Af Camilla Møhring Reestorff
Das Beckwerk – Beyond Identity
Das Beckwerk Museum:
Beyond Identity: Bind I: Das Beckwerk & Funus Imaginarium
Beyond Identity: Bind II: Funus Samtalerne
Beyond Identity: Bind III: Hvem eller hvad er virkelig i live i dag? Væren hinsides Das Beckwerk & Funus Imaginarium
Det omfattende trebindsværk Beyond Identity blev fejret med maner. Efter lukning af Das Beckwerk – der som bekendt havde til formål at videreføre Claus Beck-Nielsens liv og levned – i 2011 var værkføreren eller den identitetsløse krop i selverklæret mediekarantæne i et år. Det indebar, at den identitetsløse krop i perioden fra den 17. januar 2011 til den 17. januar 2012 ikke udtalte sig til en skandinavisk offentlighed. Da karantænen endelig var slut, var det ikke uden spænding, at jeg ventede på, hvad der nu skulle ske med den identitetsløse krop. Ophøret af karantænen blev fulgt af boglanceringen af Beyond Identity og af en dåb af den navnløse (Pressemeddelelse 18. januar 2012). Den navnløse fik således efter ti år og en begravelse navnet Nielsen – hverken mere eller mindre (Bestyrelsen for Det Kommende & Komitéen til Navngivning af Den Navnløse 20. januar 2012). Men denne Nielsen er stadig ikke en afgrænset identitet, men tværtimod en ”dialogisme” (Bakhtin, Holquist og Emerson 1981), der kombinerer genkendelige citationer med indirekte tekstuelle ophav. Nielsens krop citerer blandt andet den tidligere Claus Beck-Nielsen, den navnløse værkfører for Das Beckwerk og Andy Warhol. Før den navnløse krop genopstod som Nielsen, var den tvunget til at acceptere en identitet i kommunikation med staten. Her bestod identiteten af navnet Helge Bille Nielsen – et navn der stod på lejlighedens dørskilt – og af et billede, der digitalt kobler den navnløse krop og Robert Mapplethorpes berømte foto af Andy Warhol (1986) (Bind I: 57). Hermed trækkes en linje til tiden før Claus Beck-Nielsens død, hvor denne huserede som ”manden med det kendte ansigt” Hannover/Niedersachen (1995-2001) (Bind I: 22-27). Selv efter dåben er navnet Nielsen således indskrevet i en hypertekstuel, evigt citerende og cirkulerende praksis, der umuliggør en entydig afgrænsning af værk og identitet.
At den navnløse krop efter mere end ti år endelig fik et navn sætter Beyond Identity i et ganske særligt lys. Bøgerne står tilbage som en dokumentation af et imponerende og radikalt grænsesøgende projekt. Beyond Identity synes både at have det som mål at dokumentere Das Beckwerk og Funus Imaginarium og at levere en omfattende refleksion over projektet. Eller ”to bring together once and for all the entire story – from the declaration of death in 2001 through the ten-year-long series of experiments with identity leading up to Funus Imaginarium” (Bind 1: 12). Bøgerne når vidt omkring Das Beckwerks mange projekter, men dækker først og fremmest Claus Beck-Nielsens dødserklæring, de efterfølgende forsøg på at bryde med identiteten og den stort opsatte begravelse af ikke blot Claus Beck-Nielsen, men statsidentiteten som sådan, i Funus Imaginarium. I Funus Imaginarium blev en silikone effigie fremstillet af Claus Beck-Nielsens efterladte krop. Denne krop blev behandlet som døende i syv dage, hvor dødslejet var åbent for offentligheden og den 7. oktober 2010 erklæret død. Den 9. oktober fulgte et stort ligtog og begravelsen. Mindre end en uge senere, den 14. oktober 2010, gravede center for kirkegårde kisten op. Med udgangspunkt i Funus Imaginarium afsøger alle tre bind i Beyond Identity således mulighederne for at overskride (stats)identiteten.
Bind I beskriver og dokumenterer gennem en lang række officielle dokumenter, avisartikler og billeder fra de forskellige projekter, rejser og interventioner de mange forskellige forsøg på at afsøge nye former for menneskelig eksistens, der rækker ud over identitet og statsborgerskab. Bind I sandsynliggør, at der er en klar sammenhæng mellem Das Beckwerk og de mange forskellige delprojekter, og at denne sammenhæng handler om et opgør med essentialistiske forståelser af identitet, hvad enten identiteten italesættes som personlig, national, kulturel, religiøs eller etnisk. Bind I er – i modsætning til Bind II og III – engelsksproget. Denne engelsksprogede del vil forhåbentlig bidrage til en øget international opmærksomhed om projektet.
Dernæst, i Bind II, gengives de såkaldte Funus-Samtaler, der blev gennemført inden begravelsen af Claus Beck-Nielsen. Bindet indeholder ni samtaler med biskop emeritus Jan Lindhardt, pastor Erik Bock, rektor ved det kongelige danske kunstakademiet Mikkel Bogh, kunsthistoriker Mikkel Bolt og litterat Marianne Ping Huang, antropolog Kirsten Marie Raahauge, kunstner Ferdinand Ahm Kragh og scenearbejder Kristian Husted, kunster Sophie Calle, klassisk arkæolog Jan Stubbe Østergaard og idehistoriker Mikkel Torup.
Endelig, i Bind III, samles en række artikler, der er baseret på seminaret ”Who or What is Really Alive Today? Being Beyond Das Beckwerk and Funus Imaginarium”, der blev afholdt i november 2010 på det kongelige danske kunstakademi. Her giver Susanne Christensen en gravtale, som bør fremføres med høj, skinger stemme, og som eksplicit – men desværre for kort – tematiserer Das Beckwerk i forhold til den danske kulturkamp. Desuden indeholder dette bind et bidrag fra bloggerne bag Politikk Poetikk Praksis, tre essays fra ”Das Beckwerks kolde og navnløse hånd”, samt artikler af Laura Luise Schultz, Mikkel Thorup, Annelis Kuhlmann, Jon Helt Haarder og Per Aage Brandt.
Beyond Identitys primære omdrejningspunkt er, som sagt, Funus Imaginarium. Da Claus Beck-Nielsen i 2001 erklærede sig død blev den navnløse og efterladte krop overdraget hvervet som værkleder for Das Beckwerk og pålagt ansvaret at ”åbne for en ny måde at være menneske”. Problemet har dog kontinuerligt været at få samfundet og staten til at acceptere døden og dermed også muligheden for nye eksistensformer. Das Beckwerk iværksatte således Funus Imaginarium som løsningen på problemet med at forene identitetens død med den levende krop. Med udgangspunkt i den italienske mikrohistoriker Carlo Ginzburg (Ginzburg 1991) antager Das Beckwerk, at det ikke er den biologiske død, men den sociale handling, der konstituerer døden for samfundet. I forlængelse heraf forstås Funus Imaginarium som en samfundsmæssig implementering af Claus Beck-Nielsen død. Men selv den sociale død er – i kraft af den navnløse krop – umulig at opretholde. Hverken Politiken eller Berlingske Tidende vil trykke Claus Beck-Nielsens dødsannoncer (Bind I: 84) og Center for kirkegårde gravede, som bekendt, kisten op. Det betyder dog ikke, at Das Beckwerk har en naiv tiltro til projektets succes, tværtimod er der en klar bevidsthed om ”at fejle på den bedst mulige måde”. At kisten ville blive gravet op var forudset, da Center for kirkegårde havde afslået at stede effigien af Claus Beck-Nielsen til hvile. Løsningen på det problem skitseres i Bind II, hvor ”den skjulte løsning” blev aftalt i en ikke-offentlig samtale med Mikkel Bolt og Marianne Ping Huang. Center for kirkegårde foreslog at lade Das Beckwerk afholde en fiktiv begravelse – på linje med en filmoptagelse – under forudsætning af at gravstedet efterfølgende blev jævnet med jorden. Das Beckwerk informerer Center for kirkegårde om, at der er tale om en fiktiv begravelse, men gør efterfølgende opmærksom på, at det er en reel begravelse. Dermed overlades det til Center for kirkegårde at acceptere eller bryde gravfreden (Bind II: 150). Da kisten graves op, lider Das Beckwerk selvfølgelig et nederlag til (stats)institutionen, men Funus Imaginarium er ikke desto mindre – som det også bemærkes af Mikkel Thorup – ”en fantastisk øvelse i nederlag” (Bind II: 277).
Det ikke nemt at anmelde et så omfattende trebindsværk som Beyond Identity. De tre bøger går til Das Beckwerk fra vidt forskellige vinkler, og de mange forskellige bidragsydere har alle deres særlige interesse i projektet. Det betyder, at det ikke blot er den navnløse krop, der er ubestemmelig, men at også projektets karakter til tider bliver udflydende: Claus Beck-Nielsen kaldes eksempelvis forfatter og teaterkunstner af Laura Luise Schultz, for Jon Helt Haarder drejer det sig – ikke overraskende – om performativ biografisme, Annelis Kuhlmann fokuserer på sultekunstnerens iscenesatte autorbegreb og performerens død, og Mikkel Krause Frantzen og Lillian Munk Rösing diskuterer, om den identitetsløse krop er et spøgelse eller en zombie. Disse eksempler viser diversiteten i receptionen af Das Beckwerk, og det er netop denne diversitet, der gør de tre bøger til en fornøjelse at læse. De mange forskellige forfattere og samtalepartnere betyder dog også, at bøgernes struktur til tider bliver meget gentagende. Dette gør sig eksempelvis gældende i Bind II, der gengiver Funus Samtalerne, hvor mange af samtalepartnerne skal have projektets detaljer på plads, før den egentlige samtale kan begynde. Det giver selvfølgelig mening i den mundtlige samtale, men i den skriftlige dokumentation er det selvsagt nødvendigt at afveje, om man ønsker en fuldstændig dokumentation eller er villig til at redigere en smule i materialet. Ligeledes gengives – i Bind III – tre essays af Das Beckwerk: ”Afsenderens og Sandhedens Problem”, ”Kolossen” og ”Vandreren”. Disse essays reflekterer på interessant vis umuligheden af at lade et udsagn uden afsender optræde i det offentlige rum (eksempelvis når Tv-stationer ikke vil lade en repræsentant for Das Beckwerk optræde uden at identificere sig), spørgsmålet om effigien og kolossens relation til det gamle Hellas og Agambens essay ”In Playland” (1978), hvor spøgelset bestemmes som den afdødes billede. Desuden trækkes en forbindelse til grækernes bestemmelse af den ubegravedes spøgelse eller ånd som alástor, vandreren, hvor det understreges at selve vandringen spiller en betydelig rolle i Das Beckwerk. Disse essays indeholder interessante perspektiver, og som dokumentation af baggrunden og motivationen for Funus Imaginarium fungerer de. Men desværre fremstår de redundante, da de historiske linjer til det gamle Hellas og Rom, samt vandreren som trope allerede er kortlagt i Bind I.
På trods af at denne insisteren på at dokumentere projektet fyldestgørende til tider skaber gentagelser, vidner det også om en interessant transformation af, hvordan vi skal konceptualisere både kunst og politisk intervention. Mikkel Thorup skriver, at ”Beckwerket mimer statens (og mediernes) journalisme og dokumentarisme” og spørger: ”Måske ser vi konturerne af en form for aktivisme, der afsværger konfrontationen til fordel for gengivelsen?” (Bind III: 166). Som sådan er det centralt, at Beyond Identity eksemplificerer det, Boris Groys kalder ”art documentation”, der handler om, hvordan vi konfronteres med kunst, der ikke er kunst, men blot er en dokumentation af kunst. Med Groys: ”Art documentation is by definition not art; it merely refers to art, and in precisely this way it makes it clear that art, in this case, in this case is no longer present and immediately visible but rather absent and hidden” (Groys 2008: 52). Læserne af Beyond Identity bevidner ikke alle Das Beckwerks projekter og interventioner ”live”, ligesom Das Beckwerk ikke kan afgrænses som identitet eller værk, i stedet konfronteres man med diversiteten i dokumentationen. Ydermere er det ikke kun kunsten, der dokumenteres, det er også politik: alle projekterne afsøger, mimer og dokumenterer politiske strukturer, og det er netop gennem denne mimen, at (stats)identitetens grænsedragninger synliggøres.
Dokumentationen har selvfølgelig også andre konsekvenser end denne ”kunstdokumentation”. Den afslører nye detaljer og understreger præcist, hvor radikalt og gennemført projektet er. Bind I offentliggør kontrakten mellem den navnløse virksomhedsleder og Das Beckwerk, hvor det blandt andet angives, at arbejdstiden er 98 timer ugentligt, og at navnløsheden rækker ud over kontaktperioden og gælder resten af den navnløses liv og efterliv (Bind I: 50-51). Kontraktens fordring om et navnløst efterliv er dog blevet brudt, i og med den navnløse, som nævnt, er blevet navngivet Nielsen. Kontrakten understreger også, at projektet er ”i sammenbruddets tjeneste” (Das Beckwerk and Bolt 2008), og at virksomhedslederen er forpligtet til altid at bevæge sig i retning af den eksisterende verdensordens sammenbrud både globalt og i den mindste personlige detalje. Dermed kobles identitetsbruddene og den enkelte krop med en global politisk motivation, der udfordrer konceptualiseringen af identitet i spor, der er uforanderlige og knyttet til staten.
I forlængelse af dette er det interessant at betragte, hvordan de forskellige delprojekter iværksætter konfrontationen mellem det enkelte individ og statsidentitetens stabile spor. I korrespondancen mellem biskop Peter Skov-Jacobsen og præst Erik Bastian Bock redegør Bock, på foranledning af biskoppens irettesættelse og ikke uden humor, for sin medvirken ved begravelsen ”in effigie” af Claus Beck-Nielsen. For Bock synes en konflikt at opstå mellem troen og det kirkelige embede: ”Har min fascination og beundring af denne mangetydige kunstner fået mig til at overskride mine embedsbeføjelser? Jeg ved det knapt selv, men siden jeg for et år siden lovede den navnløse at medvirke ved hans ligbegængelse har jeg været optaget af den Gud, der åbenbarede sig som ”Jeg er” for Moses på Sinai Bjerg. Det gudsbillede, der indgår i menneskets eget billede af sig selv og det mysterium, som livet og døden er for mennesket.” (Bind I: 104). Her afslører Bock netop den konfrontation mellem det enkelte individ og forskellige institutioner, hvad enten det er staten, kirken eller de officielle Tv-stationer, der er kernen i Das Beckwerks projekt. Som individ er Bock troende, og for at deltage i projektet kræver han ikke den nuværende biskops, Peter Skov-Jacobsen, accept, men i stedet den gamle biskop Jan Lindhardt, ”som han har meget respekt for” (Bind II: 51). Denne diskrepans mellem tro, personlig respekt og embede understreges endvidere i Bocks afsluttende kommentar: ”Den næste skrivelse jeg sender ad tjenestevejen er velsagtens min afskedsansøgning, men ellers står jeg til tjeneste for yderligere tiltale.” (Bind I: 104)
Beyond Identity er mest interessant, når omdrejningspunktet er afsøgningen af identiteten og de forskellige institutioner og statssystemers grænser. Jeg er sådan set ligeglad med om den navnløse krop bedst beskrives som spøgelse eller zombie, hvad der virkelig er interessant er de gnidninger, den navnløse krop kan generere, når den afsøger statens grænser i forsøget på at nå en større global bevidsthed.
Den globale bevidsthed er netop et grundelement i Das Beckwerk og Beyond Identity, der indledes med ordene: ”In the era of globalization when the movement across borders is greater than ever before in history, the concept of identity – personal, national, cultural, religious, ethnic etc. – has become more and more problematic” (Bind I: 9). I den forstand abonnerer Beyond Identity på ideen om, at globaliseringen deterritorialiserer stabile forhold mellem sted, kultur og identitet, men at identitet ikke desto mindre reterritorialiseres (Tomlinson 1999) i de stabile mønstre, der synes at stå i eklatant modsætning til de komplekse forbindelser, der accelereres af globaliseringen. Identitet bliver således et problematisk begreb, hvis ikke det kan udvides til at overskride statslige og nationale grænser. Funus Imaginarium fandt da også sted med satellitter i København, Herning, Kairo og Beijing, men kun i Herning forløb det gnidningsfrit – i Kairo blev effigien tolket som (endnu) en dansk hån af profeten Muhammed og i København blev kisten gravet op – den globale verdensborger udgør et ideal, der ikke er nemt at opnå. Så hvorfor hænger spørgsmålet om globalisering og identitet uløseligt sammen? Det gør det, fordi identitet handler om, hvordan vi genkender, hvem der er hvem, og hvad der er hvad (Jenkins 2008), og hvis identitet ikke skal være afgrænset af statslige og nationale grænser, kræver det, at vi kan genkende fjerne andre. Ifølge Richard Jenkins er identitet altid et spørgsmål om ligheder og forskelle, og hvis en global overskridelse af identitet skal kunne tænkes, handler det om at undgå at skabe dualiteter forstået som identitetens kontinuerlige produktion af forskelle. Mikkel Thorup foreslår i den forbindelse, at projektets omdrejningspunkt burde være forskel i stedet for identitet (Bind II: 276), men som Sara Dahlstrup Mogensen er inde på, er også ligheder et problem, når man insisterer på ligheder og lukketheder (Bind III: 26). Så for mig at se, er identitet, forstået som producent af både forskelle og ligheder, en dækkende betegnelse for den problematik, der vedrører mulige globale fællesskaber.
Globaliseringen har selvsagt også betydning for spørgsmålet om projektets rækkevidde. Sara Dalstrup Mogensen skriver, at Funus Imaginarium er et forsøg på mobilisering, der står og falder med de berørte andres vilje til at insistere på forsøgets virkelighed og mulighed (Bind III: 27-28). Hun konstaterer, at Funus Imaginarium er Das Beckwerks mest kollektive projekt. Hun har ret i, at der har været mange involverede i Funus Imaginarium, og at begravelsesceremonien såvel som optoget havde mange gæster. Men der er nogle mangler i denne forståelse af projektets mobiliseringspotentiale. På trods af, at det fastholdes, at mobilisering ikke handler om en kollektivisering eller en samling af subjekter, men om en antiautoritær bevægelse (Bind II: 30), synes mobiliseringsbegrebet at være lokaliseret hos det enkelte individs transformation. Her kunne man med fordel tilføje, at hvis man skal forstå Das Beckwerk og Funus Imaginarium som mobiliseringsbegivenhed, må man også forstå, at det er spændt ud mellem de lokale begivenheder, som begravelsen, og dokumentationen af disse – Beyond Identity er i sig selv et eksempel på en sådan dokumentation. Det er væsentligt at fastholde, at de fleste faktisk ikke oplever de lokale begivenheder men deres dokumentation. Dette bliver erkendt af Laura Luise Schultz, når hun skriver, at ”borgerskabet er behørigt repræsenteret” gennem billeder af Prins Henrik, Klaus Bondam og Lars Mikkelsen. Funus Imaginarium er ”en smuk og stilfuld begravelse” (Bind III: 150), der dokumenteres som mediebegivenhed. Hvis man skal forstå Das Beckwerk som global agent med et mobiliseringspotentiale, er det således afgørende at fastholde, at projekterne er medialiserede (Hjarvard 2008; Castells 2009), og at de nødvendigvis må dokumenteres – i hvert fald hvis den globale målsætning skal taget for pålydende. Hvis der er en begrænsning i Beyond Identity er det i forlængelse heraf den manglende erkendelse af mediernes betydning for projektet og dets cirkulation. Medierne synes ofte at blive reduceret til dem, der ikke vil trykke Claus Beck-Nielsens dødsannonce, eller til det der skal tages afstand fra, ”nemlig Facebook og det, at vi hver dag skal stå op og producere vores egen identitet og markedsføre, sælge og nyde den” (Bind II: 57). Medialiseringen bliver reduceret til identitetsproducerende og afdemokratiserende larm, og det er ærgerligt, for medialiseringen rummer jo også et potentiale. I de mange dokumentationer – i avisernes spalter, på nettet, i videodokumentationer og romaner – kan verdens mest larmende navnløse dokumentere og cirkulere alle de identitetsoverskridelser, der gør projektet interessant.
På trods af indvendinger, som dokumentationens redundante karakter og projektets modsætningsfyldte forhold til sin egen medialisering, står Das Beckwerks mange forsøg på at overskride identiteten tilbage som et radikalt forsøg på at udfordre sammentænkningen af stat og identitet. Beyond Identity har således stor betydning både som en grundig og gennemført dokumentation af forsøgene på at overskride identiteten, og som en teoretisk bearbejdning af disse. Funus-samtalerne i Bind II er spændende læsning, og diversiteten vil kunne tiltale forskellige læsere. Jeg nød især samtalerne med Erick Bock, Mikkel Bogh, Kirsten Marie Raahauge og Mikkel Thorup. Ligeledes dækker Bind III mange afkroge af projektet. De mest interessante perspektiver er Laura Luise Schultz’ diskussion af døden og materien, Annelis Kuhlmanns perspektiver på performerens død og Mikkel Thorups ideer om at betragte staten gennem tilskrivelser og tilladelser. Selvom Das Beckwerks sammenstød med staten indtil videre har resulteret i en række nederlag, er disse nederlag uvurderlige, idet de lader os betragte staten. Derfor håber jeg, at den navnløse krop, selv efter sin genopstandelse som Nielsen, fortsat vil lade sig besejre.
Camilla Møhring Reestorff er adjunkt i kultur og medier ved Institut for for Æstetik og Kommunikation. Hendes forskning beskæftiger sig med forholdet mellem æstetik og politik blandt andet som det udspiller sig i den danske kulturkamp.
Bakhtin, M. M., M. Holquist and C. Emerson (1981). The Dialogic Imagination: Four Essays. Austin, University of Texas Press.
Bestyrelsen for Det Kommende & Komitéen til Navngivning af Den Navnløse (20. januar 2012). Navnet er Nielsen, Das Beckwerk Museum.
Castells, M. (2009). Communication Power. Oxford and New York, Oxford University Press.
Das Beckwerk and M. Bolt (2008). I sammenbruddets tjeneste: Samtaler ved Peder Holm Pedersen. København, Gyldendal.
Ginzburg, C. (1991). “Représentation: Le Mot, l’idée, la chose.” Annales ESC 46.
Groys, B. (2008). Art Power. Cambridge, MIT Press.
Hjarvard, S. (2008). En verden af medier. Medialiseringen af politik, sprog, religion og leg. Frederiksberg, Samfundslitteratur.
Jenkins, R. (2008). Social Identity. London and New York, Routledge.
Pressemeddelelse (18. januar 2012). Den navnløse vil døbes og genopstå, Morten Krog på vegne af Das Beckwerk Museum.
Tomlinson, J. (1999). Globalization and Culture. Cambridge, Polity.