Helvede er dig selv
Det meningsløse og kontrollerede senmoderne liv skildres i få glimt meget rammende, men desværre også moraliserende.
Af Mette Garfield
“Var det ikke meningen, at vi skulle fortælle en ganske normal historie?”, siger de tre personer iført ålestramme catsuits med påtegnede habitter til hinanden. De står med fødderne i skriggrønt plasticgræs på toppen af et teletubbies-landskab. ”Lad os starte forfra”, konkluderer den ene.
De tre personerne forlader scenen for så igen at gøre deres entre for fuld skrue med tv-værtgestik ud til publikum og kendt jinglemuzak drønende ud af højtalerne.
Sådan afbrydes Det normale liv på Cafeteatret og starter forfra igen forestillingen igennem. Det tomme post-moderne liv, det normale liv, uden nogen retning eller mening er temaet for forestillingen både i form og indhold. Et greb dramatikeren også benyttede og med større succes i The Wonder – The Re-Mohammed-Ty Show.
Og det er ikke kun forestillingen og det postmoderne liv, som er fyldt af tomme breaks, men selvfølgelig også individet, selvet, som her er svundet ind til blot at være en forbrugerprofil, der cykler rundt cyberspace-virksomheder imellem.
Blikket på sig selv
Hovedperson A, fantastisk gestaltet af Marie Louise Wille med skiftevis desperation, rådvildhed og lyst funklende i øjnene, føler sig så tom og uden anelse om hvem hun er, at hun bare gør og siger som alle andre, selv om hun er en voksen kvinde på 39 år. Selv samtalerne med psykologen bliver endnu et forsøg på at præstere det rigtige. I en hjerteskærende monolog fortæller hun, at det eneste, hun har at stoppe i det indre tomrum, er selvhad.
”Og så prøver jeg at købe tøj, en kjole eller den der trøje, som de andre ikke har, men gerne vil have. Som er lige mig, rammer moden, nuet; skævt og raffineret, men hvordan finde noget, der kan formulere mig, når jeg ikke en gang kan formulere mig selv…”, hvisker hun grådkvalt og alene i mørket.
I Jean-Paul Sartres eksistentialistiske klassiker Huis Clos (Lukkede døre), hvor tre personer er låst inde i samme rum, er det de andre, som er helvede, I vores senmoderne og performative tidsalder er det ikke de andre, men dig selv. I Det normale liv er det din egen kontrol, dit eget konstante vurderende blik, din egen selvlede, som dømmer dig til helvede.
Det internaliserede blik
Forfatteren Josefine Klougart har i romanen Hallerne også beskrevet dette fænomen, som er kendetegnende for vores tid, og har i forbindelse med udgivelsen i interviews givet dette selvkontrollerende blik betegnelsen Det internaliserede blik.
Klougarts roman belyser et seksuelt, destruktivt forhold, der samtidigt er fyldt af begær mellem en mand og en kvinde. Deres muligvis begrænsende objektiverende blikke på hinanden udmønter sig i fysisk rammende tableauer, men i særdeleshed beskriver romanen subtilt, hvad det internaliserede blik kan gøre ved os. Fx. splittelsen ved den skam og skyld den selvstændige, feministisk orienterede kvinde oplever i lysten til hengivelse. I Christian Lollikes Det normale liv er det begrebet Innerstasi, der dækker over det indre splittede blik, men dette begreb kommer på ingen måde så nytænkende eller nuanceret til udtryk som Klougarts.
Innerstasi
Det normale liv indledes med, at vores hovedperson A føler sig forfulgt. Det er hendes Innerstasi, som overvåger hende, får hun at vide af C, overbevisende spillet af Theresa Sølvsteen. For det er ikke (måske lidt skuffende) et stort Big Brother-komplot eller en spionagehistorie, vi har med at gøre, men derimod interessant nok et metafiktionsdrama om det organ, som kontrollerer og appellerer til at efterstræbe et succesfyldt og perfekt liv.
Lollike dramatiserer dette indre blik og den hæsblæsende stræben efter det perfekte liv via billeder af kropsdyrkelse og karriereræs, men den meningsløse dyrkelse af kroppen, fitness-centre, sund kost og arbejdspres er dog desværre temmelig fortærskede og lidt klodsede udtryk for selvkontrol. Og modbilledhistorierne: Den fede, lade dame med g-streng og deller på bænken, som de fitness-dyrkende løber forbi, og scenerne med Solkongens Marie Antoinette er muligvis morsomme og illustrative på scenen, men ikke specielt uddybende eller præcise modsætninger til fitness og det perfekte liv–kulturen.
Musikkens høje tempo og forfladigede jinglekarakter, koreografiens unaturlige poseren og løben samt kostumernes stramme glathed giver derimod meget fysiske, konkrete oplevelser og situationer af, hvor indespærrede karaktererne føler sig i deres egen meningsløse styring. Et observationsfængsel, som de ikke ved, hvordan de skal komme ud af eller kender nogen alternativer til. Situationer, som vellykket kulminerer med at manden B, særdeles fint tegnet af Peter Flyvholm med køligt ansigt og skarp karrierekrop, forgæves søger en vej ud af det hele gennem kageorgie, sex og et maskulint orgiastisk brøl.
Få klare glimt
Christian Lollike skriver sig med Det normale liv igen ind i en tysk teatertradition a la Rene Pollèsch, men har desværre ikke samme tyske energi.
Forløbet skifter konstant mellem metafiktion, monologer og regulære scener mellem et par og på arbejdspladsen. Performerne træder således i karakter for efterfølgende at træde ud igen og som fortællere kommentere på situationen til publikum. Et greb, som man ser meget fornemt og nuanceret forløst i øjeblikket i Jacob F. Schokkings fremragende musikalske opsætning af Roland Schimmelpfennigs Den gyldne drage, men som ikke lykkes i Det normale liv.
Den fjerde væg er altså tydeligt brudt ned i forestillingen, og her henvises selvfølgelig til, at teatret er en konstruktion, vi som publikum oplever. Når performerne taler direkte til os i en Bertolt Brechts ånd, vil Christian Lollike ikke kun markere metafiktionen, men også fortælle os noget, måske ligefrem lære os noget. Fx. i metasamtalen mellem A og B, hvor B siger: ”Når jeg går på gaden og ser de fremmede. Eller de nye. Eller hvad de nu hedder, så føler jeg et spøgelse er flyttet ind. Jeg ser dem stå i grupper. De er højrøstede og har brun hud, og spøgelset begynder at hviske: De er seje, maskuline på den der Ibiza-måde. De har guldkæder og kører i fælgebil med dyre spoilers. De har en tro, de har identitet, de har frihed, de har et sammenhold. Jeg vil være perker, og hvis jeg ikke kan være det, så skal de heller ikke”.
Forestillingen fungerer bedst, hvor den viser i stedet for som citeret her moraliserende at påpege, fortælle og bøje i neon, hvad publikum skal mene. Det er i de regulære scener mellem parret og i de ensomme historier, man som publikum i klare glimt får spejlet sin egen situation og sine egne problematikker. Her vises det helvede, man kan være for sig selv, og vigtige spørgsmål rejser sig åbent om, hvordan vi vil leve, og hvad det er, der kan gøre os lykkeligere eller det modsatte.
Det normale liv – eller krop og kampplads af Christian Lollike. Aarhus Teater i samarbejde med Caféteatret. Iscenesættelse: Anne Zacho Søgaard. Scenografi og kostumedesign: Siggi Óli Pálmason. Koreografi: Robert Logrell. Lysdesign: Jonas Kongsbach. Lyddesign: Casper Ravn. Producent: Lars Søgaard. Dramaturg: Louise Rahr Knudsen.
Medvirkende: A: Marie Louise Wille. B: Peter Flyvholm. C: Theresa Sølvsteen.
Mette Garfield: Cand. mag. litteraturvidenskab og kulturjournalistik. Ansvarshavende redaktør på Teater 1, skribent og tekstforfatter.