Virksomheden og kaldet
Odin teatret – Et dansk verdensteater
Red. Erik Exe Christoffersen: Aarhus Universitetsforlag 2012
Af Elin Andersen
Det er velgørende at se Odin Teatret beskrevet som en virksomhed med en omsætning på 14,5 millioner og en egen indtægt på 39% (2009), hvilket er mere end noget andet teater i DK. Det er Kathrine Winkelhorn, der anvender business-synsvinklen i denne brogede antologi, skrevet af Odin Teatrets venner: lektorer, professorer, journalister, nuværende og tidligere ansatte, et par kunstnere og en enkelt præst. Der er i øjeblikket mere end 20 medarbejdere på Odin. Som nyansat starter man med at vaske gulv og rengøring m.m. forbliver en del af jobbet. Selv de gamle Odiner har i tidens løb serviceret ved seminarerne i Holstebro. En italiensk gruppe på studieophold i 94-95 nåede at grave ud til en ny bygning inden de trætte forlod teatret. Direktøren for det hele holder til i et lille lokale oppe under taget, af flere betegnet som det allerhelligste. Det er ikke af beskedenhed. En god leder skal ville lede siger Winkelhorn, tidligere administrator på Odin, med organisationsteoretikere i ryggen. Det er ikke noget problem i denne virksomhed. Der findes kun en leder og en instruktør, og det er Barba. Organisatorisk har teatret en sjælden kombination af en hierarkisk og flad struktur. Det giver en stærk virksomhedskultur, mener Winkelhorn. Odinskuespillerne kan forhandle om særlige opgaver og skabe egne aktiviteter, som de har ansvar for. At være skuespiller på Odin er ikke bare et job, men et kald: performerens grænseløse opofrelse, som de har lært af Grotowski , hedder det andet steds. Winkelhorn antager at en anerkendelse af Barba betyder mere for den enkelte end offentlighedens. Nuværende ansatte, Ulrik Skeel, følger op på synsvinklen med en oversigt over teatrets aktuelle aktiviteter. Han fremstiller grafisk et ikke-hierarkisk, imponerende netværk under overskriften Nordisk Teaterlaboratorium, internationalt såvel som lokalt: International pædagogik, workshop, symposier, master class, transformances, byttehandler, festivals, fonde, forlag, gæstespil, enkelte projekter som Vindenes Bro, Magdalena-projekt, forskellige typer af universitetssamarbejde: ISTA (International Scholl of Antropology) fra 1979, CTLS (Centre for Theatre Laboratory Studies) fra 2004, Midsommer Dream School. Lokalt er det festuger, husorkester, lyrikseancer, undervisning, film og meget meget mere. Centralt står forestillingerne, som fortsat siges at være kerneproduktet.
Outsideren
Det er især journalist Anne Middelboe Christensen og lektor Exe Christoffersen, der forholder sig til dette, til dramaturgien, æstetikken og teaterfilosofien bag det. Middelboe fastholder indsigtsfuldt og veltalende, men også en kende indforstået Odins outsiderposition i dansk teater. Teatret benytter ikke dramatisk tekst, men nok tekst som Barba selv dramatiserer, minder hun om. Skuespillerne arbejder selvstændigt med deres figurer, som monteres sammen i det færdige produkt til en forestilling, der – når Barba selv skal sige det – ” er en associativt poetisk fortælling med et udpræget kropsligt og klangligt udtryk”. Det er stærkt symbolladede forestillinger, især er døden rigt repræsenteret, med tydelig østlig inspiration af Nôh-spil, Kathakali, Gambuh- dans m.m. Middelboe gendriver med held forskellige fordomme om Odin i den danske teaterverden. Hun må dog medgive, at der ikke er meget at le ad i forestillingerne. Til gengæld kan man opleve “gru og fryd”. Det er vel også finere end latter.
Fortsat fortrop?
Odin Teatret tilhører neo-avantgarden fra 1960’erne og 70’erne ligesom The Living Theatre, The Performance Group, la Mama Troup og også danske eksperimenter i tiden. Neo-avantgarde, fordi det var disse nybrud, der gjorde den tidlige avantgarde synlig, netop som avantgarde. Odin er da også ofte forbundet med centrale strømninger i det tidlige 20.århundrede: Laboratorieideer (Stanislavskij, Mejerholds biomekaniske værksted). Montage (Eisensteins attraktionsmontage). V-effekter (Brecht). Fysisk energetisk, kropsligt teater (Artaud). Det er Christoffersen, Odinteatrets loyale fortolker gennem flere årtier, der præciserer disse sammenhænge her. Men når han hævder, at Odin med sin chokæstetisk stadig danner fortrop dog med afkald på avantgardens krav om det nye, knækker filmen. Chokket i avantgardeæstetikken hænger sammen med det nye i ‘det chokerende nye’, som er titlen på Robert Hughes’ fremragende bog om avantgarden i billedkunsten. Når chokket ikke længere er nyt, holder det op med at chokere. Et så seriøst foretagende som Odin har naturligvis frygtet vanen og slidtagen og har gennem årene søgt fornyelser i udvidelsen af aktiviteter. Men hvad med den kreative proces i formgivningen af forestillingerne? Barba taler her om en bevidst ‘uorden’, der skal føre til uventede opdagelser. Christoffersen er parat med et begreb: serendipitet for den type nyskabelser og nævner nogle eksempler på obstruktion i arbejdet med forestillingerne. Men har disse benspænd også ført til væsentlige fornyelser af æstetikken og formsproget? I forbindelse med teatrets 30 års jubilæum i 1994 taler Politikens Monna Dithmer om, at “Odin Teatret synes rent kunstnerisk at være stivnet i en fastlagt Odinform”. Nyskabelser har fundet sted siden, men alligevel er dramaturgien uforandret og skuespillerne tilbøjelige til både gestisk og klangligt at gentage sig selv med de faste figurer i de ikke længere så adrætte kroppe.
Barba og akademikerne
I den akademiske verden har Odin og især Barba en høj stjerne. Han har skrevet bøger, er prisbelønnet og udnævnt til æresdoktor på flere universiteter. Han forsker ikke i teatrets kunst men i dets kunnen og i skuespillerens arbejde med sig selv. Barbas begreber: sats, den udvidede krop,præ-ekspressivitet m.m. er blevet vendt og drejet i artikler og afhandlinger. For nogle af de akademikere, der skriver i antologien, har udvekslingen med Odin betydet en blivende faglig inspiration, for enkelte endda en rystelse i deres faglige og personlige integritet. For lektor Janne Risum har især ISTA-symposierne været væsentlige. Øjenåbneren var det internationale kvinderolleseminar i 1986 med demonstration af bl.a. japansk og kinesisk skuespilkunst. Her så hun den berømte Mei Lanfangs søn fremstille de kvinderoller, han havde lært af sin far. For Risum bliver det retrospektivt set starten på studiet af Mei Lanfangs internationale betydning, der ad kringlede veje og stier fører frem til hendes disputats The Mei Lanfang Effect – et pionerarbejde forsvaret i 2010. Tina Folke Drigsdahl oprindelig skuespiller, i dag præst, forlod Odin i 1997. For hende fik begreberne fra ISTA først betydning, da de hjalp hende i hendes nye kald. Hun fik inspiration til sin eksegese ved at læse bibeltekster handlingsorienteret og begreber som ekstra-daglig adfærd prøver hun diskret at praktisere i sine kirkehandlinger. Professor Peter Elsass har tidligere rejst med Odin i Latinamerika, hvor han har studeret indianere. I en anekdotisk og selvironisk tekst søger han kernen i begrebet: maksimal tilstedeværelse, så det gælder både for teatret og psykoterapien. Han ser Odin som nomade, et sindbillede på frihed og uafhængighed i al sin tvetydighed. For antropologen professor Kirsten Hastrup blev udvekslingen med Odin skelsættende, både personligt og fagligt. Hastrup leverede biografisk materiale til forestillingen Talabot i 1988. Selv om skildringen af den kvindelige antropolog og dramaerne i hendes liv genspejlede de historiske dramaer omkring hende, gik Talabot meget tæt på hendes personlige historie. Hastrup oplevede identitetsforvirring i flere etaper under forestillingens tilblivelse og hun følte et tab, da de drog på turne med hendes ‘liv’. Hun havde optrådt som ‘informant’ i Barbas ‘feltarbejde’, hvilket fik hende til at tvivle på arbejdet som antropolog. Oplevelsen er fastholdt som en væsentlig erfaring. Professor emeritus Thomas Bredsdorff lærte Odin at kende i 1970’erne og nærede forbehold både over for forestillingerne og for Barba. I 1976, hvor han var med Odin i Latinamerika, kommer det til et opgør mellem ham og Barba. Hvad der kunne ligne en sund reaktion på, som han selv siger Barbas ‘stokkemetoder’ i de antiautoritære 70’ere, forstår han i dag som et forsinket faderopgør rettet mod Barba. I en senere afklaret tid skriver han en væsentlig kritik af Oxyrhyncus Evangeliet i bogen Magtspil 1986. Et professionelt venskab sluttes mellem ham og Barba. Desværre forsvandt også en afdæmpet kritisk stemme i offentligheden.
Kreativ kapital
Blandt Odin Teatrets mange lokale aktiviteter er Holstebro festuge et hit. Den har fundet sted ca. hvert tredje år siden 1989 og modsat f.eks. Aarhus festuge involverer den byens folk med optrin, byttehandel, processioner og med Odin som tovholder. I 1991 var Hotel Proformas Kirsten Dehlholm inviteret med til at skabe storprojektet Skibets Bro. Her optrådte byborgere og faggrupper med hvad de normalt laver, blot stiliseret og i uventede rum. Ifølge drejebogen, som Delholm indsætter i sin artikel, deltog bl.a. dansere, sportsfolk, brandmænd, politi og hær i stort tal. I sandhed en performativ fortryllelse af byen.
Det er flere steder nævnt, at Odin forsvinder med Odin, dvs når de, der var med til at danne truppen falder fra. Da den mandlige hovedkraft gennem alle årene Torgeir Wethal, til hvem antologien er tilegnet, døde i 2010 var hans rolle i Det kroniske Liv (2011) efter eget ønske blevet fordelt mellem de andre medvirkende. Hvor mange skal falde fra inden der lukkes? Er det måske, når Barba har “pakket rygsækken til sin ‘rigtige’ rejse” som han udtrykker det. Journalisten Jørgen Anton fulgte gruppen under forberedelsen til Andersens Drøm i 2004. Han kan fortælle, at hverken skuespillerne eller Barba selv havde meget lyst til at gå i gang med en ny forestilling, men var tvunget til det. Om det var af en indre nødvendighed eller fordi Holstebro Kommune forlanger det, fremgår ikke. Kravet om ny forestilling hvert tredje år er ligeså gammelt som teatret selv, som det fremgår af tidl. lektor Chr. Ludvigsens beretning om Odins etableringsår. Men da teatret, repræsenteret af Trickster-figuren, i 2004 blev gift med Holstebro Kommune, må der vel være skabt et frirum her! eventuelt til at forlade det selvskabte snævre rum i de faste forestillinger og ud i det store spektakel som Theatrum Mundi med nye og yngre kræfter involveret, eller i mindre format som f.eks. udvirkning af interferens, dvs ingriben mellem forskellige kulturer som belyst af lektor Annelis Kuhlmann.
Den kapital af viden om kreative processer, om kulturelle udvekslinger, refleksion over faglig teknik, metode og identitet, som er oparbejdet af Odin, må kunne investeres i fremtiden. Det er et perspektiv, Christoffersen opridser i epilogen, og det er vigtigt i en antologi som denne, der nødvendigvis er tilbageskuende. Der er ikke megen kritik af Odin i disse mange i øvrigt læseværdige artikler af vennerne. Det er vel også for meget forlangt. Samlet set rummer antologien mange interessante indgange til dette unikke foretagende i dansk teater.
Elin Andersen, tidl. lektor på afd. for Dramaturgi, Institut for Æstetiske Fag, Aarhus Universitet.