Længslen efter det der er gået tabt
Heiner Goebbels Eraritjaritjaka
Af Laura Luise Schultz
Ved publikumssamtalen forud for Danmarkspremieren på Eraritjaritjaka. Musée des phrases beskrev den tyske komponist og instruktør, Heiner Goebbels, hvordan teatret i dag har flyttet sig fra det klassiske drama, der udspillede sig i plottet mellem karaktererne, til ”a drama of perception” – et drama, som udspiller sig i publikums sansemæssige oplevelse af de sceniske virkemidler.
Denne forskydning knytter sig til det 20. århundredes postdramatiske avantgardeæstetikker. Men i Heiner Goebbels eget tilfælde er det også helt klassisk teatermagi, der suverænt spiller sine forførende tricks med publikums sanser. Tag nu fx titlen: Eraritjaritjaka lyder fremmedartet og eksotisk, men har angiveligt en enkel og poetisk betydning: Længslen efter det, der er gået tabt. På et af de sprog, der tales af australske aboriginals. Men først og fremmest er titlen et trick, forklarer Goebbels: Han kan godt lide at give sine forestillinger fremmedartede titler, for så kommer der også et nysgerrigt publikum og ser dem!
Sceniske kompositioner
Det var i det hele taget en veloplagt Goebbels, der i samtalen med Anders Beyer og publikum klart og enkelt forklarede sit ellers ret avancerede syn på komposition som kunstnerisk praksis. Med komposition mener Goebbels både den musikalske og den sceniske komposition, for det er i den unikke sammensmeltning af musik og iscenesættelse, hans særlige talent udfolder sig.
I løbet af samtalen citerede Heiner Goebbels både direkte og indirekte Gertrude Steins poetik som model for sit eget kunstneriske arbejde. Bl.a. citerede han hende for udsagnet: ”Alt, hvad der ikke er en fortælling, kan være teater.”
Goebbels har i høj grad overtaget sit kompositionsbegreb fra Gertrude Stein, der dog i højere grad hentede inspiration fra maleriet end fra musikken. Stein fremhævede billedkunstens rumligt-visuelle kvaliteter som et modtræk til fortællingens lineære forløb. Hun ville væk fra den litterære fortællings dominans i teatret og i stedet fremhæve, hvordan de mange lag af visuelle og auditive sanseindtryk spiller sammen i teatrets komplekse sceniske kompositioner.
Goebbels forklarede, at for ham udgør musikken en sådan modvægt til det lineære forløb. Selv om musikken udfolder sig i tid, så tilbyder den samtidig andre strukturer som modvægt til det narrative handlingsforløb.
Det helt centrale i Goebbels æstetik er ønsket om at give plads til publikums egne billeder. Ved ikke at fylde hele paletten ud med det, vi forventer, skaber han produktive mellemrum mellem de enkelte elementer, hvor individuelle betydninger og sammenhænge kan opstå for den enkelte tilskuer. Magien og forførelsen opstår i de overraskende relationer mellem musik og scenografi, lyd og billede, mellem lys og skuespiller, tekst og bevægelse etc.
Længslen efter fortællingen
På trods af Stein-citatet var der nu alligevel en form for fortælling i Eraritjaritjaka. Den (u)mulige fortælling om det enkelte menneskes liv kom til syne på en historisk resonansbund af det 20. århundredes politiske og kunstneriske hovedstrømme. Elias Canettis fragmentariske noter udgjorde teksten i forestillingen, men teksten blev suppleret af de musikalske referencer, hvor en række af det 20. århundredes komponister var repræsenteret ved deres strygekvartetter.
Den gradvise tilsynekomst af et liv var indlejret i Goebbels’ forførende taskenspillerkunst, som består i, at det, vi ser, og det, vi hører, folder sig ind i det, vi tror, vi ser og hører. Derfor opleves det som ren magi, når vi pludselig opdager, at vore sanser har spillet os et puds, og vi er blevet rykket et andet sted hen: Det, vi så og hørte, var alligevel ikke det, vi troede.
Forestillingens undertitel er en slags genreangivelse: Musée des phrases – et ordmuseum eller en sætningssamling. Det er Canettis optegnelser, der udgør samlingen af sætninger: løsrevne fragmenter, ideer og skitser til andre tekster, eksistentielle betragtninger over verden og digtningen. Heiner Goebbels har komponeret – kurateret! – en fornem udstilling af dette omfattende materiale, en collage, der både viser den eksistentielle søgen og smerte, men også den sorte humor, som bider igennem teksterne, og som sammen med forestillingens fokus på den ældre skuespiller André Wilms samler sig til et portræt af Canetti og hans tid, som et billede på det enkelte menneske i historiens vold. Et portræt, der træder frem af montagen af alle disse fragmenter af mulige fortællinger og netop derigennem fortæller om længslen efter fortællingen som det, der karakteriserede det 20. århundredes historie, politik og kunst.
Tilbage i salen
Den lidt tunge eksistentielle krisefortælling om den gamle mand på en klangbund af masseudryddelsens 20. århundrede får modspil af den tekniske virtuositet i musik og iscenesættelse.
Vi ler ad skuespillerens udfordring af lyskeglens kontrol, vi forundres over, hvordan forgrund og baggrund hele tiden skifter mellem Mondrian-kvartettens musikere og den enlige skuespiller.
Huset, som vi kender fra Robert Wilson som symbol på det lyriske jeg og den eksistentielle erfaring af selvet, vokser i format og bliver til en projektionsskærm, da det magiske højdepunkt indtræffer: Skuespilleren forlader uden varsel scenen, fulgt af et livekamera. Publikum følger ham, den franske skuespiller på 2-dages gæsteoptræden i København, tage en taxa til Christianshavn, træde ind i sin lejlighed, samle dagens Politiken op fra dørmåtten, åbne post, tænde for fjernsynet, hvor Bodil Jørgensen toner frem i Rytteriet (!). Han steger en omelet, hvis duft spreder sig i salen… Hov? Vi troede jo lige, han var taget til Christianshavn?? Og hvordan kan musikken i den grad spille sammen med bevægelserne på projektionen? Og hvordan er musikerne nu kommet ind i huset, når de hele tiden har været på scenen? Gradvis opdager vi, hvordan skuespilleren slet ikke er på Christianshavn, men befinder sig i en lejlighed på scenen, bag den tilsyneladende flade, todimensionelle, stiliserede papkulisse af et hus, der fungerer som projektionsskærm, men samtidig pludselig åbner sig i dybden.
Krop og billede, live og projiceret, indre og ydre, her og der, folder sig fuldstændig ind i hinanden; og selv om jeg har fået tricket forklaret, da Goebbels for et par år siden deltog i en konference om Gertrude Stein i København, mister jeg orienteringen, fordi det er sansernes og fornuftens smidige og knastløse samarbejde, der udfordres og får en tur i vridemaskinen.
Eraritjaritjaka er i bogstaveligste forstand fortryllende teater, der sender os ud i rummet og de virtuelle virkeligheder, men lander os på finurlig vis i teatersalens overraskende og genfortryllede her og nu.
Heiner Goebbels: Eraritjaritjaka. Musée des phrases, Det Kongelige Teater, Gæstespil 10. – 11. december 2010. Publikumssamtale modereret af Anders Beyer forud for forestillingen 10. december.
Heiner Goebbels kommer til Danmark igen i sommeren 2011, hvor han med Athelas Sinfonietta og Concerto Copenhagen opfører den iscenesatte koncert ”Songs of Wars I Have Seen” med tekster af Gertrude Stein, samt laver en workshop i samarbejde med Republique.