Sense City – Jeppe Hein

Kunstneren Jeppe Hein har fået sin første retrospektive soloudstilling i Denmark. Fra oktober 2009 til februar 2010 udstiller han under titlen Sense City på Aros i Århus. Hein studerede på det Kongelige Kunstakademi i København und Städel Hochschule für Bildende Künste i Tyskland, har været Olafur Elliasons assistent og har en lang liste af solo- og gruppeudstillinger bag sig. Artiklen forsøger at beskrive udstillingen ud fra subjektive oplevelser, der bliver sammenholdt med Heins eksplicitte anliggende med sin kunst.
Samarbejde
Jeppe Hein er repræsentant for en nyere kunstnertype, der ikke arbejder i sit atelier på solipsistisk vis med ideer og udtryk, født ud af en individuel, indre nødvendighed. Hein driver et studio i Berlin. Han har flere ansatte: en studioleder som er kunsthistoriker, en kulturmanager, en teknisk, håndværksmæssig ledelse samt mere løst tilknyttede medarbejdere, f.eks. praktikanter, kunstnere og arkitekter. Her skabes der, siger han i en samtale med mig i efteråret 2009, muligheder og udvikling. Ikke bare bliver hans egne værker udviklet, diskuteret, modelleret og ’prototypiseret’, nej den slags kunst-studios skal også skabe udviklingsmuligheder for alle de andre, der arbejder i studiet. Diversitet synes ikke bare at berige Jeppe Heins kunst- og arbejdsliv, helt praktisk er en funktionel arbejdsdeling en nødvendighed i dagens kunstmarked.
Tværdisciplinære studios og teams er nye organisationsformer for kunstnerisk virksomhed. De tillader andre måder at afsøge kunstens mulige udtryksformer, kulturelle betydninger og økonomiske muligheder. Ifølge Jeppe Hein er kunst først og fremmest et mulighedsfelt, der tillader eksperimenter, uden at disse skal forklares og retfærdiggøres, som det er tilfælde blandt f.eks. designere eller arkitekter. Dette kulturelt beskyttede rum tillader kunstnerne at eksperimentere og samarbejde med f.eks. arkitekter og designere, filosoffer og antropologer. Heins (og andre kunstneres) organisationsform genererer et krydsfelt af flere kompetencer og perspektiver, der er med til at iværksætte kunstprojekter, der kan udfordre kunstnerens og vor kulturelle forståelse af kunst. Desuden synes det at være en fordel for produktion, formidling og salg af kunst i dag, hvor kunst og kunstnere indgår i mange sammenhæng underfor det traditionelle kunstmarket. Kunstnere i dag er også kreative konsulteter i alle slags projekter.
I Aros’ pressetekst placeres Heins kunst ”i krydsfeltet mellem kunst, arkitektur og tekniske opfindelser”; værkerne synes at tillade en overskridelse og en udvidelse, men af hvad?
Museet som iscenesat fabrik
Et af værkerne på Aros er en stor kuglebane, som slynger sig gennem museets permanente udstilling af moderne kunst. Hver besøgende udløser sin egen personlige bold, der begynder at rulle, når man træder ind i samlingen. Min bold begynder at rulle forbi de første værker, malerier, fotos, collager, en racerbil. Mit blik og min opmærksomhed er rettet mod kuglebanen, men kuglen tvinger mig til at se på udstillingens værker, fordi selve banen står i vejen. Banen bruger rummet mellem museets øvrige værker, men forstyrrer på den måde mit personlige rum, den trænger sig på og dikterer mit tempo gennem udstillingerne. Kunsten på væggen flyver forbi som flygtige landskaber set gennem et togvindue. Langsomt begynder værkerne at ændre karakter. Boldenes monotone rulle-lyde transformerer museet til en fabrikshal med samlebånd og stålkonstruktioner. Værkerne på væggene bliver til ufærdige artefakter, work-in-progress. Jeg rører endda ved nogle værker, de er jo ikke færdige og helliggjorte endnu.
Heins kunst indeholder et langsomt blikskifte: Fra et blik på værket til et blik gennem værket på det, der omgiver værket. På den måde bliver de det medium, man oplever museet og udstillingen gennem. Hein selv kalder dette for social minimalisme, når selve værket gør sig ’usynligt’ til fordel for at publikum kan mødes i værket og i udstillingen. Ifølge Hein, er kunstens opgave i dag at facilitere møder mellem mennesker i det urbane rum og i museet. Udstillingen Sense City forholder sig til tilskuernes konkrete aktioner, idet vor indgroet betragterattitude bliver kommenterer via spejle, røg og tekster på vægen. Værkernes re-aktivitet er således kommentarer, der tvinger de besøgende ud af den meditative betragterposition og ind i en selvreflektion og muligvis i en kommunikation med de andre tilstedeværende.
Museet som iscenesat by
Efter kuglebanen gik jeg ned til den egentlige særudstilling. Sense City indeholder to tematiske kvarterer, et spejlkvarter og et neon kvarter. Jeg vil fokusere på spejlene. Det alt dominerede spejlværk står midt på torvet og består af to cirkler af spejlsøjler, der langsomt drejer rundt i modsat retning. Jeg gik ind i værket og genfandt mig i indercirklen. To lag spejl-menirer kørte rundt om mig. Jeg kiggede ind i de mange spejle og fik næsten altid øje på mig selv i de smalle spejlsøjler, selvom jeg burde have set mange ansigter og skikkelser, spejlbilleder af alle dem, der stod i og rundt om installation og som burde reflekteres mangfoldigt. Men jeg så kun mig selv. Jeg ledte ligefrem efter mine egne spejlbilleder, jeg fastholdt mig selv i genspejlingens forvirringer, af angst for at mit spejlbillede ville forsvinde gennem spejlsøjlernes sprækker, som om det ikke kunne lide at være fanget i reflektionens inderkreds. ’Nej, nej, mit spejlbillede tilhører mig og jeg vil endda se mig selv fra flere vinkler’, tænkte jeg. ’Min hals er alt for lang i forhold til min krop! Og det strittende hår gør det endnu mere påfaldende!’ Ups, der forsvandt jeg mellem sprækkerne. Men jeg genfandt mit ansigt hurtigt, nej, det var ikke mit, det var en andens, som også havde runde briller på næsen. Jeg havde for et kort øjeblik fået en anden mands kontrafej. For et splitsekund kunne jeg mærke angsten for at være væk for mig selv, angsten for at være ukendt for mig selv . Søjlerækken drejede videre, langsomt og malende, mine øjne søgte febrilsk, her var jeg, jeg havde fundet mig selv igen. Jeg smiler til den anden med de runde briller og nikker.
Nej, spejle fremmer næppe socialiteten, hvilket ellers er Heins erklærede ambition. Tilskueren bliver meget bogstaveligt til en Narkissos. Aldrig før har vi spejlet os så meget – nu også på museet.
Udstillingen består af mange spejle: spejlkugler, spejlkuber, spejle der ryster, når man træder foran dem, spejle der drejer og spejle, der viser betragteren på en dampende stol. Spejle har det med at forsvinde til fordel for det, det viser. Siden renæssancen og op til det 20. århundrede blev kunst betragtet som virkelighedens spejl, som dog også forskønnede, harmoniserede eller på anden vis skabte virkeligheden. Hein indskriver sig i den tradition ved at tage spejlmetaforen ganske bogstaveligt. Men spejle gør andet og mere end at gengive. De konstruerer også rum.
Museet som institution opstod som sted for bl.a. iagttagelse, beundring og fordybelse. Museet afkræver en bestemt attitude fra både kunstværkets og publikums side. Sense City er opbygget som urbane rum med gårde og kvarterer og mulighed for sociale møder. Men rummene forbliver metaforer for det urbane, en scenografi for kunsten. Mange af værkerne fordrer interaktion (om man vil eller ej), men af en art, som ikke kræver, at man kommer i kontakt med de andre museumsgæster. Værkerne står solitært, der er ingen bænke eller steder, hvor man kan sidde og snakke. Heins dysfunktionelle bænke står uden for museet i Århus’ virkelige byrum; et interaktivt springvand bliver kun vist på en video. Og de udstillede spejle bliver ikke transparente, men suger snarere de besøgende ind i endeløse refleksioner. Men kan refleksioner socialisere?
Derimod er en metalkugle, der destruerer museets vægge, en anden metalkugle, der balancerer på en small lægte, en væg, der flytter sig umærkbart og en skrue, der drejer sig selv ind og ud, både at se som en leg med teknologi og betydning i museet, værker, som inviterer til en legende iagttagelse af udstillingens museale rammer.
Selvom værkerne ikke direkte fører til kontakt med andre besøgende, som Hein ellers gerne vil det, så smitter værkernes legende karakter. Kunstens museale seriøsitet bliver undergravet. Aros’ udstillinger som EnterAction (udstilling af interaktiv kunst i 2008) og Sense City (sammen med andre udstillinger i ind- og udlandet) bevirker, at museet langsomt skifter karakter. Det er et mærkbart resultat af en udvikling, der begyndte for 50 år siden, men som først nu, ved hjælp af den teknologisk prægede kulturelle udvikling, er slået igennem.