Anmeldelse af Peter Christensen Teilmann Kulturliv. Institutioner, praksis og formidling (Samfundslitteratur, 2010)
Louise Ejgod Hansen
Peter Christensen Teilmann er – som nogle af Peripetis læsere måske vil vide – relativt nyansat direktør for Teatermuseet, men har derudover været såvel kulturjournalist som foredragsholder og har nu skrevet en bog, der bredt introducerer til det danske kulturliv. Og netop bogens bredde er en kvalitet: Den kommer langt omkring – især eksempelmaterialet et righoldigt, nuanceret og aktuelt. Her er alt fra problemer med sammenlægningen af museerne i Skive Kommune til biblioteket i Hjørring og Bjørn Nørregaards skulptur Nørrebros hjerte. Også Teilmanns formidlingsmæssige faglighed er en klar styrke ved bogen: Det er en læsevenlig bog, som er skrevet i et flydende sprog.
Særligt første kapitel præsenterer i nærmest essayform de overordnede problemstillinger, som kulturlivet er konfronteret med. Det sker i form af en metaforisk gåtur i gaderne omkring Københavns hovedbanegård. Dette greb er illustrativt, og det er elementært spændende at få kultursammenstød, dannelse, aktiviteter og tabu præsenteret ved hjælp af Tivoli, Frihedsstøtten, Istedgade og andre, genkendelige lokaliteter. Kapitlet afsluttes med at pege på to af de centrale begreber i Teilmanns eget kultursyn: sammenstød og dialog.
De efterfølgende fem kapitler kommer omkring forskellige dele af kulturlivet. I kapitel to lægges der ud med en analyse af forholdet mellem kulturen og medierne. En styrke ved Teilmanns analyser er, at de rummer flere forskellige perspektiver og altså ikke forfalder til hverken et entydigt negativt eller et entydigt positivt billede. Lidt pudsigt ender analysen af tv-mediets betydning med TV2s Go’morgen Danmark som en af heltene: Programmet bryder med det segmentopdelte mediemarked og realiserer dermed et gammelt kulturpolitisk ideal: ”Giv ikke folk, hvad de tror, de gerne vil have; giv dem det, de ikke ved, de gerne vil have, og giv dem det der, hvor de er af andre grunde.” (s. 60) Ud over en analyse af tv og public service-begrebet, kommer kapitlet også ind på avisernes kulturdækning, som kortlægges i detaljer samt på kulturinstitutionernes stigende fokus på journalistisk formidling.
Herefter går Teilmann videre til det kulturpolitiske niveau. Kapitel 3 omhandler den statslige kulturpolitik, dens institutioner og det kulturpolitiske værdigrundlag. Efter en overordnet introduktion til kulturbegrebet og den kulturpolitiske historie skildrer kapitlet kunststøttesystemet med fokus på Kulturministeriet, Kunststyrelsen, Statens Kunstråd og Statens Kunstfond. Kapitlet er som bogens øvrige rigt på detaljer, men mangler en tydeligere rød tråd i sin gennemgang af de mange forskellige perspektiver, som Teilmann inkluderer i sin analyse.
Efter kunsten er turen i kapitel 4 kommet til kulturarven. Teilmann præsenterer en række væsentlige perspektiver på institutionaliseringen af kulturarven på museer, arkiver og biblioteker, herunder ikke mindst en nuanceret og dybdegående diskussion af spørgsmålet om bevaringsværdighed. En afgørende pointe er, at institutionaliseringsprocesserne påvirker kulturarven: Det gælder både i forhold til de gamle kulturinstitutioner, der blev grundlag for at repræsentere nationen, men også nyere institutioner, som nogle af de mange fusionsmuseer, der ser dagens lys i disse år. Teilmann har en afgørende pointe, når han peger på, at værdigrundlaget for og formålet med oprettelsen af en institution vil præge dens praksis, også når politiske hensyn sættes over faglige interesser.
Bogens sidste to kapitler rummer analyser af aktuelle problemstillinger. I kapitel 5 Kulturinstitutionelle brændpunkter er det igen kulturarven, der er i centrum. Her analyseres Kulturarvsstyrelsen; en analyse, der er parallel med den af Kunststyrelsen i kapitel 3. En del af pointerne er også de samme, nemlig at de centrale styrelser ikke længere er tilbagetrukne forvaltningsinstitutioner, men synlige kulturaktører der gennem viden, inspiration og strategisk arbejde påvirker kulturinstitutionerne – gerne med udgangspunkt i Kulturministeriets strategier:
Når det kommer til nytænkning af fx museernes formidlingsformer ud i retning af oplevelsesøkonomien og oplevelseskulturen, så er Kulturarvsstyrelsen helt på højde med de kulturpolitiske strategier, der planlægges og styres fra Kulturministeriet. (s. 202)
Brændpunkterne i kulturlivet er ifølge Teilmann knyttet til nye formidlingspraksisser, herunder de såkaldte kulturelle hotspots, som han præsenterer med inspiration fra Norge. Desuden kommer han omkring såvel den stigende netværksorganisering som oplevelsesøkonomi og begivenhedskultur. Disse temaer er hverken overraskende eller originale, men også her rummer bogen en mangfoldighed af konkrete tiltag og projekter. Samtidig giver tendenserne anledning til en refleksion over konsekvenserne af organiseringsformerne:
Det gjorde et forhold synligt, som også gælder mere i det skjulte i de traditionelle institutioner. Nemlig at selve institutionstypen er afgørende eller direkte styrende for institutionens indhold, kulturbegreb og målsætning – simpelthen praksis. (s. 224)
I kapitel 6 er det de digitale mediers betydning for kulturlivet, der er i centrum. Igen fylder kulturarven en hel del både i form af spørgsmålet om digital registrering og helt konkret i form af en præsentation af Webmuseum.dk. Teilmanns afsluttende pointe er, at digitaliseringen ikke kun løsriver kulturinstitutionerne fra deres fysiske rammer, men også skaber nye adgangsmuligheder til disse.
Valget af perspektiver i de enkelte kapitler kan godt synes lidt en skønsom blanding, men i sin helhed kommer bogen omkring det meste og det mest relevante. Dog savner jeg en kort afslutning til igen at samle de meget forskellige tråde, som udspinder sig i de enkelte kapitler og på kryds og tværs i bogen. Teilmann henviser løbende til uddybninger andre steder i teksten, men netop dette tenderer dog at forstyrre læsningen – i hvert fald hvis ens tilgang er at læse bogen fra ende til anden. I så fald er bogen præget af en del gentagelser og opsummeringer, der ikke bidrager til at skabe et overblik.
Teilmanns bog er som udgangspunkt ikke et politisk manifest – på den måde adskiller den sig fra andre nye kulturpolitiske bøger som Peter Hankes Kulturens skjulte styrker og Kasper Støvrings Sammenhængskraft. Teilmanns Kulturliv. Institutioner, praksis og formidling er i højere grad en informerende og analyserende bog end en egentlig debatbog, men naturligvis – og heldigvis – positionerer Teilmann sig også i forhold til det kulturpolitiske værdigrundlag. Undervejs i bogen vender han hele tiden tilbage til Carina Christensens kulturpolitiske strategi Kultur for alle fra 2009 og dens værdigrundlag: at deltagelse i kulturen skaber sammenhængskraft. Teilmann peger på, at sammenhæng og ideen om et kulturelt tilhørsforhold er baseret på en konsensusforståelse, som både er ekskluderende og konserverende, og at han derfor hellere så dialog og debat som kulturpolitiske grundværdier. Hans gennemgående brug af netop Carina Christensens kulturpolitiske strategi sætter bogens oplagte svaghed på en prøve: Ved at skrive om det helt aktuelle risikerer Teilmann, at bogens holdbarhed er begrænset. Allerede et år efter offentliggørelsen er Carina Christensens strategi om ikke officielt skrinlagt, så i hvert fald tiet ihjel af hendes afløser Per Stig Møller. Alligevel fungerer det, at Teilmann inddrager denne type eksempler, fordi han bruger dem til at rejse centrale kulturpolitiske problemstillinger, som rækker ud over det konkrete eksempel. Samtidig forankrer Teilmann sine analyser historisk gennem henvisninger. Her får han vist, at såvel perioden omkring oprettelsen af Kulturministeriet i 1961 som perioden omkring 1800, hvor en stor del af den nationale institutionsstruktur oprettedes, har afgørende betydning for kulturlivet i dag.
Trods min umiddelbare glæde over bogen som et bud på en vidende og omfangsrig præsentation af det danske kulturliv, har jeg en afgørende anke: Teilmann behandler sit emne for journalistisk, hvilket forhindrer en skarpere analyse og en mere overbevisende argumentation. Til trods for bogens detaljerede og mangfoldige analysemateriale dukker der undervejs en række konklusioner op, som fremstår udokumenterede. Samtidig er det som om Teilmann ikke bruger sine cases nok – som om de kunne have sagt ham og os mere, hvis blot de var blevet udfoldet lidt mere. Bogens præmis er, at de teorier, som præsenteres undervejs ”holdes i kort snor”, og det gælder uanset, om der er tale om Foucault, Bourdieu eller Florida. Det er for så vidt i orden. Problemet er ikke den teoretiske refleksion, men den manglende udsagnskraft i forhold til en analyse af de overordnede kulturelle problemstillinger. I sin inddragelse af de mange forskellige eksempler overser Teilmann væsentlige forskelle samtidig med, at hans konklusioner bliver for generelle og dermed tenderer det banale. Den manglende nuancering går også igen i hans begrebsbrug, hvor eksempelvis armslængdebegrebet ikke bruges specielt præcist.
Generelt fremstår bogens kapitel 3 som det svageste. Her er der flere tilfælde af faktuelle fejl og upræcisheder, som er af afgørende betydning for Teilmanns analyser. For eksempel skriver han, at Udvalget for Kunst i det Offentlige Rum er et af Statens Kunstfonds nyeste udvalg (s. 128), til trods for, at det har eksisteret fra fondens oprettelse i 1964, hvilket er et problem, når han bruger udvalgets praksis som et argument for en ny måde at agere kulturpolitisk på i det offentlige rum. Andre faktuelle fejl har måske knap så store analytiske konsekvenser, men det fremmer ikke forståelsen af den komplicerede relation mellem Kunststyrelsen, Statens Kunstråd og Statens Kunstfond, at Teilmann på side 132 skriver, at Kunstrådets Litteraturudvalg uddeler arbejdslegater, når det faktisk er Kunstfondens ditto, der gør det. Kapitlet tager for så vidt fat på den nok mest afgørende nyorganisering i kunstpolitikken: Oprettelsen af Kunststyrelsen. Men Teilmanns analyse lider af den svaghed, at han ikke skelner ordentligt mellem Kunststyrelsen på den ene side og Statens Kunstråd og Statens Kunstfond på den anden. Det kan til tider også være svært, og netop det forhold, at Kunststyrelsen også varetager operatøropgaver og dermed selv tager kunstfaglige initiativer, er med til at gøre forholdet mellem styrelsen og de kunstfaglige armslængdeorganer kompliceret. For en analyse af, hvad Kunststyrelsen har betydet for dansk kulturliv er netop dette ret afgørende, og det er derfor en skam, at Teilmann ikke for alvor skelner mellem de forskellige aktører. Et eksempel herpå er:
Kunststyrelsen er blevet en markant og offensiv aktør i kunstlivet både på dets indre og ydre linjer. Fra især Statens Kunstråd udgår der i stigende grad initiativer med hensyn til støtteordninger og udviklingsprojekter, der både søger at fange nye udfordringer i kunstlivet i flugten og samtidig søger at præge disse udviklinger i bestemte retninger. (122)
Når dette kapitel fremstår som det svageste, så handler det nok også om, at Teilmann først og fremmest fokuserer på og har kendskab til en anden del af kulturlivet end det producerende kunstliv – nemlig det, han med en for mig ny samlebetegnelse kalder: ABM-institutionerne, altså arkiver, biblioteker og museer. Disse institutioner og de kulturpolitiske problematikker knyttet til dette område udfoldes i bogens sidste tre kapitler og her er Teilmann tydeligt på hjemmebane.
Louise Ejgod Hansen er postdoc ved Institut for Æstetiske Fag, Aarhus Universitet og er tilknyttet Scenekunstnetværket i Region Midtjylland. Hun har skrevet ph.d.-afhandling om egnsteaterordningen og en række kulturpolitiske artikler. Hun er medlem af redaktionen af Peripeti.