Hotel Europa vol. 4: Five People
Tanja Hylling Diers
Potentialets kunst
Inden forestillingen havde jeg nogle forventninger, som var bygget op af mit kendskab dels til projektet fra omtale og hjemmeside, dels til vol. 2 af Ong Keng Sen. Jeg forventede, at Hotel Europa med sin pilotprojektform og ultrakorte øveperiode ville være en form for forestillingsskitse med potentiale til en mere helstøbt forestilling. Det Hotel Europa vol. 4 til min overraskelse viser sig at være, er en befriende uhøjtidelig iscenesættelse af begrebet potentiale. En forestilling, som vinder i kraft af humor og legelyst over for teatret som medie, men som forbliver en samling afscenefragmenter.
.
Forestillingen består af 5 dele, der ikke er tænkt som et narrativt forløb, men snarere som en uforudsigelig kædereaktion med tese-antitese-struktur. Den første performer skaber en scene med særskilt æstetik, dynamik, handling og virkemidler. Den næste performer træder ind og skaber et mod-udtryk til den forudgående efter devisen: hvad ville være fremmed hér? Det skaber en utroligt afvekslende forestilling, hvor hver del så og sige trækker benene væk under den forrige og kontinuerligt overrasker publikum og udfordrer enhver trang til narrativ tænkning. Det samlende for de fem meget forskellige scener er deres leg med ’det potentielle’. Spørgsmålet er således ikke: Hvem er den fremmede? Men: Hvad kunne det fremmede være? Og dette spørgsmål fremsættes så i det lokale scenerum som en udforskning af udtrykssiden.
Distance og overblik
Rummet er det samme, som vi kender fra vol. 2., nu bare renset for den afslappede stemning som Ong Keng Sen havde placeret sin undersøgelse af den ’fremmede’ dansker i. Perspektivet er også et andet. I vol. 2. blev vi placeret rundt omkring i forskellige niveauer som i et intimt talkshowstudie med samtalerne mellem Ong Keng Sen og 4 forskellige fremmede danskere som vores opmærksomheds samlingspunkt, hvad der førte til en mangel på overblik. I vol. 4 er rumæstetikken som udgangspunkt barberet ned til et minimum. Scenen er kun udstyret med nogle små højtalere, en enkelt elpære i loftet og nogle swobodaer i siderne. Publikum er trukket ud i salen på en publikumstribune, hvilket giver et godt overblik over scenen. Afgrænsningen mellem scene og sal er genetableret, og man kan derfor som publikum føle sig tryg i sin rolle pga. teaterkonventionernes genkendelighed og den sikre afstand. Og netop denne tryghed kombineret med den legende tilgang til, hvad en forestilling kan være, skaber en spontan og varm anerkendelse hos publikum, der forestillingen igennem reagerer med grin, kluk og aktiv deltagelse i begivenhederne på scenen.
Telling not showing maybe imagening
En kvinde træder ind. Hun er iført guldstiletter. Hendes hår er stort, mørk og kruset. Hun beretter scenegangen for os; hvem gør entre, og af hvilke udgange gør de exit. Hendes stemme guider os igennem en scene med en håndfuld forskellige kvinder, som hun efterfølgende vil spille for os – ene kvinde. Der sker et flydende skift. Nu hører vi hendes stemme som lydoptagelse. Hun træder ud af guldstiletterne og forlader scenen. En elegant overgang fra etableringen af en rolle eller position, afløst af en stemme, som det er op til vores forestillingsevne at give en krop. Det magiske i scenen bliver de billeder af kvinderne og deres interaktioner, som publikum skaber både inde i deres egne hoveder og på scenen, når de hører stemmerne.
Det nærværende fravær
Den lydcollage, som langsomt bygges op i første del, bygger på fraværet af krop kontra nærværet af stemme levendegjort af antydninger eller markeringer. Selv om kroppen kun er midlertidig skaber stemmen et nærvær. Langsomt skabes der en samtale mellem kvinderne i guldstiletterne med den bløde stemme, der snakker og pludrer på et engelsk med udenlandsk accent. På et tidspunkt må jeg tage mig selv i at bevæge blikket hen imod fortællerstemmen (den position, der indledningsvis fortalte os scenegangen), men opdager selvfølgelig, at hun kun er til stede som stemme, hendes nærværende stemme havde narret mig til at tro, hun faktisk var tilstede.
Det er en betagende pludrende polyfoni, der kulminerer, da kvindestemmerne helt bogstaveligt talt finder melodien og sammen stemmer i med ’one singular sensation’ (A Chorus Line: ”One”, 1985 af Richard Attenborough). Kvinden beder om et black out, får det og stemmerne fortsætter med at synge i mørket. Et stæk følelse af nærvær på trods af det fysiske fravær breder sig ud over scenekanten.
Stemmen som lyd – det urmenneskelige
I anden scene bliver legen med krop, med stemmeføring og med lyd og lydkilder drejet i en ny retning. En uskarp spot giver en antydning af to kvindehoveder i scenens dybe mørke. Den ene kvinde begynder at udgyde nogle lyde. Det er ikke rigtig sang, men snarere klageråb. På dette tidspunkt virker scenen endnu mest komisk, også fordi kvindestemmen tydeligvis presser sig selv ud i falske toner, men efter noget tid bliver scenen mere alvorlig. Spotten bliver lidt kraftigere, og det bliver nu synligt, at den anden kvinde står med ryggen til os. Klagen bliver mere og mere til en sang og ’Jesus’ synes at være det eneste ord i lyrikken. Scenen er meget intens i sin insisterende tone og repetition af ordet Jesus. Udtrykket sender tankerne mod noget urmenneskeligt eller oprindeligt, men samtidig afføder situationen uro blandt publikum. Det virker som om det er svært at holde denne scene ud. Den anden kvinde byder ind med sin stemme og en leg med lyd og imitation af lydkilde indledes.
Samstemmighed backstage
Legen med stemmer bliver igen et tema i 5. scene, hvor de fem performere har samlet sig på nogle barstole fremme på scenen omringet af et kaos af rekvisitter og rod, de har hentet ind fra bagscenen. Her er backstage rykket frem frontstage, og nu skal der fortælles nogle sandheder. Det bliver der også, men i en legende tilnærmelsesvis enstemmig form, hvor reglen synes at være, at ord først kan udtales, når der er lydlig konsensus om det. Ordene artikuleres således polyfont, lyd for lyd, til et egentlig ord kan udtales enstemmigt. Denne legende praksis fører til næsten poetologiske udsagn som:
”The first impression has never the whole power”
”Multitude of thoughts brings you to a deeper level”
Men den konsensussøgende stemme agerer i modsætning til dét den selv udtaler, for den er en generator for sammenvævning af tanker gennem en fælles stemme. Legen bliver således medvirkende til en udjævning af forskellighed. Og ’multitude’ bliver erstattet af et ujævnt enslydende kor, som en af performerne dog ikke helt vil deltage i. Han tager i stedet en kommenterende og dermed fremmedgjort position, der skaber forbindelse ud til publikum.
”The challenge offers a new perspective.”
”Systematic rules don’t work.”
”Organic structures support different perspectives.”
Forestillingens sidste scene fører os hen til et punkt, hvor fremmedheden i meninger og tanker er nivelleret, mens hver scene har etableret den enkelte performer som et selvstændigt individ gennem markant individuelt prægede scener.
Forestillingen som helhed er af den grund kommet til at stritte i mange retninger, hvilket understøtter en fornemmelse af fremmedhed imellem formsprogene.
Og endelig det udsagn, som synes at indramme de fem performeres indstilling til denne forestilling (og måske til teater i det hele taget):
”Childish behaviour leads you to creativity”
Disse sympatiske udsagn efterfølges af en direkte henvendelse til publikum om at byde ind med spørgsmål til den fælles stemme. Publikum går med på legen og scene og sal smelter momentant sammen.
Man kunne afslutningsvis vove den kritik, at netop den umiddelbare og legende tilgang er noget, man alt for sjældent ser praktiseret på den danske teaterscene. Campos gæsteoptræden er af den grund et frisk pust på den københavnske teaterscene, selv om legen til tider bliver lidt for langtrukken.
Foto: Phile Deprez
Koncept og mentor: Dirk Pauwels
Performere: María Jerez (Spanien), Min Kyong Lee (Sydkorea), Peter Aers (Belgien), Hanneka de Jong (Holland) & Jean-Baptiste Veyret-Longerias (Frankrig).
Hotel Europa vol. 4: Five People, et gæstespil fra CAMPO (Belgien)
Spiller fra d. 15.2 – 19.2 på Republique (store scene)
Tanja Hylling Diers er kandidatstuderende på Teater- og performancestudier, Københavns Universitet.