Tjekhovs gevær i sikre argentinske hænder
Tre beskrivelser og fire refleksioner over en forestilling med energiskabende benspænd
Af Erik Farmann
Revolver-trilogien er tilsyneladende tre selvstændige historier knyttet sammen af stedet; En storby plaget af strømafbrydelser, frygt og våben, men ved slutningen bliver det klart, at den argentinske forfatter Lola Aris på snedig og fascinerende vis er i stand til at knytte adskilte skæbner og temaer sammen til et hele.
Seks voksne skuespillere, tre af hvert køn, en 11-årig pige og en baby medvirker på scenen i Det Røde Rum i Det kongelige Teaters Skuespilhus, et lokale, der som navnet siger, er holdt i rødt; en passende baggrundsfarve for et spil om kærlighedens vildveje.
Første beskrivelse
Første akt: I Det Røde Rum står en seng med orange lagen og rødt tæppe i en lysfirkant. Ellers en guitar, en computer og mandetøj spredt på gulvet. Spillederen – en 11-årig pige – skriver med kridt på en rød tavle: ”Striptease”.
Siddende på sengekanten kommunikerer en mand midt om natten via computer med sin eks. Hun dukker op på en storskærm bag sengen med deres 6-7 måneder gamle barn på skødet, og parret taler sammen, som man ofte gør efter en skilsmisse: Nedkølet venligt, afventende og med det verbale barberblad parat: Han er selvoptagethed, hun mangler evnen til at forstå. Han har tilbagevendende mareridt om at deltage i en russisk roulette-seance, og hun har netop returneret en pistol, kaliber 22, som han har givet hende. Så vågner babyen, og moren tager den lille pige på skødet.
–Hun klæber til mig! siger hun og stryger hånden under næsen.
–Må jeg komme ud til jer?
–Nej. Du er en cowboy på junk.
–Nemlig, jeg tager de stoffer, der passer mig!
Så tager han guitaren og synger en sang, han har skrevet til den lille. Den handler om, at han kommer med en dunk benzin og brænder morens hus ned.
Striptease hedder akten, og de ender da også frysende nøgne i overført betydning.
På sin vis et klassisk opgør, bortset fra tekstens sære mangetydighed og den for logikken distraherende omstændighed, at manden på scenen ikke spilles af én, men tre mandlige spillere, der taler og handler både afvekslende og simultant.
Anden beskrivelse
Anden akt: Publikum fordeles på tre andre lokaler, og helt i mørke overhører publikum – i hvert fald i det rum, anmelderen befandt sig i – en mand og en ung piges konversation lige efter deres første samleje. Portneren i huset er blind, men kan kende folk på bevægelsen og lugten, fortæller han til pigen, som til gengæld betror ham historien om en lam kæreste, som hun puffede ned ad en skrænt, om faren, der er politimand, og om, hvordan hun som femårig så sin mor blive myrdet i badeværelset af fremmede mænd.
”Jeg hader blinde mennesker”, siger manden til pigen og tilskuerne, der i det begsorte mørke også er berøvet synet. Da hun finder på gulvet en pistol, kaliber 22, udvikler situationen sig faretruende, og akten slutter med en høj lyd. Lyst bliver tændt; scenen er mennesketom, og publikum går til pause. Revolverdrøm hedder denne akt.
Første refleksion: Benspænd
Både forfatter og instruktør har indlagt nogle ordentlige benspænd både for skuespillerne og publikum. Denne aften var kvinden Johanne Louise Schmidt med en baby, der hed Lilou, Esther eller Lillian. Publikum dagen efter ser en anden baby på skærmen, måske sammen med en af de to andre kvindelige skuespillere. Denne baby, anmelderen så, var helt glad og afslappet, men det er små børn jo ikke altid, og som tilskuer sidder man spændt: Begynder hun nu at græde? Og hvad gør skuespilleren så? Situationen giver en helt særlig form for tilstedeværelse hos både spillere og publikum.
At tre mænd (Thomas Hwan, Mikkel Arndt og Joen Seemann Højerslev) spiller én, kommer hurtigt til at virke naturligt, og skaber både morsomme og sigende situationer, som når de tre samtidigt går på toilettet med markering af, at de pisser op ad væggen, eller når en gennembanker en anden. Så fortvivlet og vred er manden altså på sig selv!
I anden akt er benspændet ud over mørket, at spillerne ikke ved, hvilken partner de har denne aften, før de står i situationen. Igen en usikkerhed, der skaber nærvær og presence. Ved forpremieren var forløbet i anmelderens rum præget af en let overspillet psykologisering af karaktererne – i modsætning til forestillingens ellers stiliserede spillestil – og forekom derfor lidt lang, men alligevel fascinerende. Meget interessant at opleve, hvordan man anstrenger sin synssans til det yderste for at få blot et kort, sløret billede af personerne i gløden fra den postcoitale smøg. Det eneste synsindtryk i 40 minutter.
Her var Thomas Hwan manden, og pigestemmen lød som Johanne Louise Schmidts. I andre lokaler oplevede andre tilskuere andre par. I samme roller med samme handling?
Måske. Mange spor er lagt ud, og man går til pause i en både behagelig og foruroligende mystificeret tilstand med spændt forventning til sidste akt.
Tredje beskrivelse
Tredje akt: Tilbage i Det Røde Rum virker scenen tre gange så stor som i første akt. Hele den ene ende af rummet er nu omdannet til en stor spilleplads med et lavt podium, et piano og en mikrofon på stativ i damesiden; mange små borde med stole om i kongesiden og midtpå en mandsstor boks, der minder om dem, illusionister anvender til at trylle kvinder bort med. På gulvet er der masser af plads til spillerne.
Efter de to første akters minimalisme er det et vidunderligt visuelt chok at træde ind i et rum, der udstråler plads, lys og vrimmel. Så stor en scenografisk virkning med så enkle, gennemtænkte virkemidler.
Kærlighed er en snigskytte, står der på tavlen, men hver af de seks på scenen har sit bud på, hvad den hårde kærlighed er: En boksekamp, en trafikulykke, en bombe, et skuespil, striptease.
De seks er en tatoveret bokser, en syngende cowboypige, en smuk kvinde, der gemmer sit hoved under en papirspose, en genert mand i underbukser, en skuespiller, der tror han er Don Juan, og en spansktalende kvinde med et ønske om at blive stripper. Alle har været uheldige i kærlighed, og stiller nu op til konkurrence om, hvem det har været værst for. Førstepræmien er at få lov til at skyde sig en kugle gennem hovedet med en revolver, kaliber 22.
Den 11-årige er game master, og de får numre efter hvor mange rigtige svar, de giver. Hvad er fx det mest skæbnesvangre ord: Fejhed? Nej! Kærlighed? Nej! Frygt? Ja!
Hver tildeles et nummer fra et til seks, og inden den russiske roulette får de opfyldt et sidste ønske. Den smukke tager posen af og bliver efter eget ønske spyttet i ansigtet; kvinden med stripper-drømmen opfører en hidsig, aggressiv afklædning, Don Juan oplever for første gang en ægte følelse, da de andre græder over ham, og cowboypigen får rekonstrueret sin kærlighedshistorie, der går ud på, at hun bliver kørt ned af en lastbilchauffør på junk, som forelsker sig i hende, da hun ligger smadret i hospitalssengen.
Da alle har fået opfyldt ønskerne, står selvmordskandidaterne på række med hver sit nummer. Hvem er så heldig at pistolens ene patron rammer netop ham eller hende?
Spillederen kaster en terning: ”Nummer fire!”. Bokseren går ind i boksen med revolveren. Den klikker. Nyt terningkast, nyt nummer, ny person i boksen og så videre, indtil skuddet runger, og forestillingen er slut.
Her i sidste akt falder meget på plads. Fx er den lastbilchauffør på junk, der smadrer cowboypigen, nok ham med guitaren fra første akt, og pigen måske datter af politimanden. Men stripperen, hvorfor har hun mistet sit modersmål? Og hvad er der med den generte mand, der er ”forfalden til at blive forelsket”? Eller den smukke kvinde der har haft et lesbisk forhold? Det har anmelderen ikke hørt om tidligere, måske fordi de har gennemspillet andre dele af fortællingen i et af de andre mørke rum? Eller…
Anden refleksion: Tjekhovs gevær
”Man må ikke anbringe et ladt gevær på scenen, hvis ingen har tænkt sig at affyre det på et eller andet tidspunkt”, sagde som bekendt Tjekhov. I Revolver-trilogien tager den unge argentinske forfatter fat i sin store dramatikerkollegas udsagn helt alvorligt og gennemspiller det, ikke med et gevær, men med den kaliber 22, der en passant og på det verbale plan introduceres i begyndelse af forestillingen; manifesterer sig lydligt i anden akt og står til sidst i et elegant stativ midt på scenen, ventede på at blive fyret af. Og det bliver den.
Det kan lyde som en studentikos teaterøvelse, men Lola Aris jonglerer med så mange lag, at man ikke oplever denne dramaturgiske motor som konstruktion, men som bærer af et net af betydninger, der bestandigt skifter karakter og valør, mens forestillingen bevæger sig fra næsten realistisk konversation til surreelt mareridt.
Tredje refleksion: Klarhed
Fotografer kritiserer sommetider et foto, der indeholder forstyrrende elementer, med en malende bemærkning: ”Der skulle have været ryddet op i hjørnerne”.
Rune David Grues instruktion har hverken rod i hjørnerne eller slør i kanterne. Gennemtænkt og med sans for diskrete gentagelser skaber han en forestilling, hvor alt er meningsfuldt uden at virke konstrueret.
Selv i sidste akt hvor syv spillere er i konstant aktion, og der jævnligt sker mere, end tilskueren kan overskue på en gang, har man med en velgørende fornemmelsen af klarhed. Og noget så vanskeligt som at instruere et barn kan han. Bebiane Ivalo Kreutzmann gennemfører med elleveårig pligtopfyldende snusfornuft og stor autoritet rollen som spilleder helt på niveau med de voksne skuespillere. Og det niveau er egalt og højt. Det er som om de har fået forestillingens tone under huden og ind i hovedet, så de som i et kongenialt kammerorkester gennemspiller og sammenvæver deres individuelle melodier til et hele.
Fjerde refleksion: Limbo 2012
Revolver-trilogien er med sin mystificerende, atomiserende og antydende skildring af et sted, nogle mennesker og en tid ikke langt fra os i 2012 et modent ungt bud på, hvordan man kan på én gang kan have en egocentrisk insisteren på fuldendt kærlighed, en længsel efter ømhed og nærhed og en splittet forståelse af en udeltagende, til tider truende og hele tiden truet omverden. Det er et tema, som gennemspilles på mange måder i disse år, og Lola Aris og folkene i Det Røde Rum gør det på en fantasifuld latinsk facon med rammende, velturnerede replikker (blot endnu én: Stilheden på landet er som en økse i nakken) og en magisk realisme i spillet, der får det alvorlige emne til at udsende varm humor og ægte empati. Vi forstår og føler med disse personer, som lever i en verden, der ikke er munter, men heller ikke et rent undergangshelvede.
De mange måske’er, som forfatteren og instruktøren bevidst efterlader hos tilskueren, udfordrer fantasi og intellekt på en sådan måde, at forestillingen længe bliver hængende i hukommelsen. Det pirrer lysten til at se Revolver-trilogien yderligere en gang eller to, så man finder ud af, hvad der også sker med de seks kærlighedsulykkelige selvmordskandidater i limbo 2012.
Det Røde Rum: Revolver-trilogien af Lola Aris, oversat af Simon Boberg.
Medvirkende: Mikkel Arndt, Helle Fagralid, Thomas Hwan, Joen Seemann Højerslev, Maria Rossing, Johannes Louise Schmidt, Astrid Juncher-Benzon alternerende med Bebiane Ivalo Kreutzmann samt tre alternerende babyer
Instruktion; Rune David Grue. Scenografi og kostumer: Palle Steen Christensen. Lysdesign: Jonas Bøgh. Koreografisk assistent: Charlotte Munksø. Lyddesign: Mogens Laursen Vig. Spiller indtil 5. april
Erik Farmann har været lektor i kulturjournalistik på Journalisthøjskolen og anmelder og kulturredaktør ved blandt andre Danmarks Radio P1 og Århus Stiftstidende.