Kunstnerens ensomhed
Erik Exe Christoffersen
Aline ikke alene er en portrætforestilling, hvor vi kommer tæt på den cubanske Aline Sanchez Bonne. Forestillingen interesserer sig for personen bag dansen, men det betyder ikke at der ikke danses. Tværtimod, men dansen er obstrueret; dvs. at den afbrydes og derved bliver en personlig refleksion.
Den fortællende danser
Hun står alene på scenen, lidt sammenbidt og fortæller om sin balletundervisning. Musikerne spiller spansk flamingo, men hun afbryder dem, fortsætter irriteret og råber et navn. I kulissen henter hun en barnevognen, som hun ruller ind på midten af scenen, hvor hun fortsætter med at tale til barnet. Hun viser ballettrin og begynder at danse, mens hun fortæller, at hun ikke kunne lade være med at smile, når der skulle danses. Hun smiler nu, og smilet rummer en glæde over dansen. Eller smiler hun af sin erindring om glæden ved dansen?
Det er den dobbelthed forestillingen befinder sig i. Den bliver et fragmenteret selvportræt: En blanding af klassisk ballet med tylsskørt, salsa, videoprojektion, sang og tale, som undertiden næsten stammende gentager sig selv. Som om hun ikke rigtig ved hvad det er, hun siger. Der er en form for melankoli over fortællingen. Aline er omkring de 40, og det er jo en balletdansers efterår. Men hun er fysisk i topform, og danseren er ikke længere blot danser, men også sanger og skuespiller.
Fortællerrammen udvides
Hun henvender sig igen til barnet i dukkevognen. Det er fortællerammen, der udvider sig og samtidig retter sig mod tilskuerne. Musikerne, flamencosangeren Theirry Boisdon og Niels Kilele på perkussion, trommer, fløjte, guitar, afbryder hende jævnligt, og hun afbryder dem. Det er et konstant afvekslende forhold mellem de tre, som skaber dynamik i samspil og modspil, ryg mod ryg eller ansigt mod ansigt.
Tilskuerne føres stille og roligt ind i det rum, hvor kunsten skabes af kunstneren: Danseren, sangeren, skuespilleren. Og samtidig giver forestillingen en form for kunstnerisk refleksion over forholdet mellem traditioner og forventninger, som er karakteristisk for den smeltedigel, som dansen på Cuba er.
Obstruktionsteknik
Aline ikke alene er en globaliseret livshistorie, et kulturel og kunstnerisk møde mellem Cuba og Aarhus, som er koreograferet og iscenesat af Palle Granhøj, leder af Granhøj Dans. Denne udgave er en opdateret version af Aline Alene fra 2005.
Som noget typisk for Palle Granhøjs forestillinger er man i tvivl om genren. Er det en arbejdsdemonstration, en teatral monolog, en danseforestilling eller en koncert? Granhøj har siden 1990 lavet omkring 20 forestillinger med forskellige dansere og i samarbejde med scenografen Per Viktor. Hans grundlæggende teknik er obstruktion. Det betyder, at han i udviklingen af et materiale finder forskellige forhindringer for danseren, som umuliggør den påtænkte udførelse af en dansefrase. Det kan fx være, at den ene arm skal holdes på ryggen, eller at danseren ikke må flytte fødderne fra gulvet, men skal danse i denne fastlåste position.
I denne forestilling bliver Aline bl.a. obstrueret ved, at hun i stedet for balletsko har en gammel støvle på den ene fod. Det forrykker fokus fra dansens koreografi til danserens personlige vanskelighed med at udføre den, og skaber en markant personliggørelse og nærværseffekt. Det er danseren, som her og nu må kæmpe for at undgå at falde, og Aline, som jo er en rolle, bliver en person. Eller rettere det bliver vanskeligt at skelne danseren som figur fra personen bag dansen.
Obstruktionen er imidlertid ikke kun et led i den kreative proces. Her er også tale om obstruktioner i det sceniske forløb. Musikerne spiller så højt, at man ikke kan høre, hvad Aline siger, og ind imellem forstyrrer de hende, så hun frustreret sparker ud efter dem. Det er ikke et psykologisk spil. Det er snarere udtryk for en dramaturgi, som peger på den komplekse virkelighed, som er Alines. Snart frustreret og obstrueret, snart lykkelig og næsten ekstatisk dansende.
Det autentiske moment
Hun fortæller om de store beslutninger om at vælge dansen, om de cubanske myndigheders forbud mod at forlade landet. At hun måtte rejse på turistvisa uden sikkerhed for at kunne komme hjem igen, og om problemer med opholdstilladelse i Danmark.
Forestillingen skaber det autentiske moment, som er en kunstnerisk iscenesættelse, der gør forestillingen til en begivenhed i rummet. Den slutter med en personlig intens fortolkning af den cubanske folkesang fra 1920 og gjort verdenskendt i 1960’erne: Guantanamera, som hylder poesien, rytmen og musikken.
Refleksion over den moderne tragik
Aline Sanchez Bonne har valgt at følge en kunstnerisk frihed. Jeg ser hende, altså figuren eller rollen som måske også er personen, Aline, på sin vis som en tragiker, fordi det kunstneriske valg betød tab af hjemlandet, Cuba, og tab af tradition.
Hvilken genre tilhører hun. Det er ikke til at sige. Og det er der forestillingen bliver en udfordring for hende og for tilskuerne. Hun fortæller sin historie, men først og fremmest bliver det en refleksion over dette kunstneriske valg, som betyder, at hun er en fremmed, som er tvunget til at skabe sig selv, sin identitet og sit tilhørsforhold. Lige nu er det hos Granhøj Dans. Men hvor længe? Palle Granhøjs obstruerende iscenesættelse eksponerer hendes tvetydige situation klart.
Benspænd
Aline ikke alene føjer sig til en række Granhøj-portrætter og –forestillinger, som alle rummer en form for destruktion af formen for derigennem at skabe en kunstnerisk refleksion over det fald, som er konsekvensen af obstruktionen. Det minder om den bestræbelse, man kunne se i et helt andet medie, nemlig i De fem benspænd (2003) af Lars von Trier og Jørgen Leth. Ambitionen var her gennem obstruerende spilleregler af nå frem til en autentisk personlig refleksion.
Moderniteten og den globaliserede verden kan beskrives som opløsning og tab af traditioner, noget der både skaber en frihed, hvor alt er muligt, men også en vilkårlighed, rodløshed eller ensomhed. Begge forhold nødvendiggør en kunstnerisk refleksion over forholdet mellem det iscenesatte og det autentiske og over forholdet mellem rollen og det personlige. Refleksiviteten i Aline ikke alene er et resultat af et samarbejde mellem to ”hjemløse” og søgende kunstnere.
Granhøj Dans. Aline ikke alene. Koreograferet af Palle Granhøj i samarbejde med de medvirkende. Aline Sanches Bonne, Thierry Boisdon, Niels Kilele. Lys og teknik: Per Victor. Opført 4-7- september 2012 i Aarhus og senere på turne.
Erik Exe Christoffersen (f. 1951), lektor ved Institut for Æstetik og Kommunikation, Aarhus Universitet. Har udgivet Teaterhandlinger (2007) om moderne teaterformer og dramaturgier og Odin Teatret. Et dansk verdensteater (red, 2012). Redaktør af tidsskriftet Peripeti (2004-).