Toptunet skæbnedrama
Livet er en drøm på Betty Nansen Teatret
Af Louise Bagger
Hvad er det der bestemmer et menneskes liv? I hvilken grad er det muligt for mennesket at bryde med den vej der er banet for det af skæbnen, af fortidens hændelser eller af handlinger begået af andre? Peter Langdal vil have publikum til at tænke over de store spørgsmål i tilværelsen med sin iscenesættelse af Livet er en drøm på Betty Nansen Teatret, og til det formål har han, efter eget udsagn, skabt en toptunet og hypermoderne version af Pedro Caldéron de la Barcas klassiker fra 1635 – tilsat science fiction, eventyr, japanske krigsfilm, lidt Platon, lidt Holberg og en anelse Beckett.
Historien om skæbnen og den frie vilje
Caldéron var optaget af filosofiske og religiøse idéer, og i dette skuespil er det vanskeligheden ved at skelne mellem fantasi og virkelighed, der er på spil. Der er tale om en filosofisk (tragi-) intrigekomedie om en kongesøn der er prædestineret til at slå sin far ihjel, og derfor holdes indespærret i et tårn fjernt fra civilisationen. Men ligesom i Ødipus-myten bringes kongesønnen på (skæbne)ironisk vis hen imod profetiens opfyldelse af netop de handlinger, der skulle forhindre det – og ender med at måtte foretage et valg. Det er med andre ord konflikten mellem den frie vilje overfor skæbnen det handler om.
Da stykket starter, er sønnen blevet voksen, og kongen har fortrudt sin forvisning af ham. Ved at lade sønnen blive konge for en dag vil han teste, om mennesket har en egen fri vilje, der kan sejre over skæbnen. Er den søn, som er blevet holdt i isolation fra det normale liv blevet et godt menneske, eller ond – som stjernerne har forudset? Kongens nevø og niece, Astolfo og Estrella står klar i kulissen til at gifte sig og overtage tronen, hvis stjernerne viser sig at have ret, og samtidig er Rosaura, en kvinde fra Moskva, ankommet til i mandeforklædning med sin tjener, Clarinet, for at dræbe Astolfo, som har svigtet hendes kærlighed. Intrigen er i gang.
Som i Jeppe på Bjerget vågner Segismundo op i herskerens tøj og seng efter at være blevet flyttet fra tårnet i bedøvet tilstand. Men modsat Jeppe er Segismundo vågnet af det kunstige liv, af drømmen – eller er det omvendt? Hvad hvis det er det kendte liv, livet der er en drøm?
Caldéron i en nutidig kontekst
I samarbejde med dramaturgen Mette Wolf Iversen har Langdal omskrevet Caldérons tekst i en mere nutidig sprogtone. Alexandrinerne er fjernet, men de poetiske sprogbilleder i replikkerne er bevaret. Centrale tematikker som ære, mod, retfærdighed, kærlighed og begær er sat ind i en humoristisk/ironisk ramme med en undertone af melodramatisk parodi. Når eksempelvis den forsmåede Rosaura (Trine Dyrholm) løfter sit samuraiagtige sværd højt op i luften og siger ”hævn”, akkompagneres sekvensen at et voldsomt lyn og et bragende tordenskrald fra en højtaler, og når tårnet med den indespærrede prins synes at åbne sig som et mørkt svælg, mens en råbende stemme følger Trine Dyrholms mundbevægelser, er det lige før man forventer at se en triersk ræv på scenen åbne munden og komme med et varsel.
Er det her, alting slutter – eller starter?
Med dette udgangspunkt har Langdal løftet handlingen ned fra det polske 1600-tals hof til en bilkirkegård eller losseplads bag et stort metalgitter, der får den høje, smalle scene til at ligne en affaldsskakt. Figurerne synes at være indespærret.
I baggrunden skimtes en maltrakteret campingvogn i en grønbrunlig belysning. Scenen er en udørk, et sølle, smadret univers som efter en katastrofe. Men er vi tilbage i den gamle Østblok, eller er det en fremtidsutopi? Er civilisationen slået i stykker? Er det selvudnævnte herskere der er ved at bygge en ny civilisation op på en losseplads eller er det murbrokkerne fra en krig, vi ser?
Lyssætningen er både symbolsk og stemningsunderbyggende. Der er meget mørkt på scenen, og den dæmpede belysning er filtreret i grønne og brune nuancer med et kloakfarvet, bræklignende skær, der konnoterer forfald og forrådnelse. Det grønne lys bliver kraftigt forstærket i scener med Astolfo som for at understrege skinsygen og misundelsen hos ham. Violet og lyserødt lys synes at symbolisere falsk sødladenhed eller den illusion, der ligger i drømmen som et gøglebillede af virkeligheden.
Om at være hjemløs i sig selv
Biler og campingvogne giver associationer til mobilitet, men her er der ingen der rykker sig ud af flækken. Ikke fysisk i hvert fald, men sjæleligt er figurerne søgende. Hovedpersonerne leder efter deres ophav og deres vej i livet, kongen efter et svar på profetien, Astolfo og Estrella efter magt, den gamle tjener efter sin datter.
Der er noget absurd over figurerne, De er ikke-personer som Beckett kunne have skabt dem og de lever i en efter-undergangs-dystopi som vi kender den fra fx Slutspil, hvor verden og livets værdier er reduceret til affaldsprodukter. Maja Ziskas scenografi synes at spærre figurerne inde i afmægtighed over for den virkelighed de tror, de kender. Karaktererne er flade, ét med deres drifter: vrede, begær eller hævntørst. Forgæves forsøger de at flygte eller drømme sig bort.
I rollen som kongen er Dick Kaysøe er alfaderlig, næsten bedstefaderlig, iført striktrøje og ternede tøfler. Det fatale dilemma, han er bragt i på grund af sin tro på skæbnen, træder dog tydeligt frem i hans fortolkning af figuren. Thomas Bo Larsen som Rosauras tjener, Clarinet, står for det platte indslag. Han klovner rundt i sit eget lille show eller kommenterer forestillingen i forestillingen med ”det er ikke mig der har skrevet det her”, og lignende. Det virker malplaceret og bliver en plat kliché. Kenneth M. Christensen er godt castet i rollen som Segismundo. Han er veltrænet og maskulin som en stoisk kriger og lægger god energi i rollen, men det bliver ind i mellem for teatralsk og patetisk i tonefaldet, især i hans lange monologer, hvori mange af Caldérons filosofiske refleksioner ligger. De kommer aldrig rigtigt ud gennem metalgitteret og ned til publikum.
Rosaura – mandekvinden
I rollen som Rosaura har Trine Dyrholm fundet en god balance mellem det komiske og tragiske; hun er kvinde, men klædt som mand med slips, frakke og overskæg. Hun taler med dyb stemme og bærer et meget langt sværd. Hun skifter mellem kvinde- og mandsrollen som mellem kostumer, man kan tage af og på eller et sværd, man kan lægge fra sig eller tage i hånden. Da hun ansættes som stuepige for Estrella, er hun klodset og har for store armbevægelser til den lille campingvogn, som en mand i en kvindes krop. Samtidig er hun så anspændt og sammenbidt at hendes bevægelser bliver eksplosive og voldsomme. I den afgørende scene hvor hun møder Segismundo og opdager, at deres skæbner er sammenfaldende, skifter hun mellem mands- og kvindeidentiteten fra replik til replik, uden at det virker opbrudt og kunstigt. Det der ligger som en samlende kraft under hele scenen, er det begær hun har både i forhold til at ville slå ihjel og få hævn (mandeegenskaben), og til det modsatte; at få Astolfo tilbage (kvindeegenskaben). Er der mon en speciel grund til at hun er maskulin i kvinderollen, men ikke udpræget feminin, når hun er i mandeklæder? Et bud kunne være at hun gør oprør mod den traditionelle kvinderolle, hun tildeles af samfundet. I en mere nutidig kontekst kan det også ses som et opgør med opfattelsen af mennesket som enkønnet i sit væsen.
Hvorfor skal vi se det?
I fortolkninger af klassikere må kunsten ligge i at gøre dramaet nærværende og aktuelt uden at værkets oprindelige semantik forsvinder i opsætningen. Langdal er kendt for sin legende og uhøjtidelige omgang med klassikerne, men inden for de seneste år har han vist en tendens til det mere overfladiske og populære vendt mod et underholdningslystent publikum. Langdals iscenesættelse af Livet er en drøm aktualiserer spørgsmål som: hvor meget ”mening” er egentlig iboende i et værk? Hvor meget er det muligt at nytænke og omskrive det før det forsvinder i opsætningen?
I artiklen ”Hvem ejer teatret” (2001) går Erik Exe Christoffersen til angreb på den kritik der har været af nutidens fortolkninger af historisk dramatik, bl.a. i Lars Liebsts og Erik A. Nielsens bog ”Hvem ejer Shakespeare” (2000). Hvor Liebst og Nielsen mener at klassikeren er i fare når nutidens instruktører med deres tendens til at ville gøre alting moderne, “brækker knoglerne” i mesterværkets korpus, afviser Christoffersen at teksten skulle være et intakt hele og dermed destruerbar, da den til enhver tid må forstås som indsat i en kontekst. Klassikerteksten er i sig selv en kunsthandling som det er muligt at gå i dialog med og imod, og herudfra træffe valg for en iscenesættelse. Denne strategi kalder Christoffersen for konceptualisering af klassikeren. Spørgsmålet er, hvilken intention der ligger bag en klassikeropsætning som Langdals seneste, og om det har den ønskede effekt?
Langdal vil gerne placere forestillingen på et højere filosofisk niveau. Når han flytter fx det polske hof over på en losseplads, sker det med afsæt i teksten, og som helhed giver scenografien god mening som et symbol på det at være strandet i et smadret univers, på sjælen i den vildfarelse, som karakteriserer personerne i Caldérons historie. Det kan derfor undre, at der i programmet som kommentar til campingvognen kun står noget om dennes historie i Danmark; at den blev populær i 50’erne, osv. Det er misvisende i forhold til ønsket om at skabe et sjæleligt landskab med scenografien. Konceptet bliver uklart.
Hvor scenografi, lys, lyd og effekter fremhæver det tragiske, bliver rollerne spillet i et helt andet, mere komisk, parodierende univers. Som eksempel kan nævnes Clarinets dødsscene, hvor realiteten synes at have overvundet drømmen, og den virkelige død rammer i et skæbnesvangert øjeblik. Det kunne have været et dramatisk højdepunkt, en kulmination på den tragi- (komiske) skæbnens ironi. Men her vælges en plat, tegnefilmsagtig løsning à la Tom og Jerry. Det tragiske drukner i komik. Også i slutscenen kniber det med at undgå klicheer og lommefilosofi, da Segismundo stopper forestillingen og beder om at få lys på scenen i stedet for at slå sin far ihjel, da han har chancen. Han får hurtigt klaret den lykkelige slutning med et par armbevægelser der bringer orden i det hele, og får de rigtige parret med hinanden.
Rosaura står for stykkets morale; at uanset hvad skal vi mennesker ikke være bange for det ukendte, men bare leve i nuet.
Langdal vil gerne give publikum associationer til aktuelle emner som social arv, mønsterbrydere og genforskning: hvad er det der bestemmer vores liv, og hvor meget kan vi selv få indflydelse på? Men det løftes aldrig højere op end til et par fortærskede banaliteter om vi ikke kender vores skæbne, at livet er en illusion, osv. Med andre ord er det min anke, at grebet er for overfladisk.
Selve konceptet er interessant og velvalgt som analogi til Caldérons univers med scenografien som symbol på det mareridtsagtige ingenmandsland, som karaktererne befinder sig i til. Men i skuespillet kommer denne hjemløshed ikke tydeligt frem (på nær hos Trine Dyrholm). Det havde været spændende hvis Langdal havde været mere tro over for sit eget projekt i stedet for at spille sovekammerfarce i campingvognen. Så havde konceptet hængt bedre sammen og været dybere funderet end her. Dog kan det i forestillingens virvar af referencer, der kan forvirre selv den mest velbevandrede Caldéron-kender, ske at der skabes en stemning i tilskueren af en slags eksistentiel forvirring, der får os til at føle at livet, kønnet, skæbnen, det hele er udskifteligt, overfladisk og kunstigt. Og det er jo en pointe hos Langdal.
Livet er en drøm
Betty Nansen Teatret 25. februar – 2. april 2011
Dramatiker: Pedro Caldéron de la Barca
Instruktør: Peter Langdal
Skuespillere: Trine Dyrholm, Kenneth M. Kristensen, Dick Kaysøe, Olaf Johannesson, Thomas Bo Larsen, Meike Bahnsen, m.fl.
Dansk tekst: Mette Wolf Iversen og Peter Langdal
Scenografi: Maja Ziska
Lysdesign: Christian Alkjær
Referencer
Christoffersen, Erik Exe; Hvem ejer teatret? fra antologien Sceneskift, red. Alette Scavenius og Stig Jarl, Multivers, 2001
Liebst, Lars og Erik A. Nielsen; Hvem ejer Shakespeare?, Gyldendal, 2000
Louise Bagger er cand.mag. i teatervidenskab og fransk