”I danska staten någonting är ruttet”
Af Magnus Tessing Schneider
Svenske Jonas Karlsson træder ind foran tæppet og byder publikum velkommen iført en skoleuniform, der for længst er blevet for lille til den lange, leddeløse mand. Med perfekt komisk timing forklarer han på gebrokkent dansk-svensk, at han skam er Hamlet, prins af Danmark og altså søn af den forrige konge, der blev bidt af en slange i øret, mens han sov i haven. ”Det var så ohäldigt som det kunde vara,” konstaterer han hovedrystende, og publikum svarer igen med et latterbrøl.
Dermed er den komiske tone slået an i Aarhus Teaters nyeste version af Shakespeares udødelige konge- og familiedrama, hvor prins Hamlet – flabet og charmerende som klassens kvikke hoved, der nu gør det som standup-komiker – skiftevis agerer desperat tragediehelt og spydig kommentator med direkte kontakt til publikum i salen.
Valg og fravalg
Da tæppet går op bag Hamlet og afslører den grå og fængselslignende kukkasse, hvori stykket udspiller sig, sidder de øvrige syv skuespillere bænket omkring et spisebord fyldt med tømte vinflasker. Som i Søren Vinterbergs Festen forbliver det plettede familietaffel kampenes uomgængelige omdrejningspunkt forestillingen igennem. Det er tilsyneladende et tegn på det umådeholdne svireri ved gårsdagens kongebryllup, men også på et samfund i moralsk, social og politisk opløsning. Danmark dagen derpå.
Men altså… Det, der fanger mig i denne forestilling er ikke de scenografiske løsninger: det trøstesløse scenerum, spisebordet og vinflaskerne, samt de bjerge af søm, der dækker gulvet, det roterende stativ af en dødsstjerne, der sænkes ned fra loftet hen mod slutningen, og det træk, at Hamlet og Ophelia er iført kostskoleuniformer, mens Rosenkrantz og Gyldenstjerne er udklædt som Lewis Carrolls Tweedledum og Tweedledee. Som tilskuer føler man simpelthen ikke, at paradeopbuddet af scenografiske tegn styres af en kunstnerisk gennemarbejdet læsning.
Det, der for alvor fænger, er heller ikke, at Hamlet præsenteres som forestillingens egentlige instruktør, der selv iscenesætter hele stykket, eller det endnu mere markante regivalg, at hans tragedie præsenteres som en grotesk farce. Navnlig det sidste fungerer ganske vist glimrende i adskillige scener, især i første akt: publikum ler højt, når Hamlet giver den som revykunstner på rampen, og når Polonius river vandede vittigheder af sig i ét væk. Men selvom den komiske vinkel overbeviser i de scener, der allerede fra Shakespeares side rummer et komisk oplæg – og dem er der heldigvis mange af! – lykkes det ikke at integrere den i de mere udpræget tragiske scener sidst i stykket – Ophelias vanvid og begravelse, Laertes’ og kongefamiliens død – hvorfor disse kommer til at fremstå mærkeligt holdningsløse trods udmærkede skuespilpræstationer. Dermed afsløres det, at den komiske læsning af Hamlet er forblevet på overfladen.
Opsætningen rummer momenter, der fungerer fremragende som levende teater, men alt for ofte bliver regikonceptet en spændetrøje snarere end et kreativt afsæt for de agerendes præstationer, og dermed for den teatrale kommunikation, der jo i den sidste ende er noget, som foregår mellem menneskene i salen og menneskene på scenen.
Jeg vil i stedet fokusere på det valg, der fungerer allerbedst i forestillingen, nemlig castingen af en svensker som den danske prins.
Den svenske twist
Når Hamlet opføres i Danmark, vil det uvægerligt være et stykke om Danmark, hvad end instruktøren har tænkt sig. Stykket lever sit eget liv. Men hvad sker der, når Hamlet og Gertrud spilles af svenske skuespillere over for et i øvrigt dansk cast? Skønt instruktør Stefan Larsson i programmet erklærer, at valget ikke skyldes ”en logisk, dramaturgisk tilgang”, er der ikke desto mindre tale om et valg med radikale dramaturgiske konsekvenser.
Da jeg for to år siden så Hamlet på Kronborg som engelsk gæstespil, vakte replikken ”Something is rotten in the state of Denmark” ironisk latter blandt publikum, fordi en engelsk skuespiller, der kun havde været her i få timer, ikke antoges at vide nok om rigets tilstand til at kunne give den formastelige replik en ægte politisk resonans. Derfor fik den i publikums ører en komisk klang.
Men når ordene siges af en svensk skuespiller i en svenskers iscenesættelse på et dansk teater (for i Århus er Marcellus strøget og hans replik givet til Hamlet), får de en helt anden klang, i hvert fald i denne tilskuers ører. Her er det pludselig broderfolket, der taler til os, og replikken bliver til en reprimande: Danmark, hvad er der dog sket med jer? Hvad gik der galt?
En lignende effekt opstår, når Hamlet senere erklærer, at for ham er Danmark et fængsel, mens Rosenkrantz og Gyldenstjerne ikke oplever det sådan. De er jo et par danske hjemmefødninger, forstås, der ikke har nogen fornemmelse for, hvordan landet ligger i forhold til resten af verden!
Netop disse to replikker stod centralt i den polske dramaturg Jan Kotts analyse af den Hamlet-opsætning i Krakow i 1956, der dannede afsæt for hans indflydelsesrige bog Shakespeare, vor samtidige fra 1961. Uafhængigt af iscenesættelsen gav den politiske situation – ’det polske tøvejr’ efter Khrusjtjovs fordømmelse af Stalin i en uofficiel tale – ordene en resonans, som fik publikum til at identificere sig med Hamlet, der i hemmelighed har fået at vide af faderen, at kongen er morder. Kott opdagede ved denne lejlighed, at publikum enten kan befinde sig i ’Helsingør’, det åbne fængsel, eller i ’Wittenberg’, hvor den frie tanke hersker. I 1956 var publikum i Helsingør sammen med Hamlet, og ligesom ham længtes de mod Wittenberg.
I Århus anno 2011 forholder det sig anderledes. Publikum er nok engang i ’Helsingør’, men dette er et ganske andet sted, end det var i Polen i 50erne.
Claudius og hans undersåtter
Som dansk prins drages Hamlet ind i magtspillets spiral af hævn og forræderi, men som svensk skuespiller repræsenterer han et spørgende blik udefra – fra ’Wittenberg’ – og det er et blik, der i lige så høj grad vendes mod publikum som mod vanviddet på scenen. I Hamlets undren ligger en tavs opfordring til at se på os selv og vores land med hans øjne. Og det er ikke et kønt syn, der møder os i det spejl for tidens dyder og laster, som Hamlet i sin tale til skuespillerne udnævner teatret til at være: f.eks. karikeres danskernes nedladende holdning til udlændinge, der forsøger at lære vores sprog, helt ud i det groteske, når Polonius omstændeligt oversætter de danske replikker til turistsvensk for Hamlet.
Over for en svensk stedsøn bliver Kim Veisgaards kong Claudius automatisk til en dansk arketype: den runde og gemytlige, entreprenante og pragmatiske leder, vi alle kender så godt fra erhvervslivet, fra uddannelsessystemet, fra politik. Men skønt armene er alfaderligt udbredte og tonefaldet lattermildt hos denne gennemført materialistiske livsnyder, er blikket koldt og vagtsomt, og man mærker afstumpetheden og den åndelige tomhed bag jovialiteten. For i Danmark kan man, som Hamlet siger, smile og smile og dog være en skurk. Den svenske trofæhustru af en assimileret dronning, spillet af smukke Marie Richardson, er i det evigt tømmermændsplagede forstadsdanmark reduceret til en lykkeligt leende pyntegenstand, der for længst er holdt op med at forholde sig til, hvad der foregår under overfladen.
Og meget anderledes fat syntes det ikke at være med Claudius’ undersåtter, der spilledes lige så overbevisende af publikum i salen – ikke mindst da kongen sang for til fællessang. ”Vi er røde, vi er hvide, / vi står sammen, side om side,” jublede folket, taknemmelige over at blive inviteret med til bords ved hoffet. Det var aftenens stærkeste øjeblik: selv Kim Veisgaard virkede ved premieren et øjeblik rystet over, hvor nemt det er at manipulere med os danskere, når man først aktiverer vores selvfedme. Man kunne dårligt lade være at forestille sig, hvad den svenske Hamlet på scenen dog ikke måtte tænke…
Hvor publikum tilsyneladende befandt sig trygt og godt i Claudius’ Helsingør uden at længes mod det kosmopolitiske Wittenberg, forholder det sig anderledes med Hamlet og studiekammeraten Horatio. Bue Wandahls nøgterne replikaflevering i rollen som prinsens ven satte ikke blot kongeparrets og den leflende hofsnog Polonius’ skingre komik i skarpt relief, men også publikums kåde latter. Hvis Hamlet er outsideren, er Horatio insideren, hvis klare, uironiske stemme genlød i rummet som et moralsk korrektiv til sine egne, til publikum.
Publikum som antagonist
I kraft af, at vi præsenteredes for en svensk Hamlet, som straks gjorde os til sine fortrolige, kom vi altså som publikum automatisk til at spille en hovedrolle i forestillingen, hvad enten vi ville det eller ej, og publikums markante reaktioner blev på den måde en central del af teaterbegivenheden. På dette plan fungerede Larssons komedievinkel alligevel – jeg blev i hvert fald påvirket på en temmelig ambivalent måde af, hvor velvilligt publikum hoppede med på legen og lo højt ad hver eneste flade gimmick (den værste var nok, da Hamlets berømte slutord, ”Resten er tavshed”, blev afsagt på både svensk, dansk, engelsk og finsk til publikums udelte moro). Dette afspejler selvfølgelig, at et publikum som udgangspunkt ønsker at blive underholdt og derfor vil gå langt for at få aftenen til at forløbe uden knaster: ”Hvis instruktøren og skuespillerne ønsker, at vi skal le ad forestillingen, så må vi hellere le!” Både Claudius og Hamlet ønskede tydeligvis, at vi skulle more os og få os til at føle os godt tilpas – det blev næsten til en konkurrence om, hvem der kunne få os til at le højest – og pludselig har man grinet sig hele vejen gennem Hamlet, idet enhver analytisk bestræbelse tilsidesættes. Det er denne anklage, som jeg læste i den svenske Hamlets ransagende blik: at vi, Claudius’ undersåtter, i navn af den muntre og hyggelige konsensus lukker øjnene for det sociale og politiske livs skjulte og mere kyniske sammenhænge.
Pointen understreges, da skuespiltruppen opfører Mordet på Gonzago – fra Shakespeares side en metarefleksion over Hamlets spejling af sit publikum – hvormed Hamlet håber at prikke til Claudius’ dårlige samvittighed. Selv da den svenske prins møjsommeligt forklarer sin danske onkel, at stykket bygger på virkelige begivenheder, kan sidstnævnte kun se en anledning til latter i den sceniske gengivelse af hans brodermord, og således spejler han det virkelige publikum i salen, der accepterer Hamlet som et fjollet lystspil snarere end som et spejl for egne laster. Claudius kan nemlig slet ikke genkende sig selv i Lucianus, stykkets kongemorder, men kun i Gonzago, kongen, der er kostumeret nøjagtigt som han selv, ligesom publikum synes at genkende sig selv i den joviale forstadsdansker Claudius snarere end i systemkritikeren Hamlet.
Her var potentialet til en virkelig skræmmende og relevant Hamlet anno 2011 – og i momenter nåede forestillingen også derop. Men hvis instruktøren havde stolet mere på tekstens egen kompleksitet og turdet lade den stå åben i stedet for at tvinge den ind i en satirisk skabelon, kunne tilskuerne selv have valgt den rolle, de ønskede at spille, og så havde man nok følt sig lidt mindre talt ned til.
Aarhus Teater. Hamlet af William Shakespeare. Bearbejdelse og iscenesættelse: Stefan Larsson. Scenografi og lysdesign: Jens Sethzman. Kostumedesign: Nina Sandström. Medvirkende: Jonas Karlsson, Kim Veisgaard, Marie Richardson, Niels Ellegaard, Frederik Ømann, Signe Kærup Hjort, Bue Wandahl og Ashok Peter Pramanik.