Af Sanna Albjørk
Den singaporianske instruktør Ong Keng Sen er en sød talkshow-vært. Han er lattermild og humoristisk og kærligt interesseret som en anden Oprah Winfrey. På Teater Republique interviewer han fire danskere med forskellig etnisk baggrund i noget, som skal ligne en hotelfoyer, men mere minder om en hyggelig og trashy tysk teaterscenografi. Væggene er dækket af et gammeldags tapet eller står ufærdige med gennemsigtig plastik. Midt på det store gulv ligger et orientalsk tæppe, og en bred trappe fører op til en repos med et skrivebord og nogle stole. Under reposen er indbygget en lille bar, der har åbent gennem forestillingen. Publikum sidder på den brede trappe eller på bænke langs væggene og på store tv-studieagtige kasser rundt om det orientalske tæppe, hvor instruktøren interviewer de fire gæster under et intimt rødt lys.
Ong Keng Sen står for Vol. 2, som er den første (Vol. 1 blev ikke realiseret) af fire forestillinger i Republiques serie, Hotel Europa, hvor en række internationale teaterkunstnere laver forestillinger om begrebet Den Fremmede. Idéen er at byde fremmede velkommen, spørge ind til deres oplevelser af Danmark og udnytte deres erfaringer. Det er et meget sympatisk foretagende, men også vanskeligt, for hvordan repræsenterer man den fremmede?
I Vol. 2 har instruktøren Ong Keng Sen valgt selv at fungere som repræsentant. Som homoseksuel har han følt sig fremmed i sit hjemland Singapore, hvor homoseksualitet er forbudt, og han har gennem mange år rejst og lavet teaterprojekter i flere dele af verden – i Danmark Lear i 1999 og Search:Hamlet på Kronborg i 2002. Med smil præsenterer han sig som såkaldt stranger expert og sætter sig selv i scene som vært i en slags temaaften om fremmedhed. Aftenens ramme er den selvbiografiske roman Montecore af svensk-tunesiske Jonas Hassen Khemiri, som bl.a. beskriver hverdagens racisme i Sverige. Romanen består altså af overvejelser fra en anden stranger expert og i løbet af forestillingen bringes uddrag fra bogen i højttalerne. Det er interessante overvejelser, men når man ikke på forhånd kender bogen, kan de være svære at sætte ind i den større sammenhæng og forstå.
Anderledes let er det at knytte an til de fire gæster, Ong Keng Sen interviewer som dansk-udenlandske stranger experts. Asad er fra Pakistan, ph.d. i molekylær genetik fra Cambridge, gift med danske Lotte og bosiddende i Danmark gennem mange år, hvor han efter en pædagogisk uddannelse har fungeret som konfliktløser. Annette er fra en ateistisk familie og konverterede i 1999 til islam. De to unge brødre Joel og Zaki har samme danske mor, men forskellige fædre fra henholdvis Marokko og Egypten. Gæsterne er alle velformulerede og reflekterende, og Ong Keng Sen lytter interesseret og kommer med humoristiske kommentarer. Det skaber en dejlig åben atmosfære, og i mellem hvert interview er der pauser, hvor man kan falde i snak med hinanden eller gæsterne.
Får man en forståelse af den fremmede ved at lade danskere med blandt etnisk baggrund fortælle historier fra deres liv? Det kan virke mere virkeligt, når det ikke er skuespillere, der skal repræsentere andre, men mennesker, der præsenterer sig direkte på scenen som sig selv, og det er for tiden en yndet teaterpraksis. I Tyskland kaldes de ”hverdageseksperter” efter Rimini Protokoll. Ikke desto mindre er der stadig tale om en iscenesættelse.
I Vol. 2 er historierne gæsternes egne, men udvalgt gennem et ti dages samarbejde med instruktøren, de fire interviews udgør på den måde en redigeret genopførelse. Så hvis oplevelse af fremmedhed er det, man som publikum bliver præsenteret for? Instruktørens, den enkelte interviewedes, Republiques?
Fordi forestillingen holder sig til interviewsituationen og ikke lader de fire gæster indgå i en større dramatisk iscenesættelse, holder den sig tæt op ad gæsternes historier, og de er interessante at høre. Ikke desto mindre vælges hverdagseksperter som oftest som repræsentanter for noget, fx asylansøgeren eller den prostituerede, og i dette tilfælde den fremmede. Men giver det mening, at et enkelt menneske skal repræsentere en hel gruppe eller et begreb?
Den problemstilling tager gæsten dansk-egyptiske Zaki op i overvejelser over offentlighedens brug af indvandrerhistorier. Zaki er rapper, digter og dramatiker og i tvivl, om han bliver inviteret til forfatterarrangementer pga. sine digteriske evner eller for at repræsentere succeshistorien om en dansker med blandet etnisk baggrund. ”Præmieperkeren”, kalder han det, og er i gang med at skrive en forestilling om dette problemfelt til Det Kongelige Teater. Det er ikke til at vide, hvilke kriterier Vol 2.’s gæster er blevet udvalgt efter, men faktum er, at de også repræsenterer succeshistorier. De er så sympatiske, velintegrerede og velformulerede, at de faktisk ikke virker fremmede, de har bare anderledes historier end jeg. Det er sikkert også pointen at vise det. I en af de næste Hotel Europa- forestillinger kunne det være interessant at møde nogen eller noget, der var så anderledes, at de eller det var sværere at forstå og derfor fremmede i ordets egentlige betydning.
Ikke desto mindre er det en utrolig dejlig aften i selskab med Ong Keng Sen og hans gæster. Det føles som et kærligt møde, lyttende og hjerteligt. Ong Keng Sen er dygtig til at skabe et rum med åbenhed, og både i pauserne imellem de fire interviews og efter forestillingen falder publikum i snak med de fremmede. I forhold til den mistroiske og krævende holdning, der er til indvandrere og flygtninge i Danmarks herskende politik, er Vol. 2 et skønt åndehul.
Hotel Europa – Vol. 2. Instr. Ong Keng Sen. Teater Republique, 18. – 22. januar. Vol. 3 + 4 + 5 spiller i løbet af foråret.
Sanna Albjørk er kandidatstuderende på Teatervidenskab og performancestudier på Københavns Universitet