Refleksion over åbent rum
Af Amalie Vorting Kristensen, Sigrid Radisch Bredkjær og Sanna Albjørk
En herskabslejlighed i indre by blandt restauranter, advokatkontorer og tandlæger. Ingen private møbler eller brugsgenstande, på nær en sofa i den ene stue og en tandbørste på toilettet. Indtil for nylig stod den privatlejede lejlighed næsten tom og fungerede som alternativt, kunstnerisk mødested.
I Vester Voldgade 3. tv. har Rio Bravo udfoldet en interessant palet af begivenheder, som oplæsninger, performances, middage, master classes, film, comedy night, talks, seminarer, talentshow, talkshow, karaoke, artists in residence, filmskole, koncert og yoga. Rio Bravo er en åben ramme til udveksling mellem teater, kunst, film, litteratur, musik og socialt engagement. Her kan kunstnere mødes og arbejde sammen på tværs af fagfelter, og publikum kan blive mødt som gæster eller mediscenesatte. Her kan man opleve en mindre traditionel kunstopfattelse, hvor fokus er rettet mere på processer end på færdige værker, og hvor kunstnere og publikum er fælles deltagende i undersøgelser af kunstens muligheder og værktøjer.
Rio Bravo er svær at få hold på. Dets værker er svære at afgrænse og bedømme som kunstværker, lige som de fysiske rammer skifter. Der er ingen skarpt defineret institution bag Rio Bravo, udadtil kun en hjemmeside og en facebook-profil, hvor der annonceres arrangementer. Godt nok har Rio Bravo det sidste år haft til huse i lejligheden i Vester Voldgade, men de forskelligartede begivenheder havde alle skiftende værter og ingen fælles personlig afsender. Hos de fleste kunstinstitutioner forsøger man at skabe sig en afsenderprofil og et brand, som institutionen kan blive kendt på. Det betyder også, at man som gæst kan have rimeligt klare forventninger både til stedet og til den kunstneriske udfoldelse.
Rio Bravo prøver på bedste avantgardistisk vis at undslippe institutionaliseringen, så man ikke ved, hvad der kan forventes.
En mangeværelses-parketgulv-scene.
Godt nok holdt Rio Bravo i et års tid til i samme lejlighed, så man som gæst kunne komme igen og efterhånden få forventninger til stedet og dets arrangementer. Alligevel gjorde lejligheden det også vanskeligt at rammesætte kunstoplevelserne. De tomme hvide stuer kunne minde om de neutrale white cubes, man finder på gallerier og kunstmuseer, eller om intimscenens black box. Den gamle herskabslejlighed kunne ligeledes give mindelser om 1800-tallets parisiske saloner, hvor bourgeoisiet mødtes og diskuterede kunst og kultur. At Rio Bravo udfoldede sine kunsteksperimenter netop dér, kunne også ses som et forsøg på at hacke sig ind i det bedre borgerskabs rum.
Var værkerne udtryk for et højkulturelt dannelsesideal eller for avantgardistisk, antikapitalistisk modkultur?
I lejligheden i Vester Voldgade var det ligeledes svært at adskille og afgrænse kunstinstitutionen fra det private. Det kunne minde om en privat fest, når folk åbnede medbragte dåseøl, stimlede sammen ude på den lille balkon for at ryge, eller når der var tandpasta på spejlet. Lejlighedens første rum benyttedes til foyer, stuerne til arrangementer, men der var ingen fysisk scene, så det fiktive eller kunstneriske rum havde ingen egentlig afgrænsning. Inden aktørerne gik i gang med aftenens arrangement, færdedes de blandt publikum og var ikke umiddelbart til at adskille fra mængden.
De flydende grænser gjorde én usikker på, hvordan man som publikum skulle agere. Der var en stemning af hyggesnak og networking, men også en underlig fornemmelse af at være en del af den forestilling, der hed Rio Bravo. Man kunne vælge at gå over og åbne, hvis det ringede på døren, sige ”hej” eller ”velkommen” – og man var allerede en underlig del af konceptet og havde inviteret den nyankomne ind til at være medspiller. Man kunne gå rundt med bevidstheden om, at hele lejligheden var et koncept-kunstværk, som man deltog i.
Grænserne mellem publikum og aktører, mellem iscenesættelse og ikke-iscenesættelse, mellem privat og institution var således uklare. Det kan virke utryg og krævende, fordi man som gæst har svært ved at afkode, hvad man kan forvente, og hvordan man skal agere. Fra man trådte over dørtærsklen i lejligheden i Vester Voldgade, var man nødt til at indgå i en (uudtalt) forhandling om definitionen af ens egen rolle som publikum/gæst/med-agerende.
Samtidig skaber Rio Bravo rum, der giver mulighed for, at alting kan være anderledes. Hvor publikum gøres til mulige, medbestemmende medskabere, og hvor man, hvis man tør, kan være særligt lydhøre over for hinanden, kunstnere og publikum sammen, og lade noget anderledes opstå.
Ubestemmeligt undervejs
Et øjeblik: Fredag aften, to billeder af Anders vises på væggen. Dertil lyder regibemærkningen: ”Scene x. Two women”. Mænd spiller kvinder, som i Antikken. Billederne af Anders ligner hinanden meget, smelter sammen i sort-hvid, samme drag om munden, samme mørke hår, samme åbne øjne. De er ens snarere end forskellige, men de er to (køn) og ikke et. De siger, men spiller ikke. Det ville være en kontrast snarere end en sammenflydning, hvis de ’spillede’ kvinder og dermed måtte benytte sig af billeder af kvinder, hvormed det bliver klart, at de netop aldrig kan blive ’kvinder’. De to billeder af Anders bliver til to cirkler, identiske men dog to. Anders og Anders`, A=A, A≠A`. You (difference is superior to identity), lyder det indledende.
Et andet øjeblik: Anders skiftes til at fremføre replikker i Antigone, forskellige positioneringer i rummet. Anders sætter sig ved siden af mig, og jeg har pludselig svært ved at finde ud af, hvor jeg skal vende mig hen. Jeg kan mærke, hvordan han trækker blikke med sig, som jeg befinder mig i udkanten af, og det trækker i musklerne omkring min mund: skal jeg smile, som når jeg præsenterer mig, sødt, venligt, overlegent, koncentreret, tilbageholdt, nej, slet ikke, slappe af i ansigtet, men se fredfyldt ud, tilpas ud, vise at jeg nyder det, at jeg finder det interessant, sjovt, pudseløjerligt. Jeg ser på publikum på den anden side af gulvet, vi smiler kort til hinanden, de kigger på Anders ved min side, jeg er steget lidt af, distraheret. Kigger pligtskyldigt på projektionen, men der foregår ikke noget lige nu, kigger på Anders (med mit smil), jeg kan kigge lige ind i hans øre, han læser, han ser flink ud. Jeg kigger på hans hånd, den ser levende ud, bliver pludselig levende i forhold til ordene på papiret, manuskriptet som hånden ligger på. Opmærksomhed skærpes: alle de muligheder der findes i hånden, som om det er den, der taler. Interessant at følge med på papiret, mens de læser. Følge ordene, forudgribe dem, se hvad der venter. Fokus flyttes dermed til selve opførelsen af ordene, udtalelsen af det på papiret, selve akten: at give det rumlige en tidslighed eller at give tid til rummet. Hvad, der befinder sig på papiret, er rumligt organiseret, i bokse, enheder, indtil man begynder at læse, højt eller ej. Når de ’løber papiret igennem’, læser fra top til bund, bevæger de sig i rummet og er tid. Anders lytter selv, glemmer på forhånd hvad der står. Vi slår trit, følges ad af denne fælles narrativ. Dog en tidslighed, der konstant forstyrres, idet billederne lukker sig om sig selv og stopper os i det faste trav. Antigone er oversat af Friedrich Hölderlin, hans oversættelse er i billeder snarere end i handling. Ordophobninger, der konstant slår sløjfer på sig selv, som på et 1800-tals kjolebryst. Hånden går godt til Antigones replikker. En hånd for sig selv, et billede, et ord for sig selv. Sproget der læses op og således ’vækkes til live’, dette sprog er hverken engelsk, tysk eller græsk, men oversat tysk, oversat græsk. Er oversættelsen et dødt sprog? Eller et sprog, der taler gennem en stemmeforvrængende maskine og mister sin oprindelse (fraværet i stemmen), hånden løsrevet fra kroppen. Anders er en stemmeforvrængende maskine. Maskinen eller kroppen eksperimenterer med mødet med stemmen, med sproget, internaliserer ikke sproget, lærer ikke replikker udenad. Det er svært at lytte til disse fragmenter, Antigones billeder, blikket vandrer, hvor skal jeg kigge hen, hvor udspringer denne forestilling fra. Senere føjes hånden til kroppen igen, Parsifal hænger sammen, Parsifal får en krop.
Eksperimentets undersøgende kunst
I performancen Niether You Nor Me havde Anders Mossling og Anders Paulin ikke gennemarbejdet en færdig repræsentation med deres udlægning af dramaerne Antigone og Parsifal. Når Anders og Anders skar repræsentationen ind til benet, og den kun bestod af deres stemmer, der læste højt, en papkasse, samt nogle prikker og cirkler projiceret op på væggen af et par overheadprojektorer, var det en undersøgelse af teatrets helt basale virkemidler og kommunikationsformer. Hvor meget skal der til, for at et publikum kan forstå? Performancen stod i kontrast til den traditionelle opfattelse af et kunstværk som et afgrænset, færdigt hele, som inden for teatrets aristoteliske dogme også skal bestå af en lineær handling med en begyndelse, en midte og en slutning. Der var i højere grad tale om et eksperiment, hvor Anders og Anders også undveg den romantiske opfattelse af kunstneren som ophøjet geni, der kan oplyse borgerne. De inddrog aftenens gæster i en undersøgende proces, hvor de under oplæsningen af uddrag fra dramaerne samtidig med publikum forsøgte at forstå teksterne. Publikum blev medspillere i en undersøgelse – ikke fordi de mundret skulle deltage, men fordi de stillede sig til rådighed som de vægge, Anders og Anders kunne spille de undersøgende bolde op ad.
Til en performance som Niether You Nor Me skal man ligeledes indstille sig på ikke at få en udtænkt sandhed serveret, men acceptere at deltage i en fælles undren. Det kan virke provokerende at være vidne til noget, man ikke kan afkode og forstå. Samtidig kan det være utroligt spændende, givende og udfordrende.
Rio Bravo som kunstvenue i Vester Voldgade 7, var en åben ramme, som ikke skulle spille op mod indlejrede traditioner og forventninger, men hvor hver kunstevent var med til at differentiere opfattelsen af stedet og forventningerne til det. Grundforskning og eksperimenteren inden for kunst og teater kan være svær at bedømme, måske ender det ikke i et kunstprodukt, og det har højst sandsynligt vanskeligt ved at præsentere store publikumstal. Rio Bravo kunne – hvis der havde været støtte til at fortsætte i Vester Voldgade – formentlig med tiden have akkumuleret et større publikum og været blevet et sted, hvor kunstnere kunne fordybe sig i længere kunstneriske forskningsforløb.
Samtidig kan lukningen af kunstvenuen i Vester Voldgade ses som en gavnlig del af konceptet. Rio Bravo kan opleves som en slags graffiti i byens rum, som eksisterer i et bestemt tidsrum, for så at blive overmalet af et andet kunstværk eller fjernet af byplanlæggere eller en vicevært. Det giver en aura af aktualitet og intimitet, da det skal findes og snart er væk igen.
På den måde fastholder Rio Bravo måske sine kendetegn – den kunstneriske ubestemmelighed og åbenhed.
Rio Bravo fungerer fortsat som arrangør for kunstevents og har netop deltaget i Venedig Biennalen som arrangør for en event på OSLOO, en flydende kunstinstallation af den danske kunstner FOS.
Amalie Kristensen og Sigrid Radisch Bredkjær er kandidatstuderende ved Litteraturvidenskab og Sanna Albjørk kandidatstuderende ved Teatervidenskab ved Københavns Universitet. I 2010 opførte de lecture performancen Masks and the Self – a Comparative Analysis of Masks in Ancient Greek and Roman Theatre ved symposiet Who’s There?