Nordkraft på Nordkraft
Af Erik Farmann
Allan står på scenen og siger: ”Jeg griber om Franks hals med den ene hånd, skubber ham op ad væggen og trykker til, så jeg kan mærke hans adamsæble skarpt mod min håndflade. Han kan ikke få luft. Han er ved at kvæles, da jeg giver slip. –Hold dig væk fra mig, Frank”. Frank har lige truet ham og talt nedsættende om en pige, Allan er forelsket i.
Dejlig trængsel: 16 skuespillere i scenograf Mie Riis’ virkningsfulde og funktionelle glasbur på Nordkrafts scene. Projektet er realiseret i samarbejde med Aalborg Teater. Foto: Nils Krogh
Pusheren Frank tager sig til halsen og siger: ”Han holder sig gispende om halsen. –Du er en færdig mand, Allan. Du er fucking død!”
Situationen er følelsesmæssigt højspændt og lægger op til dramatisk handling, men de to skuespillere, Anders V. Momme og Thomas Bang, står fire meter fra hinanden og læser op fra hver sit eksemplar af den samme bog. Ellers ingen aktion.
Sådan er Jakob Ejersbos roman Nordkraft om 90’er-provinsens narkomiljø sat på scenen som åbningsforestilling i det nye Teater Nordkraft, der har hjemme i det tidligere kraft-varmeværk Nordkraft i byen, hvor handlingen foregår: Aalborg.
Vedkender sig forlægget
At omsætte epik til drama er altid en krævende sag. Man fjerner sig let for langt fra forlæggets ånd, eller man falder i en af to fælder: At omsætte al beskrivelse til handling ved at tildigte replikker og situationer eller at lade en fortæller udfylde de huller, der ikke kan dramatiseres. Det går galt, hvis tonen ikke rammes rent.
Men forestillingen Nordkraft i Aalborg vælger altså en anden vej og vedkender sig demonstrativt, at den bygger på en roman. Titel, forfatter, forlag, ISBN-nummer osv. citeres direkte fra kolofonen, og bogen er i 16 eksemplarer fysisk til stede i samtlige de tre timer, forestillingen varer. Skuespillerne læser ikke alene replikker, men også beskrivelser og karakteristikker, og ind imellem glider de over i mere spillede scener. Nej, ”spillede” er upræcist; der er nærmere tale om markeringer: En affejende bevægelse med hånden, en kortvarig halten, en rygvendt afsked, et hiv af en joint.
Dette overraskende og originale greb af instruktøren Hans Henriksen og dramaturgen Jens Christian L. Led, som står for bearbejdelsen, styrer elegant fri af nogle af dramatiseringernes farlige skær, og samtidig skaber de en bevidst distance til både forlægget og dets tid – en Verfremdung fristes man til at sige om denne ret tysk inspirerede opsætning.
I lange stræk fungerer konceptet fint, fordi det giver publikum mulighed for at holde rede på de mange personer og handlingstråde, men en roman er jo informationstung i forhold til en dramatekst, og konceptet gør flere steder forestillingen udynamisk og langtrukken. De mange ord tynger især den første halve time, hvor samtlige personer gør rede for deres rolle og status i narkomiljøet, og i slutningen, hvor de diskuterer konsekvenserne af deres måde at leve på.
Too drunk to fuck
Når forestillingen begynder er der 14 skuespillere på scenen; senere kommer to til – et usædvanligt syn i Danmark, hvor en forestilling på et mindre teater kaldes stor, når der er flere end fire medvirkende. Den lange rolleliste skyldes da også et bemærkelses- og efterfølgelsesværdigt samarbejde mellem Teater Nordkraft og Aalborg Teater.
De unge mennesker står i hættetrøjer, hullede cowboybukser, dynejakker og øvrigt outfit fra 90’erne mast sammen i et seks gange tre meter stort glasbur. I hjørnet uden for buret er guitarer, bas og trommer parat til et rock/punk-band. Ellers intet andet end rå neonrør på de sorte vægge, som de medvirkende i løbet af forestillingen fylder med citater fra romanen. Igen de skrevne ord, hvidt på sort.
De mange spillere gør, at alle romanens personer kan gestaltes af hver sin skuespiller gennem hele forestillingen. Næsten en nødvendighed og i hvert fald en fordel, hvis publikum skal kunne følge med i en kollektiv historie, hvor handling, sted og replikker hurtigt springer frem og tilbage.
Kun to ældre skuespillere dækker skiftende forældreroller: Småborgerlige, rødvinsdrikkende, forvirrede og hjælpeløse voksne, der ikke fatter deres børn og ikke kan hjælpe dem i deres misbrug og identitetsprojekter. Men forestillingen lægger ikke skyld på familie eller samfund og heller ikke på de unge selv. De er blot gledet ind i stofferne af kedsomhed, nysgerrighed eller almindelig laden-stå-til og har svært ved at komme ud igen, ikke mindst fordi miljøet med al sin sølle råhed også rummer forståelse, ømhed og poetisk vanvid.
Alle karaktererne fyldes af spillerne med indfølelse og ung energi, og når fem af dem danner undergrundsbandet Büld og med riv i guitarerne og dunk i bassen skriger Too drunk to fuck! eller går i alpha mode i den hippiefølsomme Månebarn, bliver tilskueren vellykket transporteret langt tilbage og ind i 90’er-miljøet.
Romanen
Forestillingen knytter sig eksplicit til Ejersbos roman, men opløser dens struktur. Det er en klog beslutning, for selvom bogen er en kollektivroman, falder den i tre dele med hver sin person som centrum.
I første del er det Maria. Hun er droppet ud af uddannelsessystemet og flyttet hjemmefra sin borgerligt ambitiøse mor (samboende med chefscenografen på Aalborg Teater; sådan én er vist aldrig forekommet der). Hun er ”pusherfrau” for en fyr, som alle i kredsen handler med. Mens han stener mere og mere, bliver Maria mod sin vilje tiltrukket af en tidligere irakisk soldat, Hossein, der cirkler rundt i yderkredsen af miljøet. De ender med at blive par.
Anden del har Allan som hovedperson. Han er kommet tilbage til Aalborg-miljøet efter at have sejlet et par år, og hans projekt er nu at holde sig fri af stoffer og blive accepteret og elsket af en pige, han falder for ved første blik. Det lykkes.
Tredje og sidste del af romanen foregår omkring Stesos begravelse. Steso er både i romanen og forestillingen et brændpunkt, den som alle forholder sig følelsesmæssigt til. En begavet ung fyr fra det bedre borgerskab med akademikerordforråd og filosofiske erkendelser; tyvagtig, ondskabs- og omsorgsfuld. En hærdet narkoman, der pumper sig med alt, hvad han kan presse ind i lyskens arrede årer.
I romanen er situationen hjerteskærende, da forældrene finder ham død i hjemmet, efter at han har taget en overdosis, og ved gravøllet mødes næsten alle vennerne fra miljøet. Her tvinger konfrontationen med døden, savnet og smerten dem til at gøre status over deres individuelle livsprojekter. Hvorfor gjorde de, som de gjorde? Hvorfor gik det, som det gjorde? Og hvad nu?
For nogle er der en vej ud og op; andre bliver nok for altid hængende, hvor de er.
Stramt koncept
Marias og Allans historier er i forestillingen arrangeret, så de væver sig gennem hele forløbet med så præcise og rigtigt valgte detaljer, at man forstår, hvad der er på spil. Men Stesos død, begravelse og gravøl forbliver underligt udvendige. Foran glasburet med mor, far og den døde Steso, holder vennerne dommedag over sig selv og hinanden stående side ved side. Sådan var skuespillerne også placeret i begyndelsen af forestillingen, og som dér daler intensiteten. Alt for meget skal formidles alene af ord, og konceptet administreres simpelthen så stramt, at der ikke er plads til de fysisk-teatralske virkemidler og/eller sceniske interaktioner, som kunne tale til andet end intellektet.
Farlighedens fravær
Jakob Ejersbo er jo fristende at sætte på scenen, fordi hans verden tilbyder stof af en karakter og voldsomhed, som sjældent forekommer i dansk dramatiks hjemlige familiemanuskripter. Her er desperat sex, dødsdrift, vanvid og smertelige tab, og bagved lurer utryghed, vold, pushere, rockere og skarpladte våben. Men i denne bearbejdelse er den potentielt livsfarlige Hossein (varmt spillet af Hadi Ka-Koush), blot begavet og vittig, og da Allan brutalt er blevet gennembanket som gengæld for kvælertaget på Frank, nøjes forestillingen med at lade Allan vende ansigtet mod publikum og vise et ansigt smurt ind i blod. Intet chok; ingen fornemmelse af, hvordan og hvor slemt, han er blevet tilredt. Han kunne lige så godt været faldet på badeværelset.
Det dramaturgiske greb, at lade bogen være en håndgribelig og bogstavelig realitet gennem hele forestillingen og blot sporadisk markere ydre handling, styrer forestillingen Nordkraft uden om klodsede og banale dramatiseringsformer. Men den næsten dogmatiske fastholdelse af konceptet forhindrer smerten, farligheden og romanens raspende rå realisme i at udfolde sig frit på scenen.
Nikolaj Bjørn-Andersen er overbevisende som forestillingens vibrerende centrum, sprøjtenarkomanen Steso. Foto: Nils Krogh
Nordkraft baseret på Jakob Ejersbos roman
Instruktion Hans Henriksen
Scenografi Mie Riis
Dramaturg Jens Christian L. Led
Teater Nordkraft, Aalborg, i samarbejde med Aalborg Teater
Sidste spilledag 19. Marts 2011-02-17
Erik Farmann er lektor på Journalisthøjskolen. Har været anmelder og kulturredaktør ved blandt andet Danmarks Radio P1 og Århus Stiftstidende.