Kølige knep i overfyldte haller
Af Erik Farmann
Manden tvinger kvindens hoved bagover, og ned i hendes hals stikker han en hel, skrællet banan, så den står dér og stritter. Han binder hende med en elektrisk ledning og vikler hendes hoved ind i stof, mens han tager hende bagfra. Han plasker hendes skød til med mælk som symbolsk sæd, og han lander en stor spytklat på hendes balder, mens han onanerer. Hun accepterer det hele, som en zombie.
Er det pornografisk? Nej, udfoldelserne er klart stiliserede og samlejerne foregår – i denne sammenhæng fornuftigvis – med det meste af tøjet på.
Det er heller ikke ulækkert eller medynkvækkende. Snarere køligt.
Fra roman til scenisk aktion
De seksuelle excesser udfolder sig på Aarhus Teaters Studioscene, og projektet går ud på at omsætte Josefine Klougarts roman Hallerne fra 2011 til skuespil.
En sådan omplantning er som bekendt altid en vanskelig øvelse, for hvordan gestalter man i meningsfuld fysisk form og bevægelse det, som i litteraturen foregår i læserens hoved? Instruktøren Annika Silkeberg gør det med tre skuespillere og mange visuelle effekter. For mange.
Voyeurer er vi alle
Scenografien til Hallerne er sort, hvid og stilsikker. Parrets lejlighed udgøres af et kvadratisk podium midt i rummet. Store glaspartier kan skydes frem, så de omfatter hele podiet uden at skjule noget for publikum, der siddende overfor hinanden på to sider af scenen også kan se hinanden.
Publikum genspejles af grupper af udstillingsmannequiner af begge køn, der uden arme står i hjørnerne og bare ser på med tomme øjne. De og publikum fordobles igen af usete personer, hvis stemmer gennem højttalere kommenterer det, der foregår på scenen. I perioder optages de to hovedpersoner på sort/hvidt videofilm af forestillingens tredje person, Den fremmede, der i sort jakkesæt, hvid skjorte og sort slips fungerer som en slags regissør på salsgulvet, mens hun uophørligt registrerer alt, hvad parret gør. Og for yderligere at komplicere iagttagelsessituationen sidder deres dubletter på en bænk som to af Kurt Trampedachs livagtige polyesterfigurer og betragter sig selv.
Har vi forstået det? Jo, voyeurer er vi alle her tyve-tierne. Passive lurere, der udeltagende betragter et par unge menneskers kuldslåede, mekaniske og destruktive sexliv.
Antydet udvikling
Der er flere haller i Hallerne. Klougart vender og drejer sin metafor, omdefinerer den og strækker den: ”Lejligheden lyder som øde haller” og ”En kvinde løber som ild gennem hallerne”; men det tilbagevendende billede er, at kvindens krop er en hal, som manden skånselsløst erobrer og boltrer sig i. En hal, der runger af tomhed.
Hun er logisk nok uafbrudt til stede på scenen, mens han gentagne gange kommer ind ad den ene dør og går ud ad den anden.
Klougarts replikker er kontaktsøgende, poetiske og skævt formulerede udsagn, som aldrig udvikler sig til en egentlig dialog: ”Jeg har set din fortvivlelse, men græder ikke”, ”Jeg savner dig, hver gang jeg ser dig”. Dejligt sprog. Anderledes. Men egentlig handling er der ikke.
Lidt sker der dog hen ad vejen. Hun og han begynder at drikke, tumle rundt, brække sig og tale filosofisk fuldemandssnak, og til sidst udskifter Den fremmede jakkesættet med stramme cowboybukser og træder op på podiet. –Knep mig, kommanderer hun, og ”Manden adlyder døv og blind. Han kan ikke andet”, forklarer en stemme.
Den fremmede – som Theresa Sølvsteen fylder så kompetent, som det nu er muligt at fylde denne konstruktion – skal ses som en supplerende fordobling repræsenterende en anden side af kvinden, én der både tør kræve og prøver at få styr på sit liv ved at betragte sig selv udefra. I slutbilledet, der det kvinden, som har trukket bukserne af manden, så forestillingen for første og eneste gang viser nøgne genitalier, og mens hun stille lægger sig ved siden af ham, forsvinder lyset. Det er et rørende billede på en antydet, men ikke overbevisende udvikling.
Tomhed
Instruktøren har valgt at lade den indre tomhed afspejle sig i kvindens ydre ageren. Hun står op, hun sidder ned, hun sover, hun bliver kneppet, flækket og trængt ind i forfra og bagfra, på gulvet, i sengen, på bordet. Hele tiden med samme passive, næsten apatiske kropsholdning og hæmmede bevægelser.
Efter en halv times tid forstår vi godt meningen: Vi på bænkene skal få karakterernes tomhed ind under huden gennem replik-gentagelser, jævnlig kommen og gåen og repeterende kolde knep.
Men man kan ikke skildre kedsomhed med kedsomhed, og forestillingen afstår puritansk fra at skabe selv den mindste smule identifikation, der for alvor kunne gøre os interesserede i, hvad der binder de to mennesker så forskrækkelig fast til hinanden. Thomas Bang er et stort bamsebarn, der charmerende tumler rundt med sig selv og kvinden, men figurens dominerende side er ikke troværdig. Ene Øster Bendtzen som kvinden holder flot fokus under alle de seksuelle udskejelser, men får ikke lov til at vise blot en snert af den kvindelig sanselighed, som sandsynliggør, at manden blandt alle kvinder igen og igen vælger at vende tilbage til netop hende.
Overload
Man kan betragte Hallerne på Aarhus Teater som Silkebergs afprøvning af, hvor langt man på scenen kan komme med at omsætte en roman til scenen ved at bibeholde en del af teksten og samtidig gestalte og supplere den med mange forskellige konkrete visuelle billeder og handlinger: Lysskift, mannequiner, projektioner på væggene, rislende vand, fysiske samlejer og kostumeskift. For at fuldende listen viser det sig, hvis man læser programmet, at en af stemmerne vi hørte fra højttaleren er Josefine Klougarts. Hvad er nu hensigten med det? Skal forfatterens stemme minde os om, at dette oprindeligt er en bog – eller hvad? Hvorfor ikke lade pointen fremgå af selve forestillingen, i stedet for at anbringe den i en note, der måske forbliver ubemærket af de fleste?
I stedet for at skabe variation og liv bliver de mange virkemidler overload of information, der generer konfusion og sætter tilskuerens intellekt på konstant overarbejde.
Hallerne er på scenen simpelthen overfyldt. Så meget, at man ind i mellem som tilskuer ønsker, at de ville slukke lyset og lade de ofte originale og poetiske sætninger tale for sig selv.
Hallerne efter Josefine Klougarts roman. Instruktion og scenisk version Annika Silkeberg. Scenografi og lysdesign Jenny André. Medvirkende: Ene Øster Bendtzen, Thomas Bang og Theresa Sølvsteen. Aarhus Teater, Studioscenen til 24. marts 2012
Erik Farmann, tidligere lektor på Journalisthøjskolen. Har været anmelder og kulturredaktør ved blandt andet Danmarks Radio P1 og Århus Stiftstidende.