Begejstring er godt – det er handling også
Anmeldelse af en bog, der burde have været tre: En pamflet, en lærebog om anmeldelsens struktur/indhold samt et illustreret lynkursus i anmelderiets historie.
Af Erik Farmann
Begejstring og brutalitet er en titel, der skaber forventning om en bog, der rummer nogenlunde lige meget af to modsatrettede komponenter i det John Christian Jørgensen i sin afhandling (Det danske anmelderis historie, Fisker & Schou, København 1994) med et godt udtryk kaldte anmelderi. Brutalitet fylder nu ikke meget hos Anne Middelboe. I stedet er der en del beklagelse og pessimisme i beskrivelsen af kulturanmelderiets og dets tjeneres almene tilstand samt personlig fortrydelse over nogle gange at have skrevet ”frygtelige ting med brutalt ordvalg om kunstnere”. Men begejstringen har Anne Middelboe. Uophørligt og utrætteligt er hun forelsket i moderne dans, performance, Bournonville, børneteater og voksenteater – klassisk, naturalistisk, modernistisk, postmodernistisk og … Man bliver forpustet blot ved tanken, men for forfatteren er det en selvfølge i sæsonen at overvære seks til otte forestillinger om ugen; nyde dem og skrive om rigtig mange af dem, først og fremmest i Information. Man kan roligt kalde hende en af landets flittigste teatergængere og mest erfarne bedømmere af kunst på danske scener.
Konstruktiv loyalitet
Som anmelder har hun en række sympatiske tilgange. Hun går fx først og fremmest ind i salen for at opleve, ikke for at spille bedrevidende, finde fejl eller pudse sit ego af. Hun møder desuden værket med en åbenhed, der kan lyde som en selvfølge, men er ikke altid er det:
”Anmelderen må sætte sig selv til disposition for et kunstværk. Anmelderen må lade værket strømme gennem sig – fysisk, mentalt og følelsesmæssigt. Anmelderen må fokusere af al kraft på netop dette værk og sætte hele sin erfaring ind på at sammenligne værket med andre værker. ”, skriver hun næsten besværgende og fortsætter: ”Som kritiker kan man ikke tvinge sig selv til at blive forelsket i et værk. Men man må omvendt heller ikke stritte imod, hvis man pludselig mærker, at værket drager én på en uimodståelig måde.”
En smukt udfoldet formulering af begrebet tilstræbt objektivitet og det, hun selv benævner en konstruktiv loyalitet.
Tre bøger i én
På dette sted er det nødvendigt at gøre rede for strukturen Brutalitet og begejstring. Den består egentlig af tre bøger, der på hver sin vis behandler anmelderi. Feltet er fornuftigt nok hele kunstområdet, men forfatteren er først og fremmest teater- og dansemenneske, og bruger sin erfaring fra denne verden, og hun er avisanmelder, hvorfor denne publikationsform er så godt som enerådende i eksempelsamlingen.
Vagt i gevær
Det tre bøger er samlet under én hat, men de første cirka 60 sider kunne sammen med de sidste 5-6 med gevinst have været udgivet som en selvstændig pamflet, hvor Anne Middelboe beskriver rigets og især anmelderiets tilstand og råber vagt i gevær for en genre, der er trængt fra mange sider. Hun oplister truslerne: Mængden af kunstproduktion vokser i et tempo, som ingen kan følge med i, udvælgelsen af værker til anmeldelser er benhård. Avisernes redaktionssekretærer prioriterer andre genrer som interview, portrætter og features højere end anmeldelser, og de, der skriver dem, skal fatte sig i kortere og kortere artikler for mindre og mindre honorar. Kunstproducenterne viser tydeligt, at de helst vil nøjes med stjerner (mange, forstås) uden kvalificerende ord, mens politikerne håner folk med ekspertstatus, og en ikke-kunstdebatterende befolkning følger trop eller er ligeglad. Og på det seneste er kunstnere begyndt at tage til genmæle og truer dem, de anser for urimelige anmeldere.
Demokrati kræver kunstanmeldelser
Hvad er så Anne Middelboes svar på alle disse farer? Hende grundlæggende påstand er, at hverken kunsten eller demokratiet kan klare sig uden kunstanmeldelser:
”I min optik er anmeldelserne afgørende for kunstdebatten i det offentlige rum og dermed for samfundets selvforståelse. Borgerne har brug for anmeldelserne – og det har kunstnerne også. Et demokrati kræver en kunstdebat, der er lige så kvalificeret som den udenrigspolitiske debat eller miljødebatten. Uden kvalificerede kunstvurderinger bliver kunsten betvivlet som samfundets spejl – og især den smalle kunst bliver henvist til at være luksusressort. Det er skrækscenariet.”
Vi er en del, der på trods af det lidt højtstemte ordvalg kan være enige i synspunktet, men dels føler en større del af befolkningen ikke et eksistentielt behov for at debattere kunst (som forfatterens selv påpeger), dels giver svaret anledning til et endnu mere påtrængende spørgsmål: Hvad kan man gøre for at sikre den kvalificerede anmeldelse en plads i den offentlige debat? Hvilke analyser mangler vi (for Anne Middelboe beskriver her mere end hun analyserer)? Hvilke strategier er mulige, og hvilke er hensigtsmæssige? Hvem skal sætte dem i værk? Er der oversete samarbejdspartnere?
En anmeldelse er ikke en avisartikel
Det ville have givet pamflet-delen af denne bog en del mere slagkraft, hvis den pegede på blot et par positive fremtidsscenarier. Det er fx påfaldende, at Nettet kun berøres i ganske få afsnit og her mest omtales for sin flygtighed og for den tilfældighed, der jo bevisligt spiller ind, når man læser på nettet.
Man kunne jo som anmelder se de mange andre brancher, virksomheder, professioner og udtryksformer, der oplever eller har oplevet lignende trængsler i de seneste år. Nogle har valgt at sætte sig ned og græde eller surmule over, at deres vare ikke længere sælger, eller at u(ud)dannede opkomlinge løber med gevinsten; men andre har benyttet lejligheden til at tænke nyt. Det kunne fx være, at en kvalificeret anmeldelse ikke er en avisartikel, men en mening produceret af en kvalificeret person. Mediet er dybest set ligegyldigt, og man skal ikke kimse ad Nettet.
40+ og fordelen ved en lang hale
En trykt anmeldelse har blandt andet den fordel, at det er dejlig konkret og overskueligt at se ord sort på hvidt – vel at mærke, hvis man er 40+. Mange yngre læser hellere eller kun på iPad’en. Men artiklen i avisen når på én gang ud til et antal læsere, (selv om der alt andet lige hele tiden bliver færre af dem). Men avisen forsvinder hurtigt fra sofa- eller natbordet. Net-artiklen bliver liggende let tilgængelig med blot et par museklik. Og er rigtig kommunikeret, indekseret, linket, hypet, synlig i Google, og hvad der ellers hører til, kan den risikere store læsertal de første dage og måske i længden blive læst af lige så mange. Det er en model, der i den merkantile verden kaldes The Long Tail: Et produkt sælger måske kun i ret få eksemplarer pr. måned, men omsætningen fortsætter og fortsætter, fordi produktet er interessant, let tilgængeligt og forholdsvis billigt.
Modellen kan ikke oversættes direkte, men er ét forslag til, hvordan man kan begynde en redefinering af anmelderområdet, så det ikke går så galt som Anne Middelboe frygter.
Et lidt tyndt kapitel
Bogens anden del, der kaldes en manual, har karakter af en lærebog eller et kompendium for de studerende, Anne Middelboe underviser på universitetet. På et par og tyve sider gennemgås så forskellige emner som den typografiske opsætning af en avisartikel, målgrupper og afgrænsning af anmeldelsen i forhold til andre avisgenrer. I tilgift syv morsomme billeder af syv anmeldertyper og en udlægning af stjernesystemet, som forfatteren tydeligvis ikke bryder sig om.
Det væsentlige afsnit om anmeldelsen struktur gennemgår det, forfatteren kalder anmeldelsens ”uundværlighedselementer”, det vil sige beskrivelse, fortolkning, perspektivering og vurdering. Opdelingen er klar og hensigtsmæssig, men fire sider er alt for lidt at sætte af til en ordentlig karakteristik af elementerne hver for sig og i samspil. Det er mere end synd, for bortset fra John Chr. Jørgensens ret oversete Sprogblomster i spinatbedet (Fremad, København 1999) er der ikke mange, der har behandlet denne essentielle del af anmelderproblematikken, og Anne Middelboe burde have kompetencen til at fremanalysere relevante overvejelser og en righoldig eksempelsamling til at anskueliggøre pointerne. Omredigeret og udvidet ville også denne del kunne udgives selvstændigt som en nødvendig bog. Nu bliver den et lidt tyndt kapitel.
Kanon-anmeldere
Sidste del af Begejstring og brutalitet er et historisk rids af anmelderiet historie fra 1700-tallet og frem illustreret af 16 anmeldelser af Jeppe på Bjerget. Blandt anmelderne er Adam Oehlenschläger, Georg Brandes, Hans Brix og Monna Dithmer. Af pladshensyn trykkes kun begyndelse, midte og slutning af hver anmeldelse, og man savner alvorligt resten; men som tidsbilleder fungerer oversigten fint.
I samme forbindelse præsenterer Anne Middelboe også en liste over anmelder-ikoner. Den slags er en vanskelig øvelse, og som ved andre kanoner går det galt, når vi kommer frem til vores egen tid. Alene fra 2000 og nu får hele 55 anmeldere rosende omtale (og her er mange lidt ældre, stadig aktive folk som Bettina Heltberg, Carsten Jensen og Erik Aschengreen ikke nævnt – de er nemlig med i kanonen for 1900-tallet). Så er der vist også støvsuget til bunds. Heltemodigt forsøg.
Alt hvad hun har kært
Og sådan er Anne Middelboe. Hun vover pelsen, og hun kæmper for alt, hvad hun har kært. Det gør hun til daglig med sine altid meget forfriskende, eksperimenterende og læseværdige anmeldelser, og det gør hun i Begejstring og brutalitet.
Den rejser væsentlige problemstillinger og indeholder mange velformulerede og elegante iagttagelser fra anmelderfeltet, men nogen burde have hjulpet hende med at skrue ned for ambitionen om at omfatte alting og i stedet gå i dybden med færre centrale og nødvendige spørgsmål.
Anne Middelboe Christensen: Begejstring og brutalitet
141 sider, Informations Forlag
Erik Farmann har været lektor i kulturjournalistik på Journalisthøjskolen, anmelder og kulturredaktør ved blandt andre Danmarks Radio P1 og Århus Stiftstidende. Er medlem af Peripetis anmelderredaktion.