Juleglæde hinsides tro og tvivl?
Af Thomas Rosendal Nielsen
Forestillingen er magisk fortælleteater i høj klasse, og – selvom fortællingen handler om så religiøse temaer som angst, tro og tilgivelse – måske et godt bud på en sekulariseret julemyte.
Selma Lagerlöffs eventyr om Abbed Hans og hans lærling, der bevæger sig ind i den farlige Göringeskov for at opleve et julemirakel, er her blevet gendigtet i et samarbejde mellem Gruppe 38 og Carte Blanche. De to teatres æstetikker glider nærmest selvfølgeligt over i hinanden i forestillingen. Bodil Allings præcise og kraftfulde fortællerstemme, kombineret med iscenesættelsens ambiente rum og associative effekter, transporterer publikum ind i en fiktion, der udfolder sig gennem personlige dagdrømmerier, men samtidig forbliver forankret i en fælles, poetisk teatersituation. Det nøje tilrettelagte spil mellem det illustrerende og det associative, mellem det fælles og det personlige rum og – på det tematiske niveau – mellem angsten og glæden ved at tro på det utrolige giver form til en meget velafrundet teateroplevelse.
Ambient fortælleteater
Publikum bliver mødt af fortælleren (Bodil Alling) i cafeen uden for teaterrummet og budt velkomne til et lille hvil. Hun anbefaler, at man efterlader skoene, og alle bliver derefter inviteret ind i et dunkelt teaterrum, hvor ‘Ole-lukøje-alfer’ med lysende paraply-hatte blidt leder hver enkelt frem til en hængekøje. Køjerne, som hænger i en rustik trækonstruktion, er placeret i cirkler rundt omkring teaterrummets midte. I midten står fortælleren som flammen i et bål, og over køjerne er ‘himlen’ en udspændt teltdug – Ole Lukøjes magiske paraply, hvorpå der fra nogle antikveret udseende apparater projiceres forskellige mønstre, skygger og tegninger, der kunne ligne noget fra kirkemalerier eller middelalderlige billedtæpper. Loftet transformeres under hele fortællingen, men illustrationerne forbliver antydninger, der på engang forstærker og åbner fortællingens rum. Mørket, lys- og lydkulissen fungerer tilsvarende som en måde at isolere, udvide og fokusere bestemte sanse- og imaginationseffekter på.
Den rituelle start, den lille decentrering af publikum i den uvante teatersituation (uden sko!), og rummets sanselige tæthed fungerer som midler til at skabe en såkaldt liminoid tilstand (Victor Turner), hvor publikum transporteres ind i fortællingens fiktionsrum, hvilket her vil sige ind i deres egen bevidsthed. Teaterrummets ambiens, dvs. det forhold, at iscenesættelsen omslutter og ’infiltrerer’ publikum fra alle sider og sanser, gør, at den fortalte fortælling ikke udfolder sig som et fælles dér – en antaget kollektiv, mytisk fortid – men som det enkelte publikums imaginationsrum. Teatersituationen tjener snarere til at fokusere den personlige rejse gennem nærværets tvang end til at skabe en forankring i en fælles fiktiv realitet. Det gensidigt betingede nærvær fordrer en bestemt adfærdsform: respektfuld opmærksomhed, og lader sig ikke uden videre afbryde. Man er i kraft af de sociale normer bundet til sin hængekøje i det tidsrum forestillingen varer. Man kan selvfølgelig – som en af mine naboer – falde i søvn, men den resulterende snorken virker ikke som et autenticitetsskabende bidrag til forestillingens ‘feedback-sløjfe’, men som en irriterende forstyrrelse.
Der er på den måde tale om en aldeles senmoderne variation af traditionen for den levende fortælling, hvor man her så at sige plugges ind i fortællingen gennem sit personlige interface, som når man logger på internettet (eller The Matrix); de andres tilslutning forbliver et afgørende og konkret vilkår, men tager samtidig form som en kun virtuelt tilgængelig andethed. Fællesskabet fungerer som nødvendig horisont for det individualiserede oplevelsesrum.
I dette oplevelsesrum bliver fortællingens julerose så plantet: en historie, der ikke bare handler om uventet glæde midt i mørket, men om noget så alvorligt som pligten til at tro på det utrolige og til at tilgive det utilgivelige. Julerosen – det centrale symbol, som til sidst står tilbage i midten af scenerummet, som det eneste manifeste element fra fortællingen i teaterrummet – er med andre ord et vidunder, der ikke bare foræres væk af en guddommelig magt, men som må gribes af den enkelte gennem selvoverskridelse.
En sand røverhistorie
Hovedpersonen i fortællingen er Abbed Hans’ lærling, Johannes. Eller måske skulle man snarere se de to figurer som én, og forstå dem som allegorier på den troende og tilgivende side hhv. den tvivlende og indignerede side af Mennesket. En dag trænger en Røverkone med sine børn ind i det jordiske paradis af en klosterhave, som Abbeden og hans lærling har skabt. Men i stedet for at krænke haven vover hun at påstå, at hun kan vise de fromme munke vejen til en endnu smukkere have, det himmelske paradis, der åbenbarer sig julenat i den frygtede Göringeskov. Skovens frygtede ‘monster’ er Røverfar; det nærmest dyriske væsen, der er tilbage, når man fjerner et menneskes næringsvej og værdighed. Abbeden tror og lærlingen tvivler, men selvfølgelig må de af sted. Inden da rådfører Abbeden sig med magten og retfærdigheden selv, biskop Absalon, som naturligvis ikke tror, men netop derfor – tilsyneladende gratis – kan love tilgivelse (fredlysning) til røverfamilien, hvis de to munke bringer et bevis på miraklet i skoven. Så langt følges Lagerlöfs og forestillingens versioner af fortællingen ad.
Rejsen ind i skoven er selvfølgelig en kamp mellem troen og tvivlen, og i Lagerlöfs fortælling vinder tvivlen til sidst med fatale konsekvenser. Paradiset åbenbarer sig, og ligesom Abbeden skal til at omfavne saligheden og glæden i form af syngende engle, jager lærlingen herligheden væk i den falske tro, at det hele er et bedrag iscenesat af djævelen. Abbeden dør af skuffelse, men når at gribe en rodknold, som senere bliver det blomstrende bevis, julerosen, der frelser røverfamilien. For lærlingen derimod bliver julerosen beviset på hans egen syndige tvivl, og han må leve i skam og ydmyghed overfor Gud i røverhulen, uden andet end mindet om det paradis han har mistet. Således belæres vi, at paradiset åbenbarer sig de mest uventede steder, og at saligheden kun tilfalder den, der ikke tvivler, men både tilbyder og omfavner Nåden uden forbehold.
I den iscenesatte gendigtning vinder troen over tvivlen allerede før julehaven viser sig. Ikke fordi Abbeden overtaler eller overbeviser Johannes, men ved en faderlig fordring: du skal tro. Og gennem denne fordring, der ikke afviser tvivlen som vilkår, men overvinder den ved magt, overgiver Johannes sig til julehavens mirakel, Abbeden omfavner saligheden (og dør), Røverfamilien tilgives, lærlingen fører klosterhaven videre og Julerosen blomstrer – ikke som minde om det tabte paradis, men som et løfte for den, der modigt og myndigt overskrider fornuftens krav om sandhedsbeviser og retfærdighed.
For den regeldramaturgiske pedant har denne gendigtning den ulempe, at fortællingens grundaktion – lærlingens afvisning af haven – bliver opløst, hvormed fortællingens udfald bliver afgjort for tidligt, og nogen vil måske også anse den alternative slutning for at være julekalenderagtig sødsuppe. Men hvis vi nu skal læse med gendigtningen, så kunne man lidt retorisk spørge, om der ikke i virkeligheden ligger en langt strengere morale i teater-versionen? Den sørgelige slutning i Lagerlöfs fortælling er jo netop ikke en tragisk slutning, men en moraliserende konklusion, der først og fremmest forudsætter et menneske, der tør give ansvaret for sin egen og andres eksistens over til større magter. Gendigtningens slutning er derimod moderne i den forstand, at her er det subjektets pligt eller vilje til at tage verden på sig med tvivlen og afmagten som forudsætning, der indløser muligheden for at realisere en jordisk glæde – der ikke er uden sorg; Abbeden dør trods alt. Den kristne morale er selvfølgelig stadig markant til stede, men den overjordiske magt, der i Lagerlöfs version garanterer en retfærdighed (der er større end biskoppens, og som vel at mærke også straffer), er der ikke længere, kun troen på glæden som en mulighed betinget af selvovervindelse. I den forstand er der tale om en – ikke sekulær – men sekulariseret julemyte.
Frygt og Bæven
Gendigtningens udsigelse er i tråd med tidligt moderne bestræbelser på at sætte det menneskelige Subjekt i stedet for religiøst forankrede meningsgarantier. I dette tilfælde er det ikke et (Kantiansk) subjekt, der kan forlade sig på almene, transcendentalt forankrede fornuftskategorier (det vil svare til biskoppens position, der blot holder, hvad han lover), men et subjekt, der må vinde endeligheden gennem resignation, dvs. ved troen og tilgivelsen. Gendigtningen fremstår som en mild udgave af fortællingen om Abraham, der drager til Morijabjerget for at ofre sin søn, Isak, som Søren Kierkegaard dvæler ved og skælver over i Frygt og bæven (opr. 1843). Abraham er som Abbeden ubetinget resignerende i sin tro og vinder gennem denne ‘uendelige bevægelse’ endeligheden: Isak, Julerosen. Ikke i blind tro og tillid til de højere magter (som Lagerlöfs Abbed), men i en begribelse af det frygtelige, som ikke afviser ‘tilværelsens paradoks’, men overvinder tvivlen gennem en i bund og grund absurd tro. En tro, der ikke behøver at have et objekt (Gud), men blot er en bevægelse udover endeligheden og tilbage igen. Der er altså så vidt jeg kan se tale om en fortælling, der konstruerer en slags Kierkegaardsk udsigelsesposition.
Om dette er en tidssvarende julemyte (hvis der overhovedet findes noget sådant) i det 21. årh., må være op til hin enkelte at bedømme. Jeg vil nøjes med at konkludere, at der er tale om en konceptuelt og poetisk stærk iscenesættelse, som for denne tilskuer (søvngænger eller dagdrømmer) kunne fremstille juleglæden med en alvor og en kraft, som mange af julens traditionelle rum og ritualer synes at have mistet.
Gruppe 38 & Carte Blanche: En sand røverhistorie
Instruktion og scenografi: Bodil Alling & Sara Topsøe-Jensen
Musik: Søren Søndberg
Medvirkende: Bodil Alling, Søren Søndberg, Søren la Cour, Kim Glud.
Premiere: Gruppe 38, Aarhus, 27. november 2011.
Thomas Rosendal Nielsen, ph.d., cand. mag. Underviser i dramaturgi på Institut for Æstetik og Kommunikation, Aarhus Universitet, og på Syddansk Musikkonservatorium og Skuespillerskole. Medlem af Peripetis redaktion siden 2006.