Stærke kvinder i eventyrlig operabedrift
Af Lars Ole Bonde
Die Frau ohne Schatten er en sjælden fugl på danske breddegrader. Den er også en mærkelig fugl med sære farver og voldsomme proportioner: Stort orkester (jeg talte over 90 musikere i graven), mange solister, heraf fem i yderst krævende roller, solistisk besat damekor plus børnekor og et kompliceret scenografisk puslespil. Den virker lidt som en meget stor kunstig nattergal.
Fuglen landede første gang i Danmark i maj 2011 på Holmen og blev dengang beundret af mange. Nu er den tilbage. Hvordan er oplevelsen så nu, hvor Michael Boder har overtaget taktstokken efter Michael Schønwandt, og hvor Ann Petersen har overtaget titelrollen?
DEN SIDSTE ROMANTISKE OPERA
Hofmannsthal & Strauss skabte Die Frau ohne Schatten under 1. verdenskrig ud fra et ønske om i mytens form at vise vejen fra ubevidsthedens mørke til erkendelsens lys. Den er en bevidst pendant til Mozarts Tryllefløjten, og derfor kaldte Strauss den selv ”den sidste romantiske opera”: Den forløber efter idéen per aspera ad astra; den slutter positivt og med et metafysisk budskab.
Som Tryllefløjten er det en indviklet historie:
Kvinden uden skygge er Kejserinden, der er datter af åndernes konge Keikobad. Som åndevæsen har hun haft evnen til at ændre gestalt, men i skikkelse af en gazelle blev hun fanget af en jordisk kejser og forvandlet til en smuk kvinde, som kejseren giftede sig med. Hun lever sammen med sin gamle amme i den fornemme fyrsteverden, elsker og bliver elsket af sin mand, men nu skal hun skaffe sig en skygge inden tre dage. Ellers må hun tilbage til åndeverdenen, og Kejseren vil blive forvandlet til sten. Hun kan kun få en skygge ved at købe den fra et menneske. Valget falder på den fattige farver Baraks unge kone. Hun er utilfreds med sin ældre, hjertensgode mand, og ammen frister hende med udsigten til rigdom og erotik, men problemet er, at farverkonen sammen med sin skygge også vil miste evnen til at få børn. Ammen, der også er en ånd, hader menneskene og gør alt for at forføre farverkonen, så kan hun nemlig selv vende tilbage til åndeverdenen. Spørgsmålet er, om Kejserinden for egen vindings skyld vil ofre to menneskers lykke?
FEM UFØDTE BØRN PÅ STEGEPANDEN
Det er et værk med rigtig mange paralleller til Mozarts sidste hit og fuldt af symbolik, som imidlertid ikke altid eller uden videre rammer sin tilskuer: En åndeprinsesse, der muntrer sig som hvid gazelle, men som i fangenskab forvandles til en skøn kvinde? En syngende, grædende og meget vis falk? En ufrugtbar prinsesse uden skygge – det kan vi måske forstå. Men fem ufødte børn, der steger som fisk på en pande og synger om deres længsel efter inkarnation?
Problemet er nok, at Hofmannsthal har digtet eventyret ud fra mange slags forlæg, fra Grimms eventyr og 1001 nat til Wagners ungdomsopera Die Feen, – og selv udviklet symbolikken, der ind imellem virker mærkelig, fortænkt eller anstrengt. Strauss kunne godt se librettoens svagheder, dens karakter af konstruktion og flere af personernes lidt blodfattige fremtræden. Men der er ingen tvivl om, at han i musikken går 100% ind for sin librettists idéer.
ET EVENTYRLIGT RUM
Man kan som instruktør nærme sig en opsætning af det vanskelige værk fra forskellige vinkler. De mest almindelige er 1) at tage eventyret for pålydende i en romantisk naturalistisk form, 2) en mere realistisk opdatering med kritisk udblik til værkets samtid, 3) en distanceret meta-tolkning af værket som teater/opera, altså som en ”forestilling”, der sættes op og som vi ser på som ”dobbelte tilskuere” (Christof Loys Salzburg-produktion i 2011 kan tjene som eksempel).
Holten & co. har valgt en helt fjerde løsning, og den fungerer forbløffende godt. De lader eventyret udspille sig på flere niveauer og indrammer scenografisk klart hvert niveau. Kostumerne signaler Strauss’ & Hofmannsthals egen tid, men personerne optræder det meste af tiden i ”kukkasser”, små mobile rum i rummet. Kukkassescenerne (1-3 stykker i spil ad gangen) er indrammet af en flade af malede tæpper, som både viser store, delvist ’levende’ s/h-tegninger og fungerer som skærm for videoprojektioner, der med visuelle elementer fra flere tidsepoker aktualiserer værkets eksistentielt-metafysiske dimension..
Dette er et tegneserie-univers, som i genkendelig, enkel moderne streg spejler eventyr-universets elementer. Yderst loyalt og samtidig perspektiverende.
Et godt eksempel er den afsluttende C-dur apoteose, der fejrer de to nu frie par (Kejserinden og Kejseren; Barak og hans kone) og deres bestemmelse som kommende forældre. Kasper Holten og scenografen Steffen Aarfing tager scenen for pålydende med en rørende kosmisk ”månenat”, hvor de ufødte børn svæver som små kloder i det uendelige rum. Det må være op til den enkelte tilskuer, om dette holder.
KAPOW-SWISH-GONK
De visuelle referencer er mange og yderst blandede, fra den usynlige, men allestedsnærværende åndefyrste Keikobads sort-hvide tegneserieansigt (der har en umiskendelig og tankevækkende lighed med en vis Amdi Petersen), over film-referencer (f.eks. fosterbabyen i Rumrejsen 2001), selv-referencer (Skyskraberen, der blandt meget andet leder tanken hen på Valhal i Københavner-udgaven af Nibelungens Ring) til rigtig mange kunsthistoriske referencer (Pollock, Michelangelo/pop art, Friedrich, Runge).
Man kunne frygte, at den flittige brug af tegneserieelementer ville forfladige værket, men faktisk passer de meget fint til Strauss’ musik. Med filmmusikalsk tydelighed, med ledemotiver og næsten plakatagtig personkarakteristik fortæller musikken os, hvad vi skal tænke og føle. Tegneseriens lydside: ”Kapow-Swish-Gonk-Crash” har Strauss faktisk udkomponeret i musikken.
STÆRKE OPERAKVINDER
En kort dramaturgisk analyse af spillets medvirkende og deres indbyrdes relationer viser, at Kejserinden er operaens hovedperson, der udvikler sig gennem og transformeres af en række eksistentielle oplevelser og erfaringer. Ikke mindst lærer hun af at iagttage farverægteparrets konflikter og Baraks uegennyttige medfølelse med andre. Åndeverdenen er den drivende kraft, som stiller Kejserinden i operaens grundkonflikt, et valg på liv og død, ikke bare for hende selv. Modstanderen er tilsyneladende Baraks hustru, som ikke uden videre vil opgive sin skygge, men i realiteten er modstanderen Ammen, der hader menneskene og kun ønsker at vende (uforandret) tilbage til åndernes verden. Hun er den, der iscenesætter intrigerne. Kejseren er nærmeste relation, men også en kontrastrolle, da jalousien får tag i ham og han ønsker sin hustru død. Farverægteparret er egentlig skyggeroller, der dublerer kejserparrets konflikt og dilemma, men som operaen skrider frem, bliver de sideordnede hovedpersoner, der også udvikler sig og forløses i sidste akt.
En opera, der ender godt og har en kvindelig hovedperson, der overlever, er ganske sjælden. Som operaforskeren Nila Parly har vist det, er den typiske kvindelige hovedperson før 1850 en tragisk heltinde, der uskyldig må lade livet på mændenes præmisser. Først i den senromantiske opera møder vi stærke, handlekraftige kvinder. Holten & Aarfing viste i Københavner-Ringen deres skarpe blik for kvindernes styrke, og de formåede overbevisende at gøre Brünnhilde til hovedpersonen i Wotan-familiens lange slægtshistorie. På tilsvarende vis har de blik for Kejserindens og farverkonens styrke og udviklingspotentiale.
Det er bevægende at følge de to kvinders udvikling, som Strauss har gestaltet så forskelligt musikalsk: Kejserinden fra naiv ung pige til en sand voksen heltinde, der er villig til at ofre sin lykke for andre, og farverkonen fra en narcissistisk og urimelig drømmer til en varm og kærlig kvinde.
EN INDIVIDUATIONSHISTORIE I MUSIK
Jeg ved ikke, om Hofmannsthal kendte Strindbergs Et Drømmespil, men det er påfaldende, så meget Kejserindens følelser for menneskene ligner Indras datters. Die Frau ohne Schatten er – som Et Drømmespil – en individuationshistorie, nemlig Kejserindens). Hun holder af menneskene, drages af dem, lærer deres sorger, glæder, drømme og svagheder at kende og er til slut parat til at opgive sit (ånde)liv for deres skyld. Denne udviklingsproces fylder Strauss med musikalsk liv; en udvikling fra sart ”ånde-kammermusik” til brusende romantisk heltinde-orkesterklang.
Ann Petersen rolle-debuterer som Kejserinden og forløser rollen overbevisende med en pragtrøst af internationalt format, og kapellets fornemme spil under Michael Boder er simpelthen en oplevelse. Der spilles den lifligste kammermusik med smukke soli (åndeuniverset), og der spilles med kæmpeorkestrets muskler uden at klarheden i de mange motiviske detaljer går tabt.
Gæsterne James Johnson og Linda Watson er storartede sangerskuespillere i rollerne som den aldrende farver Barak og hans lunefulde unge kone. Især Johnson er stærk og gribende som den hjertensgode mand, der har svært ved at finde vejen til sin kones hjerte. Fremragende er Susanne Resmark i den store rolle som Ammen. Hendes stemme er glødende intens i alle lejer, og hendes skuespil er præget af stor autoritet, både når hun dirigerer med alle i farverhjemmet, og når hun til sidst skilles fra kejserinden og forvises som straf for sin selviskhed. Kun Johny van Hal som Kejseren virker ikke helt rigtig castet til denne lidt utaknemmelige heltetenorrolle. Hans fysiske fremtræden er flot, men de højstemte melodiske fraser bliver ofte for korte og udstiller for mange spinkle højtoner.
AFSKEDSHILSEN FRA ET DREAM TEAM
Denne produktion viser, hvad den kongelige opera kan, når alle sejl sættes til. Det er et meget højt niveau – sangligt, musikalsk, dramatisk og scenografisk. Det er det internationale niveau, duoen Schönwandt og Holten fik banket kompagniet op til gennem 10 gode år fra år 2000 – i tæt samarbejde med visionære billedmagere som Steffen Aarfing og lysdesigneren Jesper Kongshaug. Vi er nu i gang med de 7 magre år, hvor der foreløbig er skåret ned på såvel antallet af forestillinger og nyproduktioner som på antallet af kunstnere, mens billetpriserne omvendt stiger til nye højder.
Die Frau ohne Schatten er en smukt videreført afskedshilsen fra Operaens ”dream team”, der minder os om, hvad vi som teaterpublikum har at miste. Det er ikke så lidt.
Musik: Richard Strauss
Libretto: Hugo von Hofmannsthal
Musikalsk ledelse: Michael Boder
Iscenesættelse: Kasper Holten v. Anne Fugl
Scenografi, kostumer og projektioner: Steffen Aarfing. Lysdesign: Jesper Kongshaug.
Videodesign: Steffen Aarfing og Signe Krogh. Dramaturgi: Ida Elling Magnus.
Operaen, København 3. februar–10. marts 2012.