Symaskinen og paraplyen
Af Erik Exe Christoffersen
Det smukke og uventede møde mellem en symaskine og en paraply på et dissektionsbord er den enkle og kendte version af collagen. Det er i øvrigt forfatteren Comte de Lautréamont, som har skabt denne ofte citerede ”scene”, som ifølge Camilla Paldam blev et forbillede for surrerealister. Og det er præcist chokket over mødet og sammenstødet mellem de uforenlige størrelser, der er collagens ærinde, og som Paldam undersøger på kryds og tværs i Surrealistiske collager. Bogens hovedfokus er surrealismens collager i perioden 1919-1939 med kredsen omkring André Breton, Max Ernst og Louis Aragon.
Camilla Paldam ser collagen som en af den historiske avantgardes mest overlevelsesdygtige former og teknikker. Den findes i alle avantgardebevægelserne som kubisme, futurisme, dadaisme og surrealisme både indenfor billedkunst, teater, musik og litteratur. Collage har en strukturel lighed med begreber som montage, assemblage, bricolage og det minder om principperne i alkymi, sproglige konstruktioner som metaforer og metonymier og kulturelle former som grotesken. Paldam afsøger denne brede kontekst med henblik på de variationer og afsmitninger, som collagen skaber ved at drage hverdagselementer, etnografiske objekter og diverse mytologier ind i kunstens felt. Som en form for forstyrrelse af værkets form og autonomi, men også som en udfordring af den kreative proces som løsrives fra en håndværksmæssig kompetence og bliver et spørgsmål om fx at finde de rigtige materialer og om at ”klippe og klistre”.
Collagen har ifølge Paldams to hovedformer. Den ene vægter det sammensatte, hvor fragmenter klippes ud af en sammenhæng for på forstyrrende vis at blive ført ind i en ny kontekst. I og med at materialerne besidder deres egen oprindelige identitet, opstår der er form for verfremdung. Det er det, den tyske avantgardeteoretiker Peter Bürger i sin indflydelsesrige bog Theorie der Avantgarde, 1974 kalder den uorganiske montage, og som han udnævner til den centrale avantgardestrategi. Denne er både en negation af værket helhed og totalitet og en negation af kunstinstitutionen som et autonomt felt. Avantgardens politiske strategi er at føre kunsten tilbage til livet. Paldam forholder sig igennem bogen diskuterende og kritiserende til Bürger, som hun mener foretager en reduktion af collagen til at være fokuseret på realitetsfragmenter som et fremmedelement i forhold til kunstinstitutionen. Bürger er i højere grad fortaler for dadaismen og kubismens montager, hvor konstruktionen så at sige fremhæves og giver sig til kende som princip.
Den anden collagestrategi som Paldam mener hovedsageligt karakteriserer surrealismen, er en mere diskret collageform, der ikke vægter materialernes forskellighed, men fokuserer på de betydende elementer og indholdsmæssige sammenstød. Collagen skaber med sin reframing det underfulde og det mytiske i hverdagen. Collagestrategien er en kreativ strategi som sigter på at genskabe ”underfulde billeder” og en genfortryllelse. Collagen kan da ses som en reaktion på den rationalitet og borgerlige normdannelse, som prægede det 20 århundrede. Paldam referer Max Ernst for at udtale, at collagens fornemste erobring er det irrationelle.
Collagen skaber som nævnt en chokeffekt, hvor det fragmentariske i sig selv signalerede en manglende enhed og totalitet i verden, og den historiske avantgarde var således en form for angreb på den borgerlige verdens illusoriske sammenhængskraft. Collagen sigter i sammenføringen af billeder og materialer på at ryste betragterens perception og fortolknings-kompetence. Teknikken er på ingen måde ny, og Paldam henviser til en lang tradition for i groteskens form, at sammenføre modsatrettede elementer og foruroligende, sammensatte, monstrøse væsener. Det nye er selve udviklingen af kunstudsigelsen, som gør det muligt at sammenfører hvad som helst og dermed isolere eller adskille tilfældige og fundne objekter som kunst, som fx i tilfældet med Duchamps Readymades.
Collagen eller montagen er indenfor alle kunstarter blevet grundlaget for kreativ tænkning og en anden form for kreativ praksis, hvad enten det er teatrets spil mellem det reale og det fiktionelle og den sceniske spaltning mellem skuespilleren og rollen eller inddragelsen af fundne materialer i film, musik, installationer og i digtningen. Paldams pointe er at det strukturelle princip kan findes i forskellige såkaldte primitive kulturer, i sproget og i drømmeverdenen – og naturligvis i oplevelsesindustrien.
Refleksion
Det er en styrke i Surrealistiske collager, at bogen er så fokuseret på collagen som betydning og form og på receptionen af collagen. Avantgarde er en divergent og udefinerlig betegnelse for rigtig mange forskellige både politiske og kunstneriske eksperimenter, og det forekommer helt korrekt, at udnævne collagen som det centrale arvegods, der er fælles for de forskellige bevægelser. Paldams fokus har en række givtige forskningsmæssige implikationer i og med at hun ”opløser” de historiske og rigide modsætning mellem den uorganiske og organiske collage, som både har været en form for selvforståelse og en forskningsmæssig profil mellem en særlig radikal avantgarde og det organiske værk som et mere konformt værk. Dermed får hun leveret en kritik af en normativ og reducerende reception af avantgarden, som Peter Bürger er eksponent for og påpeget, at der findes flere collage-strategier, som vægter en underliggørelse og en gådefuldhed, som er forbundet med collagens sanselige sammenstød. Paldam nedtoner avantgardens brud med modernismen, således at avantgarden snarere bliver en tradition med rødder i både renæssancen og romantikken og en reaktion på modernitetens rationalitet. Som sådan er surrealismen en reaktion på borgerlighedens kulturelle normer, og med inspiration fra både psykoanalysen og antropologien et forsøg på at generobre en oprindelighed eller en anderledeshed. Det betyder dog ikke at Paldam opgiver avantgardens kritik af det borgerlige samfund, og den politiske fordring er en underliggende præmis, som hun dog ikke ofrer så megen plads, selvom hun i konklusionen skriver om collagen som politisk våben. Vil avantgarden nedbryde kunstværket og kunstinstitutionen og derigennem angribe kunstens autonomi, sådan som denne er uddifferentieret i det borgerlige samfund? Eller kan avantgarden nøjes med at forstyrre og forvirre den kunstreception som er dominerende? Ifølge Paldam er surrealismens politisk implikation mere langsigtet, idet collagen vedbliver at forurolige betragteren og forstyrre måden at opfatte og fortolke virkeligheden på. Collagen skaber ”nye mulige (drømme)-verdner” (s. 249) og alternative virkeligheder gennem kritik af sociale og kunstneriske koder. Jeg vil mene Paldam undertiden underspiller betydningen af avantgardens gentænkning og synliggørelse af de produktionsæstetiske koder, som er Bürgers hovedærende.
Collagestrategien i dag spiller en helt central rolle under begrebet reframing i den kreativistiske og diskurs. Man kan sige, at collagen er en form for forløber for benspænd og obstruktioner, som karakteriserer design af kreative processer. Som Paldam rigtigt påpeger, er collagen både dekonstruktion og konstruktion. Collagen tilbyder aldrig én sandhed. Måske en beskeden konklusion, men dog en konklusion, som kan give stof til både kunstfaglige og videnskabelige diskussioner med og mod avantgarden.
Lad mig slutte med en opskrift på et dadaistisk digt af Tristan Tzara fra 1919, som fokuserer på collagens kreative ironiske obstruktion og konstruktion i processen:
Tag Deres avis/ Tag Deres saks/Vælg i avisen en artikel på den længde/De har tænkt at give Deres digt/Klip artiklen ud/Klip så omhyggeligt hvert af ordene ud/som udgør denne artikel og læg dem/i en pose./ Ryst forsigtigt./ Tag så alle udklippene ud et efter/ et i den orden de er kommet/ud af posen./ Skriv dem samvittighedsfuldt ud. Digtet vil ligne Dem. /Og De er nu “en overordentlig original/digter med en indtagende følsomhed,/Endnu ikke forstået af hoben”. (Citeret efter Paldam s. 81)
Erik Exe Christoffersen (f. 1951), lektor ved Institut for Æstetik og Kommunikation, Aarhus Universitet. Har udgivet Teaterhandlinger (2007) om moderne teaterformer og dramaturgier og Odin Teatret. Et dansk verdensteater (2012). Redaktør af tidsskriftet Peripeti (2004-) og har senest medredigeret nr. 16 Kreative strategier (2011).