Boganmeldelse af Kirsten Hastrup, Cecilie Rubow og Tine Tjørnhøj-Thomsen: Kulturanalyse. Kort fortalt. Samfundslitteratur 2011
Af Birgit Eriksson
En af overskrifterne om årets ansøgere til universitetsuddannelserne var, at kulturuddannelserne boomer. Mange unge vil gerne studere noget med kultur, og det kan de også sagtens komme til, da mange uddannelser de senere år har gennemgået det, man kan kalde for en kulturel vending. På humaniora lægger fx sprogfagene stadig større vægt på den kulturelle dimension, mens der på kunstfagene forskes og undervises i litterær kultur, visuel kultur, musikkultur osv.
Den kulturelle vending sker ikke kun på humaniora. Også de kommende lærere og sygeplejersker og mange andre på mellemlange uddannelser undervises nu i forskellige former for kulturforståelse. Har kultur altid været vigtig for, hvordan vi som mennesker forstår os selv og vores omverden, og hvordan vi agerer i den, så har opmærksomheden på kulturens betydning formentlig aldrig været større.
Det var derfor en god idé, Kirsten Hastrup, Cecilie Rubow og Tine Tjørnhøj-Thomsen fik, da de besluttede at lave en lærebog i kulturanalyse. Der er utvivlsomt mange studerende, som har brug for hjælp til at tilrettelægge og gennemføre kulturanalytiske projekter, og det er dette behov, som Kulturanalyse. Kort fortalt gerne vil imødekomme. Forfatterne er alle antropologer, men bogen henvender sig ikke kun til antropologistuderende. Dens kulturbegreb er meget inklusivt. Kultur er overalt, hvor mennesker indgår i fællesskaber. Kultur er de betydningsbærende, men ofte uerkendte mekanismer og forestillinger, der holder sammen på hverdagsliv og samfund og dermed får dem til at fungere.
Kulturanalysens opgave er derfor at vise, hvad det underforståede er i de mange sociale fællesskaber, vi indgår i – i institutioner, professioner, i bymiljøer og talrige andre sammenhænge. I overensstemmelse med den antropologiske tradition er bogens metodiske udgangspunkt feltstudiet. Forfatterne forstår dog feltstudiet bredt og introducerer til en lang række kvalitative metoder, der kan bruges i analysen af, hvad der skaber sammenhænge. Bogen er inddelt i fire dele, to store om Metoder og Felter omkranset af to mindre om Grundlag og Refleksioner. I Grundlag præsenteres de basale forudsætninger for feltarbejdet og kulturanalysens arbejdsgang med projektdesign, empiri og analyse. I anden del, Metoder, introduceres ti kulturanalytiske metoder: deltagerobservation, samtale, interview, spørgeskema, livshistorie, biografi, dokumenter, billeder, netværk og materialitet. I tredje del, Felter, udpeges nogle af de hverdagslige sammenhænge, hvor man via feltstudier kan blive klogere på, hvordan mennesker skaber sammenhæng i verden. Forfatterne har her udvalgt ni felter: befolkningsgrupper, virksomheder, professioner, bygninger, ritualer, situationer, gader, tider og natur. Endelig vendes der i Refleksioner tilbage til det kulturanalytiske projektarbejde og dets cirkelbevægelse fra en indledende undren over projektdesign og -metode og empiriens opdagelser til analyse, fortolkning, forståelse og ny undren.
Ved at omfatte så mange metoder og så mange felter er Kulturanalyse. Kort fortalt en ambitiøs bog. Den bliver nødvendigvis også en ret overfladisk bog. Det ved forfatterne, som alle tre har mere dybdegående akademiske forfatterskaber bag sig, utvivlsomt godt. Men de har forsøgt at skrive en lærebog, som kan sætte studerende i stand til at gennemføre kulturanalytiske projekter uden at have hverken meget tid til rådighed eller flere års kulturstudier bag sig. Det er al ære værd, og deres bud er at kombinere en generel vejledning i projektarbejde og opgaveskrivning (gruppearbejde, problemformulering, synopsis etc.) med nogle mere specifikke problemstillinger fra feltarbejdet og kulturanalysen. Denne kobling gør, at de nuancerer den ret håndfaste projektvejledning med påmindelser om, at metoder ikke kan alt, at kulturen er kompleks, verden mangfoldig og hverdagslivet svært at få videnskabeligt greb om. Det er da også vigtigt, og der er sikkert mange unge studerende, der har brug for vejledning i både opgaveskrivning og kulturanalyse. Alligevel er jeg i tvivl, om forfatterne har valgt den bedste form til formålet. Problemerne er for mig at se tre.
For det første er bogen ikke altid så ”kort fortalt”, som titlen angiver. Når man skal beskrive en metode eller et felt på under ti sider, kan det undre, at man har fundet plads til så mange relativt løse, lommefilosofiske passager. I afsnittet om tid hedder det fx, at ”den kan måles i lys og mørke, i fede og magre tider, i skiftedage og høstnætter. Soluret har altid været alle mands eje, om ikke i form af en skulptur i bronze, så i form af en husmurs eller et træs skygge på jorden” (s. 218). Passager som denne er der mange af, og de kunne med fordel være erstattet af langt mere konkrete og præcise beskrivelser af, hvordan man kulturanalytisk kan studere og forstå tid. Der er bestemt mange gode pointer om kulturanalyse i bogen, men ofte gemmer de sig i en fremstilling, der fremstår for løst snakkende. Dette forstærkes yderligere af, at resultaterne af bogens små eksemplariske analyser indimellem er temmelig forudsigelige. Når et feltstudium viser, at lægers tilsyneladende ”arrogance” over for patienter – at de fx kort affærdiger én eller ikke hjælper én, der er tissetrængende – skyldes, at de skal nå mange patienter og derfor må fokusere på deres speciale, at stille diagnoser og sætte behandlinger i værk, så forekommer det umiddelbart meget tæt på, hvad man kunne gætte sig til uden at have været i feltstudium på et hospital i flere måneder.
Et andet problem er, at bogen både teoretisk og tematisk kan forekomme lidt gammeldags. Når det fx hævdes, at man i litteraturvidenskaben ofte bruger en biografisk metode, er det efterhånden mange år siden, at det var rigtigt – i hvert fald i den form, der beskrives her. Det kan være udmærket ikke at løbe efter de seneste modeord som globalisering, individualisering, netværkssamfund o.l., men det kan undre, at vi intet får at vide om de kulturanalytiske metoder, der er udviklet i sammenhæng med det, der går under betegnelser som den diskursive og den performative vending. Tematisk undrer det også, at vi stort set intet får at vide om de udfordringer og muligheder, som medier, internettet og globaliseringen stiller kulturanalysen overfor.
Sidst, men ikke mindst savner jeg i bogen en diskussion af, hvordan man går fra analysen af et enkeltfænomen – en bygning, en situation, en institution – til en mere generel kulturanalyse. Hvad er det fx for en viden, man får ved i et feltstudium at studere kommunikationen i en lægekonsultation? Hvad er rækkevidden af resultaterne? Hvordan afgør man, om et feltstudium i en anden konsultation ville give helt andre resultater, eller om man nu ved noget alment om læge-patient-forhold eller måske endda om ændringer i professionsbaserede autoritetsforhold i vores aktuelle kultur? Dette spørgsmål om rækkevidden og udsagnskraften i den viden, man har tilegnet sig gennem en konkret undersøgelse eller et konkret feltstudium, tager bogen ikke op. Det er synd, da det ikke bare er et af kulturanalysens helt centrale problemer, men også det, der gør den så spændende.
Samlet set kan Kulturanalyse. Kort fortalt formentlig være anvendelig for studerende, der i gymnasiet og evt. på (professions)bacheloruddannelser gerne vil have inspiration til, hvordan en kulturanalyse kan gennemføres. Ved at læse i den – fra ende til anden eller stykvis – kan man få ideer til både felter og metoder og en vejledning i projektarbejde. Men skal man arbejde mere seriøst med en eller flere af de felter eller metoder, der præsenteres, må den suppleres med fremstillinger, der forholder sig til den aktuelle forskning og metodeudvikling på det specifikke område.
Birgit Eriksson, lektor ved Institut for Æstetiske Fag, Aarhus Universitet.