Strålende Bang og for lidt Betty
Af Birgitte Dam
Fortid sat under lup i nutid
Skuespillets titel var oprindelig Berlin, min elskede. Berlin som en drøm om frihed for forfatteren og instruktøren Herman Bang. I stedet kom det til at hedde Bang og Betty – Betty for stjerneskuespilleren Betty Nansen. Et fint ordspil, men misvisende, fordi Bang er den absolutte hovedperson i Jacob Weis´ nye skuespil på Folketeatret og den eneste, forestillingen for alvor interesserer sig for. Fra sin rygvendte stilling i stolen på forscenen har han synsvinklen. De øvrige karakterer er rene bipersoner i hans spil. Inklusiv Betty Nansen, der ellers både menneskeligt og fagligt rummer alt for at kunne sidestilles med Bang.Det er ærgerligt, for det er en god ide at koble Bang og Betty, som vi ved var nære venner. Med stykkets dokumentariske udgangspunkt tilhører titelpersonerne allerede den litterære offentlighed som mytiske figurer: Herman Bang er ofte fremstillet som selve den omvandrende, sensible tidsånd, fastholdt i billeder af en lapset homoseksuel og tragisk poseur. Betty Nansen huskes som den store psykologiske diva, der tolkede den nye tids kvinde. Og den seje kvindelige teaterdirektør. Sikken et par. Men hvordan sætte disse ikoner fra fortiden i dialektisk forhold til vores tid?
Stykkets titel skaber forventninger hos tilskueren om en forestilling, der tematiserer køn og dramatiserer mønsterbrud i samspillet mellem den feminiserede mand og stærke, oprørske kvinde. I stedet får vi historien om Bangs personlige tragedie. Heldigvis mesterligt fortolket af Ole Lemmeke og instruktøren Christoffer Berdal.
Prøver på Frøken Julie
Scenen er sat på Folketeatret i 1897, hvor Bang skal iscenesætte den 24-årige up-coming skuespiller Betty Nansen (Cecilie Stenspil) i rollen som Frøken Julie. Unge Betty længes efter kærlighed i ægteskabet med Peter Nansen og nyder den gensidige forståelse i sit sjælevenskab med Bang ”imod forlorenheden” i det småborgerlige København. Som Jean har Bang indkaldt sin store kærlighed, den unge skuespillerspire Fritz Boesen (Casper Crump), som er flot og maskulin, men uden talent. Med lange øjne efter Fritz spiller Herman ’for’, efter filosofien ”alt er kød”, mens Fritz flirter med alle andre end Bang, og Betty mister tålmodigheden. Undervejs i den kaotiske prøve er Johannes V. Jensen (Laus Høybye) dukket op, allierer sig med Fritz og afslører Bangs homoseksualitet som årsag til, at han var rejst væk – til Paris. Efter en støt stigende spænding, kulminerer forløbet voldsomt i et rent Bangsk amokløb. Bang er nu isoleret, også i forhold til Betty. Hun kvitterer for hans giftigheder, at blive kaldt en ukvindelig ’mand’, ved at hengive sig til sit eget begær (Fritz). Første akt slutter med, at Bang tvinges til ny indsigt og afklaring i forhold til Fritz.
Lemmekes Bang
Ole Lemmeke leverer en suverænt levende og indlevet skuespillerpræstation i rollen som Bang. For at overleve fordømmelse og forfølgelser, går Bang ’i rolle’ over for omverdenen og indtager scenen med sit behov for konstant at være ’på’ og i centrum. Lemmeke gennemfører den affekteret dansende, verbalt svirpende sarkastiske figur med håndgestus som en forestilling for sig. En uudholdelig og totalt charmerende manegeklovn, vi griner med og har ondt af. Bagsiden af stereotypen Bang, som figuren ikke undgår, er den jagede, ensomme, lidende outsider. Lemmeke får hver en pointe i den ofte vittige tekst frem. Sårbarheden som modsætning til selviscenesættelsen demonstreres tydeligt i den måde, Bang synker sammen på i stolen, når han smider masken og pansret. For tilskueren kan det dog vække frustration, at Bangfiguren udelukkende er styret af sin private (drifts) agenda. Vi kommer ikke til at forstå, hvorfor Betty Nansen ønsker at arbejde med ham, hvad det var, han kunne som instruktør. Således synes forestillingen selv at fanges ind af forventninger og vores traditionelle billede af homoseksuelle.
En tung retrospektiv struktur
Der er en klar modsætning i tone mellem første og anden akt. I første del kan de unge bohemer langt hen gå på vandet i en livskraftig komedie, og Bang beder Betty om ”hengivelse” (i spillet). I 2. del, som foregår otte år og adskillige psykiatriske indlæggelser senere, møder Bang traumatiseret og nedslidt op til en ny prøve på Folketeatret, indkaldt af en Betty med større tyngde. Kursen sættes mod katastrofen af en kronik i Politiken af Johannes V. Jensen, der angriber homoseksualitet som en sygdom og forbinder den med en kendt ’abnorm’ forfatter. Herefter beder Bang symbolsk Betty om ”afstand”. Jensens anslag – i Cavlings radikale avis – driver igen Bang på flugt, ud på den rejse, der bliver hans sidste.
Første akts trekantsdrama er velstruktureret i et glimrende stigende forløb, skrevet stramt, vittigt og pointeret. Anden akt, der vil belyse, hvad der egentlig skete otte år tidligere – i en retrospektiv afdækning – holder ikke intensiteten. Så stykket opleves for langt. Efter min opfattelse er historien om, at Betty drev Bang til vanvid og had ved at tage Fritz, utroværdig. Og historien, der skal fortælle, at Jensens homofobi bunder i en latent dragning mod sit eget køn, er både banal og overtydelig. Skal historierne pinedød med, ville jeg foretrække, at tolkningen lå som en mulighed i spillet og dermed overlades til tilskueren. Jensens betroelse skal tjene stykkets præmis, som figuren selv formulerer i sidste del om en ”fjern samhørighed” mellem mennesker …”på tværs af al logik, ideal og temperament”. Det er smukt, og Bang ville have forstået, som Jensen siger til Betty.
En devalueret Betty
Anden akt er en dramaturgisk blindtarm, først og fremmest fordi Betty ikke udfoldes og forløses. Vi hører, at hun nu vil bygge sit teater, men forestillingen har ikke givet os belæg for at tro på, at hun bliver teaterdirektør. Det havde været oplagt at lade Betty blomstre op og overtage kulturkampen i 2. akt, hvor Bang ikke orker mere. Slutscenens antydning, hvor hun spiller under hans portræt, er ikke tilstrækkeligt.
Vi vil gerne forstå, hvorfor Bang og Betty er venner, men venskabet forbliver postuleret. Vel har de en fælles kulturel stræben, vel tilhører de begge en minoritet i samfundet med en fælles uforløsthed til følge. Men den Betty, der vises på scenen, er devalueret til en mere traditionel kvindetype: den forsmåede hustru og den omsorgsfulde ven. Varmt spillet af Cecilie Stenspil. Vel ser vi hende overtage skuespillet i prøven på Frøken Julie. Vel får vi en antydning af en kvindelig Don Juan, der griber Fritz’ flirt, men begge dele er privat begrundet i kampen med Bang. Ikke mindst målt med virkelighedens Betty Nansen, der som menneske var både nysgerrig, modig og rå, synes denne figur alt for svag og uden kant. Der var lige præcis stof i Betty Nansen til at udfolde det moderne, sammensatte subjekt og dets mange følelsesmæssige komplikationer, hvad hendes eget skuespillermæssige fokus på ensomheden i kærligheden også peger på.
Frøken Julie og sjælekomplekset
Weis lader Bang citere Strindberg fra Forord til Frøken Julie: ”..lasten har en bagside, som ligner dyden”. Strindberg tror ikke på enkle teaterkarakterer: ”Som moderne karakterer, der lever i en overgangstid, … har jeg skildret mine figurer mere vaklende, splittet, sammensat af gammelt og nyt..” Referencen til August Strindbergs Frøken Julie og forfatterens opfattelse af den ”karakterløse” karakter er et scoop, fordi det bidrager til ideen om det komplekse menneske, som Weis gør til stykkets omdrejningspunkt: modstridende kræfter regerer. Bang og Bettys relation skildres som et had-kærlighedsforhold, men de er så tæt forbundet, at ingen kan skille dem ad. Heller ikke antagonisten, Johannes V.,som fornægter sin last, sin homoerotiske tilbøjelighed, og kammer over i hadefuld dydsmoral. Enten er man sund eller også er man syg, Laus Høybyes tørre og tilknappede Johannes V. Jensen ser ingen nuancer, hvorfor hans afsluttende selverkendelse er lidet troværdig.
Frøken Julie handler om indestængte drifter og forbudt kærlighed, således at spillet i spillet præcist belyser Bang og Bettys livssituationer. At Bang sætter det ’usædelige’ skandalestykke op understreger, i hvor høj grad han var en grænseoverskridende avantgardist. Som Julie er svigtet af sin forlovede og bæres med af driften, således Betty. Fritz spejles tilsvarende i Jean: proletaren, der udnyttes af de højerestående, og som vil gøre meget for sin opstigning. I Casper Crump skikkelse er han en blanding af den unge opportunist, der udnytter Bang til at komme frem i showbiz, og en kejtet naiv fyr, der har svært ved at sætte sig igennem over for kendis- forfatteren.
Hos Strindberg er der så stor kompleksitet mellem handling og karakterer, at begge dele er på grænsen til opløsning. Den formmæssige konsekvens tager Jacob Weis ikke, men holder sig til det lukkede drama og den hele, sammenhængende karakter. Måske er det grunden til, at vi ikke helt tror på figurer som Johannes V. og Betty. Weis presser en årsagssammenhæng ind i figurerne, de ikke kan holde til.
Teater i teater i teater
Forestillingens anslag er et stort skilt hen over sceneåbningen: ”EJ BLOT TIL LYST”. Når lyset i salen slukker, brænder ilden fra kaminen symbolsk igennem mørket. Nina Flagstads fine scenografi tematiserer det flerdoblede spil-tema ved at lave en lille kukkassescene på Hippodromens scene, flankeret af to store lampevægge i siderne. Metaeffekten understreges af spillet mellem baggrundens fotostat af tomme stolerækker og de moderne plexiglasstole på scenen. Midt for står en abstrakt rekvisit, en slagterblok med en luns kød, som Bang symbolsk arrangerer sin Julie omkring. (Måske er der en heri en henvisning til Bente Lykke Møllers berømte flisevæg i opsætningen af Frøken Julie 1992). Scenens farver associerer til det sene 1800-tals mørke, brunrøde skala, og scenografien forener således fortid og nutid. Uden om den lille scene er der vedblivende et mørkt rum, som også et indre psykisk rum, som Betty går igennem, inden hun taget sine opgør med Bang, og hvorfra Bang tager sin afsked med teatret til sidst i et gribende fordybet moment. Scenografien udtrykker både stykkets miljø og de mange betydninger, spil og iscenesættelse har. For Bang er teatret ”mit vidunderlige rige”, det generøse rum, Johannes V. får tilbudt, men ikke tager imod. I modsætning til Bangs virkelighed, er teatret et frit sted, ”renset for al smålig kvindeangst”, som Betty også drømmer om.
Fælles interesse for sex
Bang og Betty giver et medrivende billede af den homoseksuelle Herman Bangs liv, både smerten og kampen. Fint sat ind i teater-i teatret- rammen. Stykkets anden akt er mindre vellykket, og bipersonerne for ensidige. Men som tilskuer nyder man det sjældent gennemførte psykologisk indlevede og fysisk gestaltede skuespil, især i stjernerollen Bang, der optræder i en forestilling, der er instrueret i enhver detalje. Til gengæld er der for meget ’teaterkulisse’ over forestillingen, der bliver både for klichépræget og for pæn. For min skyld måtte Folketeatrets team gerne have vovet sig endnu længere ud på det dybe
Folketeatret, Hippodromen. Forfatter: Jacob Weis. Instruktør: Christoffer Berdal. Scenograf: Nina Flagstad. Medvirkende: Ole Lemmeke, Cecilie Stenspil, Casper Crump og Laus Høybye. Fra 4. oktober til 11. november 2012.
Birgitte Dam: Cand. mag i nordisk sprog og litteratur og teatervidenskab. Tidligere lektor. Har senest publiceret TEATER live- nye tendenser 1990-2011. Drama 2012. Underviser og freelance skribent.