronens sekretær, Erich, ham som den tossede bonde, alle taler om, og Jeppes raseri genopvækkes og slår igen ud i fuldt flor. Forestillingen ender på den måde med en harmdirrende Jeppe og går uden om Holbergs erkendelsestema, for i sine følelsers vold erkender Jeppe intet om sin egen tilstand. Han tager derimod afsked som en vanvittig mand, bliver lagt i førergreb og slæbes ud, definitivt dømt ude. Dermed undersøger forestillingen ikke blot, hvad der sker ”når skidt kommer til ret,” som baronen belærende siger om sit eksperiment, men hvad der kan ske med én, der udstilles som en helt unik stemme – for så at sendes tilbage i den mødding, han kom fra. Denne tematik samler sig som forestillingens tyngdepunkt, da Jeppe i stedet for at tage ved lære af Holbergs morale, mister fatningen og bliver en dødsensfarlig mand.
Man har valgt at lade forestillingen binde en formildende sløjfe i epilogen, hvor den habitklædte ”baron” igen tager kontakt ud over rampen til grønlænderen, Terkel, og lokker ham til at læse Holbergs morale højt for publikum. Denne afslutning tillader ”Jeppe” at kommer på scenen igen, hvor han inviterer Terkel med ind i kulissen og viser ham rundt i containeren, mens de danser jive til tonerne af Elvis. Men hvorfor nu det? Valget af netop en grønlænder som metafor for Jeppe er svær at få trukket helt i land. Selvfølgelig kan det give en vis mening at vise Terkel som et modsvar til vores fordomme om grønlænderne på banegårdene og i de hjemløses varmestuer, og på den måde bøder mødet mellem Terkel og Jeppe på den brutalitet, Jeppe har udvist. Men er der grund til at formilde den spændstige fortolkning? Måske skulle forestillingen have holdt sig mere helhjertet til sit eksperiment med at gøre Jeppe til en reel trussel og dermed udelukket muligheden for at lade grønlænderen og Jeppe mødes. For Jeppes reaktive aggression er utvivlsomt humlen i Hans Henriksens iscenesættelse.
Jeppe på Bjerget, Ålborg Teater, Store scene 6. september – 13. oktober 2012. Bearbejdelse: Lise Sofie Houe. Instruktør: Hans Henriksen. Dramaturgi: Jens Christian Lauenstein Led. Scenografi: Karin Betz.
Ida Krøgholt, ph.d., lektor ved Institut for Æstetik og Kommunikation, Dramaturgi, Aarhus Universitet. Forsker i Teaterprocesser og performativitet i bred forstand, i teatret, i kulturelle udvekslingsformer og i kunstpædagogisk praksis.