Alverden tørster
Af Ida Krøgholt.
Der ikke færre end tre Jeppe-opførelser i sving på landsdelsscenerne i år. I Århus spillede Jeppe på Bjerget i foråret i Milan Peschels iscenesættelse og for tiden spiller forestillingen i Odense og Ålborg. Dette tilfældige (?) sammentræf er som skabt for en sammenlignende analyse og efterlader en vis spænding til iscenesættelsesgrebene i de enkelte forestillinger. Hvordan vil så denne opførelse opdatere forlægget og aktualisere den holbergske refleksion, som gør komedien moderne?
Holberg, Hoffmeyer, Warhole og Artaud
I Odense er Klaus Hoffmeyer instruktør, og der er to perspektiver, som samarbejder i denne forestilling. Dels er Hoffmeyers erklærede forkærlighed for Artaud, opgøret med mesterværkerne til fordel for teatrets kraft som skabende realitet, en tydelig optik, som ses i forestillingens leg med den teatrale ramme. Og dels bidrager scenografien af Birgitte Mellentin til dette ved at insistere på kunstens kommunikative kraft gennem skarpe visuelle og rumlige perspektivskift.
Et installeret lag-på-lag og væg-til-væg-tapet danner baggrund for Nilles prolog. Hun er placeret front stage og har bag sig et mønster bestående af lutter grise-rumper, og alt imens Nille beretter om sin umulige situation, etablerer tapetet en kobling mellem Andy Warholes 60’er avantgardistiske serier og tapeter og Holbergs klassiske tekst. Et øjeblik senere løftes tæppet dog og afslører endnu et scenografisk lag, som stik modsat den warholske grise-serie lader Nille figurere i en indrammet forgyldt folkemindelig landsbyidyl med bindingsværk og gadekær. Heller ikke denne ramme får lov at stå i mange øjeblikke før tæppet ryger op igen og åbenbarer den central- og dybdeperspektiviske scene. Kontrakten med publikum er dermed perspektivskiftets refleksivitet, som man vittigt ledes igennem.
Hvornår smager en Tuborg bedst?
Jeppe står som forstenet på scenen i et knastørt landskab, hvor alting forekommer at være ved at dø af tørst. Hoffmeyer og Mellentin har utvivlsomt hentet inspiration i den klassiske Tuborg-mand i Henningsens reklame fra 1900, en borger, som står på en øde landvej uden væsker at slukke tørsten med, og som tørrer sved af panden med sit hvide lommetørklæde: en ølreklame uden skyggen af øl. Der arbejdes genkendeligt med netop dette billede, og Jeppes lommetørklæde, som han flittigt tørrer ansigtet i gennem forestillingens udsvedende atmosfære, bidrager både som reference og til at etablere sfæren.
Men den scenografiske idé har også givet inspiration til iscenesættelsens fremstilling af en bedugget borger, mere end af en fordrukken bonde. Jeppe er ligesom en af vore egne, han har hang til lidt for mange fadbamser, hvis man skal tro vommen. Han er en filosofisk fulderik, men han stiller også moderne refleksive spørgsmål til eksistensen: ”Er jeg mig? Nej, det er ikke jeg”. Og han får publikum til at iagttage tekstens status, bla. ved replikken ”Alle snakker om at Jeppe drikker men…” hvor publikum lokkes til at være med og i kor at fuldføre den velkendte ytring.
Selv om meget er genkendeligt for et publikum, for hvem Jeppe er kendt stof, er intet helt ved det gamle. For, jo, alle ved nok, at Jeppe drikker, men det er bare ikke kun Jeppe, der lider af denne last i forestillingen her: hele verden synes at tørste, hvilket man kan se som Hoffmeyers artaudske pointe. Baronen, viser det sig, er bestemt også ramt af lysten til at beruse sig i konkret forstand med en lommelærke, og når han optræder som skaber og iscenesætter af en forestilling, som både han selv og Jeppe spilles ind i. Og i lighed med Jeppe gebærder han sig syngende gennem verden, dog i en lidt anden toneart og med libertinerens forførende attitude. Jeppe blander for sin del drikkeviser og grundtvigianske salmer. Han synger tilbagevende strofer af Se nu stiger solen af havets skød af Jakob Knudsen, og skønt der ikke hersker tvivl om, at baronen er den skabende mens Jeppe har rollen som det skabte, deler Jeppe måske ligefrem baronens glæde ved at skabe og kreere.
En iscenesættelsesrus
Beruselsen ved iscenesættelsens skiftende perspektiver forekommer netop som denne forestillings clue. Iscenesætteren er ikke skjult, på baronens slot er sidekulisserne omdannet til spejle, og baronen observerer tydeligvis Jeppe i kulissen som en anden Polonius. Jeppe ser sig også i spejlet og accepterer det, han ser: han er i himlen, han er baron og låner baronens stemme, hvilket forstærker hans rollespil. Iscenesættelsen når et spirituøst højdepunkt, da Jeppe med appetit som en hund slubrende indtager mad og drikke og tilfredsstiller ridefogedens kone, der med sin skønne krop nydelsesfuldt lader sig bedække mellem madrester og glas på baronens spisebord. Da Jeppe i en af spillets sidste etaper bliver dømt til døden, forgiftes og dernæst hænges døddrukken op i en galge, er baronen og hans folk etableret som tilskuere til den efterfølgende opvågnen. Mageligt sidder baronen og hans folk henslængt i et sofaarrangement på scenen og observerer Jeppe og Nille, der forsøger at udrede omstændighederne ved Jeppes død og guddommelige genopstandelse. Herefter – og alt for tidligt i forhold til originalen – samler den fugtige baron sine folk omkring sig og fremfører den moralske læresætning ”Af dette Eventyr, vi kiære børn må lære, at ringe folk i hast at sætte i stor ære (…) Da Scepteret til Riis kand snart forvandlet blive. For øvrighed man da Tyranner let kand faae”. Derpå vælger baronen at forlade forestillingen, og han går mindst lige så beruset ud af den som Jeppe kom ind i den. Den moralske tale bliver derfor ikke stående som andet end en repetition af Holbergs velkendte epilog, mens baronen selv forekommer at være blevet mere opstemt end oplyst af det dionysiske gilde, hans iscenesættelse har foranlediget, så han piler ud med ridefogedens herlige hustru i hånden. Baronen får dermed ikke det sidste ord, mens Jeppe også gør en lidt anden figur end vi er vant til, da han afslutningsvis indhyllet i patos fra et kor af stemmer, der lovpriser skaberen og det skabte i ”Se nu stiger solen”, bevæger sig bort af vejen og ud.
Man kan vælge at iscenesætte teksten og skjule iscenesætteren, men i denne opsætning er instruktøren og dermed iscenesættelsen ganske synlig. Holberg er taget på ordet, idet det iscenesættelsestema, baronen er eksponent for, da han placerer den fordrukne mand i sin egen seng, peger på teatrets teatralitet og på det berusende i at skabe dette spil og især at være i det. Dermed er det rusens skaberkraft, Hoffmeyers opsætning på Odense Teater sætter i perspektiv.
Ida Krøgholt, ph.d., lektor ved Institut for Æstetik og Kommunikation, Dramaturgi, Aarhus Universitet. Forsker i Teaterprocesser og performativitet i bred forstand, i teatret, i kulturelle udvekslingsformer og i kunstpædagogisk praksis.