Den spirituelle performance
Tenna Mose Rhiger
Boganmeldelse
I bogen Between Play and Prayer. The Varieties of Theatricals in Spiritual Performance (Hammer, 2010) udforsker førsteamanuensis og Dr. Art. i teatervidenskab ved Oslo Universitet Anita Hammer begrebet spiritual performance ud fra et performanceteoretisk, ritualteoretisk, antropologisk og æstetisk synspunkt.
Hammer har tidligere beskæftiget sig med teater som performativ event, med rituelt teater og med det tværfaglige felt mellem teater, ritual og medier og det er i vid udstrækning disse felter, der i Between Play and Prayer går op i en højere enhed. Det primære fokus ligger på den kulturelt og religiøst forankrede praksis anskuet som teatral event. Et spændende udgangspunkt, som helt afgjort er en nærmere analyse værd.
Bogen er inddelt i fem kapitler. Kapitel et og to er en introduktion til det teoretiske landskab, der ligger til grund for undersøgelserne, ligesom der også er en begyndende præsentation af det empiriske materiale. I kapitel tre og fire fremlægges en særdeles fyldig beskrivelse af de forskellige empiriske studier, som løbende analyseres og perspektiveres i forhold til hinanden. Kapitel fem er en opsummering af de foregående kapitler og perspektiverer de konkrete spirituelle performances til et bredere performativt spektrum såvel i kirker som på teatre og de steder, der ligger ind imellem.
Hammer understreger, at bogen ikke er af ren akademisk karakter, men er tænkt som en vekslen mellem det akademiske og det fortællende (ibid. s. 19). Dette kommer tydeligst til udtryk i de empirisk beskrivende kapitler, hvor særligt det fortællende og Hammers personlige forhold til såvel begivenheden som til de øvrige deltagere får en fremtrædende plads. Det er tydeligt, at Hammer vælger denne fremgangsmåde for at blotlægge sin egen rolle som deltagende observatør – en position hun også diskuterer problemerne med (ibid. s. 63). En måde at komme udenom faren for at drage indforståede, ikke underbyggede konklusioner ud fra en subjektivt erfaret, uigenkaldelig oplevelse bliver at lægge alle kortene på bordet. Dette kan både ses som en styrke og en svaghed. Det kan være et forsøg på at give læseren mulighed for at træde ind i begivenheden og opleve den sammen med Hammer, hvilket flere steder virker som en reel mulighed grundet Hammers fortællende stil. Spørgsmålet er så, om det lykkes, eller om de mange eksempler og detaljerede beskrivelser snarere forvirrer og trækker læseren væk fra den røde tråd og forståelsen af den spirituelle performance. Jeg hælder umiddelbart mest til det sidste.
Kapitel tre og fire består som sagt mere eller mindre udelukkende af empiriske beskrivelser, næranalyser og interviewtranskriptioner. Der er efter min mening for mange detaljerede eksempler, der ligner hinanden og samtidig en utrolig bred empiri, som kan gøre det svært at se det som et sammenhængende værk.
Hammers primære empiri stammer fra 1) Råkvågdagene, som er en byfest i den lille nordnorske fiskerby Råkvåg, hvor hele byen deltager i festlighederne. Særligt fokuserer Hammer på Mimrestunden, et arrangement, hvor indbyggerne samles i missionshuset og mindes, og på det historiske festspil, som opføres på byens torv. Begge steder er der en teatral fordobling på spil, som aktualiserer fortid og fremtid i det performative nu. 2) En traditionel Maori begravelse (tangi), som strækker sig over flere dage og lader hele samfundet tage afsked med den døde, hvilket igen er med til at binde fortid og fremtid sammen i nuet. 3) Gudstjenester og spirituelle cirkler (møder) i en spirituel kirke på New Zealand. Her er det spørgsmålet om, hvem der performer hvad for hvem, hvordan og hvorfor, der er det centrale. 4) TV serien Carnivale, som behandler den teatrale fordobling og forholdet til det spirituelle på flere niveauer. Mangfoldigheden af eksempler er på den ene side med til at understrege alsidigheden af begrebet spiritual performance, men på grund af de dybt detaljerede beskrivelser forsvinder fokus let fra udforskningen af begrebet til fordel for de konkrete eksempler. Empirien bindes kun sjældent sammen i afsnit, hvor eksemplerne belyser hinanden på kryds og tværs, og det er synd, for de har meget at sige hinanden.
Bogens styrker ligger i det begrebsapparat Hammer stiller op omkring den spirituelle performance, som hun definerer som ”a place from which to explore a variety of performative events in which humans perform their relationship to spiritual experience, as it appears in social and aesthetic forms.” (ibid. s 21). Målet er, at give mulighed for at opleve nærvær i den spirituelle performance i den kontekst. Konteksten og rammesætningen af begivenheden er vigtig, da den spirituelle performance ellers let kan fremstå som noget mystisk og fremmet. Herudaf springer et af Hammers vigtigste begrebspar, nemlig distinktionen mellem belief, det dogmatiske, det der er bestemt af credo, og faith, den lokale tolkning af belief, den praksis der giver mening for den enkelte deltager. En mening, der ikke nødvendigvis er i overensstemmelse med den alment anerkendte, men som ikke desto mindre danner grundlag for den konkrete oplevelse.
Det andet begrebspar, som spiller en stor rolle hos Hammer er play og prayer, eller det forhold at den spirituelle performance for at blive nærværende både må indeholde legen, lysten (og den teatrale dobling/bevidsthed) og det alvorlige, bønnen, som kan ses som en dialogisk eller interaktiv handling i et ekstradagligt nærvær (ibid. s134).
Hammer inddrager Gregory Batesons sondring mellem primær og sekundær proces, mellem det utolkede tegn og den menneskelige evne til at skelne mellem tegnet og dets mening (ibid., s65-66) og fastslår, at når de to optræder samtidig, som det er tilfældet i performance, leg og ritual, opstår et intensiveret nærvær. Dobbeltheden opleves frigørende og åbner for ny meningstilskrivning gennem den fysiske udførelse. Her er det ikke troen, belief, men oplevelsen, faith, der er afgørende. Hammer konkluderer hermed, at det intensiverede nærvær fremkommer gennem begivenhedens teatrale kvalitet, dens evne til at reflektere over sin egen iscenesathed i forhold til sig selv og sit publikum, evnen til at være både sand og falsk på samme tid (ibid, s. 91). Det er dette, kernen i spiritual performance, jeg ser som det mest interessante og det, der har det største perspektiv i forhold til tidligere forskning indenfor såvel liturgisk teologi (Lathrop, 1999), ritual teori (Humphrey & Laidlaw, 1994) og performancestudies, for slet ikke at tale om de konsekvenser det bør have for den konkrete praksis i både kirker og performanceteater.
Det er en skam at kapitel fem er bogens korteste. Det er her Hammer undersøger betydningen af den spirituelle performance i eksempler fra både Danmark, Norge og Sverige Efter min mening er det her begrebets brugbarhed for alvor kommer til sin ret. I Lund domkirkes brug af kirkespil i gudstjenesten, i den norske præst Kari Veitebergs forsøg med at inkulturere gudstjenesten i Oslo og i Veitebergs optræden som præst i dokuteatret Over Evne III, ligesom der også her trækkes interessante linjer til bl.a. Hotel Pro Formas brug af ritualiseringsstrategier.
Jeg kunne godt have tænkt mig at dette femte kapitel havde haft større vægtning, og at Hammer havde forholdt sig mere direkte til nogen af de bøger, der de seneste år er kommet fra teologisk side i Norden. Her tænker jeg bl.a. på Kari Veitebergs Kunsten å framføre gudstjenester (Veiteberg, 2006) og Martin Modéus’ Menneskelig Gudstjeneste (Modéus, 2007), hvoraf særligt Veitebergs projekt ligger tæt op ad Hammers, nemlig i undersøgelsen af nærværet i den ritualiserede handling, i gudstjenesten. Det skal dog rettelig siges, at Hammer tidligere har beskæftiget sig mere direkte til denne side af sagen i artiklen Speilinger og Refleksjoner (Hammer, 2005), men femte kapitel kommer i nærværende sammenhæng til at fremstå som en opremsning af alt det, der ikke var plads til i resten af bogen.
Between Play and Prayer er en utrolig interessant og vigtig bog. Den har klare perspektiver og Hammer har formået at udvikle et ikke-dogmatisk funderet begrebsapparat, der i tråd med performancestudies traditionen sætter oplevelsen som det primære. Empirien vil dog desværre for meget. Der er for mange eksempler, der siger det samme og mangfoldigheden af scenarier og situationer gør det svært at skille dem ad endsige sætte sig 100 % ind i nogen af dem.
Alt i alt er det en absolut anbefalelsesværdig bog til alle, der interesserer sig for spændingsforholdet mellem performance, ritual og kultur, men er man ikke direkte optaget af det spirituelle, kan man med fordel springe lidt let henover kapitel tre og fire.
Litteratur
Hammer, Anita, 2010. Between Play and Prayer. The Varieties of Theatricals in Spiritual Performance. Amsterdam: Rodopi
Hammer, Anita, 2005. ”Speilinger og Refleksjoner: Performativt Perspektiv på Teater, Kirke og Ritualer.” DIN – Norsk Religionvitenskapelig tidsskrift, 2005, 3, 4, s. 61-76
Humphrey, Caroline og Laidlaw, James, 1994. The archetypal actions of ritual : a theory of ritual illustrated by the Jain rite of worship. Oxford: Clarendon Press
Lathrop, Gordon, 1999. Holy People: a liturgical ecclesiology. Minneapolis: Fortress Press
Modéus, Martin, 2007. Menneskelig Gudstjeneste. Frederiksberg: Alfa
Veiteberg, Kari, 2006. Kunsten å framføre gudstjenester: dåp i den norske kyrkja. Oslo: Det praktisk-teologiske seminar
Tenna Mose Rhiger: Ph.d.-stipendiat på Institut for Æstetiske Fag med et projekt om ritualiseringens dramaturgi. Projektet undersøger forholdet mellem ritual, teater og performance med det formål at udvikle tværfaglige begreber, der kan anvendes i arbejdet med forskellige dramaturgiske og liturgiske praksisformer og dermed skabe mulighed for en skærpet bevidsthed om den rituelle handlings performativitet.