Du er så smuk og dejlig, på spejderære!
Hvid Magi af Sort samvittighed
Af Tanja Hylling Diers
En trup udmajede, barbenede pigespejdere marcherer ind på Nordpolen. De har instrumenter med og 6 forskellige kvindestemmer, som præsenterer sig for os i et uharmonisk råbekor på bedste spejdermanér. Koret går over i en undersøgelse af ordene ’dejlig’ og ’smuk’; alt omkring dem, tilmed enkelte publikummer, udpeges nu som smukke eller dejlige. Legen afløses af Marquis de Sade i en insisterende staccato.
Så er scenen sat. Vi sidder spændt og venter på, hvad gruppen Sort Samvittighed har tilført Anne Linnets sange og univers. Vi er inviteret til en teaterkoncert, men det viser sig, hverken at være af den storslåede og virtuose slags kendt fra Østre Gasværk eller den karakterbårne som i, fx Nick Cave-teaterkoncerten. Med Elisa Kragerup i spidsen akkompagneret af Jeanett Albecks opfindsomme musikalske arrangement har Sort Samvittighed fortolket teaterkoncerten som en art kabaret, hvor det enkelte nummer monteres ind i helheden uden at påkalde sig en funktion i et narrative forløb. Sangenes egen kraft og poesi får på den måde lov til at være i fokus. Men dermed ikke sagt at performerne mangler power. De er både charmerende og frække.
Vi er i et univers, som rummer både det naive og det vellystige. Polarlandskabet står i kontrast til de bare ben og blå knæ, der både peger på barndommens hudafskrabning og et mirakuløst plaster på såret og de små fristerinder endnu ubevidste om den modne seksualitet. På samme måde kan scenografiens nøgne træer både bruges som klatrestativer og ekshibitionistiske podier. Pigespejderne kan binde knob i jordbærkaramelsnører, men når natten falder på går det ikke stille for sig i soveposens varme dyb. Forvandlingen fra pigespejdere, der fniser og uoverlagt frister med deres bare hvide ben, sker inden daggry. I soveposens mørke indre finder de varme og vellyst; en flig af deres egen seksualitet stønnes ud, kun for at udløse en kastration i skikkelse af en havfrue-fiskehale. Havfruen er havets skønhed, men de sammenvoksede ben afskærer hende fra den kvindelige tilfredsstillelse, og hun må leve uden kvindens kødelige lyst. I Hvid Magi må havfruerne heldigvis ikke ofre deres sirenestemmer til havheksen for at træde ind i den vokse menneskeverden. Tilstanden viser sig ikke at være bestandig. Men heldigvis har havfruebevægelser tilmed en betydelig komisk effekt, der udløses, når de 6 performere møver sig rundt som ubehjælpsomme og hvinende sæler. Havfruerne er en finurlig hilsen til H.C. Andersen, som videreføres af sangen De røde sko.
Lige før pausen genfødes pigerne som kvinder og befries for den hæmmende kyskhedshale. Og efter pausen, som altid truer med at få den gode stemning og energi til at kollapse, har pigerne bogstaveligt talt taget deres dyriske seksualitet og kvindelighed på sig. Signe Egholm Olsen brøler anden akt i gang med Nattog i skikkelse af en meter høj grizzlybjørn. Pigerne er nu punkede pelsbjørne, der rokker igennem med dunkende rytmiske underliv og headbangende bjørnekam. Det er sgu’ sjovt.
Det kræver mod at gå i kødet på en så kær dansk sangskat, som den Anne Linnet har beriget os med. Vi er mange, der af Anne Linnet har lært om de store ord, der er så svære at sige, og at det kan være helt okay bare at ville holdes om og holdes af. For mange har hendes musik været en form for soundtrack til 80’erne, hvilket fanges ind af Jeanett Albeck opfindsomme musikalske univers med bløde keyboardrytmer, der når en næsten euforisk stemning, da pigerne hiver kazoos frem i Venus.
Sort Samvittighed går til Anne Linnets univers uden forstillelse og med en befriende umiddelbarhed. I denne tilgang til teksterne ligger forestillingens egentlige styrke: holdet gør hver sang til sin egen lille juvel mere eller mindre tilslebet. Og den uomsvøbte kærlighed, som de leverer sangene med, gør forestillingen vedkommende. De går ikke til materialet med distance eller ironi, men med en varm og oprigtig humor. De tør lege med universet og gøre det til deres eget. De har ikke nogen intention om at sætte Anne Linnet i en bestemt bås.
Men hvorfor overhovedet Anne Linnet? Mit bud er, at hendes tekster rammer, fordi hun siger tingene som de er uden omsvøb. Det gør Sort samvittighed også. På ganske overraskende vis får de f.eks. sat teksterne i forgrunden med sekvenser, hvor versene tales ud som replikker. Man overraskes af sætninger som ”du er er mere lortet end de fleste” og ”inde bag facaden bliver man dolket i rouladen”, der i grunden er banale udsagn. Men i munden på en vred spejderpige bliver teksterne synlige på en overraskende måde og den retoriske kraft og ikke mindst humoren bliver tydelig.
Det er den samme kraft som forestillingen er gjort af. En forestilling, som giver instruktøren Elisa Kragerup to ud af to på succeslisten, efter Den unge Werthers Lidelser på Det Kongelig Teater, men denne forestilling er alt andet end en mesterinstruktørs magiske dukkeføring, derimod er Sort Samvittighed et buldrende kreativt og legelystent kollektiv. Hvid Magi er en holdsejr, hvor scenografi, musikarrangement, kostumer og performere spiller næsten optimalt sammen. Det bliver interessant at se, hvad hun næste gang kaster sit talent over og om Sort Samvittighed samles på en fremtidig spejderlejr.
Publikum er vilde, helt vilde. Alle har haft en god og glad aften. De er blevet (be)rørt af en forestilling, der mødte dem i øjenhøjde og slog kistelåget til Anne Linnets sangskat op på vid gab.
Iscenesættelse: Elisa Kragerup. Musik: Anne Linnet. Musikalsk arrangement og kapelmester: Jeanett Albeck. Scenografi og kostumer: Marie Rosendahl Chemnitz og Ida Marie Ellekilde. Koreografi: Signe Fabricius. Lys: Sara Åkerlund. Skuespillere: Jeanet Albeck, Rikke Bilde, Tilde Maja Frederiksen, Kitt Maiken Mortensen, Signe Egholm Olsen og Leila Vestgaard.
Hvid magi spiller på Edison frem til d. 2. april.
Tanja Hylling Diers er kandidatstuderende på Teater- og Performncestudier, Københavns Universitet.