Baby Blue
Af Erik Exe Christoffersen
Betty Nansen Teatret. Iscenesættelse af Kamilla Wargo Brekling og Niclas Bendix. Scenografi: Maja Ravn. Tekst og musik: Bob Dylan. Med Steffen Brandt og Trine Dyrholm.
“Du slår op i en bog og du finder dit navn skrevet med skråskrift og med brændende savn” (Ballad of a Thin Man/ Historien om en tynd mand)
Tæppet går op, og i det sorte rum ses silhuetten af manden med guitaren belyst bagfra på den skrå scene, som han langsomt går ned ad til forscenen. Han begynder at spille, og det viser sig at være Steffen Brandt, som har gendigtet en række af Bob Dylans kærlighedssange fra især Blonde On Blonde, 1966 og fra Modern Times, 2006.
Han synger Drømmen om Johanna. Hende der optager ham mere end alt andet, men som ikke er med til festen. Langsomt i spredt flok kommer også orkesteret ind og falder i. Næste nummer er Pigen fra det højeste nord, og her dukker hun ud af mørket, på samme måde først i silhuet, kvinden med to kufferter, og senere går hun ned af den skrå scene. Det er Trine Dyrholm, i hvid kjole, som dansende og syngende gentager Jeg vil ha´dig, mens hun haler den ene lille hvide træstol frem fra kufferten efter den anden. Dyrholm efterfølges af fire dansere som spejler, gentager og varierer hende.
Teaterkoncerten er et møde mellem de to, manden og kvinden, og det er Dylans personlige side, som er i fokus: savn, ensomhed, længsel i uendelige versioner, genopført i dette rum af de to performere – skuespilleren og musikeren. Det er netop et møde mellem musikkens og teatrets forskellige måder at performe på. Musikeren fremstiller som performer ikke en rolle men udfører en vokal og instrumental teknik med en vis grad af scenisk nærvær, udstråling og personlighed. Steffen Brandt virker i overensstemmelse med sin funktion, han skaber derved en autenticitetseffekt, som forstærkes af hans genkendelige udseende: gråt hår, sort jakkesæt, hvid skjorte, og de personlige kommentarer mellem sangene som tager udgangs punkt i Captain Beefheartcitater (samtidig med Bob Dylan) efterfulgt af Brandts melankolske tilføjelser om livets kontingens.
Skuespilleren performer derimod en rolle eller en figur, og Trine Dyrholm fremstiller forskellige kvinder i Bob Dylans tekster – det du, som de ofte er henvendt til. Både nærværende og fraværende på en og samme tid. De er i samme rum, men de er alligevel adskilt i hver sit univers.
Hun er på den skrå scene med de fire dansere, som skaber et abstrakt, nærmest surrealistisk, drømmeunivers med kun få illustrative funktioner. De skaber forskellige koreografiske mønstre og agerer med forskellige objekter med Trine Dyrholm i en syngende hovedfigur.
Steffen Brandt og orkesteret spiller på forscenen. Først langt senere går han op på scenen til hende, og hjælper hende da hun er i virkelig krise. Til slut tager hun plads på scenekanten, og sammen synger de den sidste sang, som antyder, at han måske “med tiden (kan) få dig til at tro at du en dag vil blive”.
Man kan tale om remediering. Teksterne og sangen er en form for palimpsest, hvor man hører Brandt og nedenunder Dylan. På samme måde en der tale om en form for palimpsest mellem musik og teater. Det er som om de to kunstarter interfererer. Det vil sige de bliver aldrig ét men netop forskellige og virker ind på hinanden. Det betyder også, at teatralitetseffekten og autenticitetseffekten står overfor hinanden uden at glide sammen. Forestillingen skaber aldrig til en teaterfiktion. Det forhindrer virkelighedseffekten, men de to lag virker ind på hinanden så skuespilleren bliver Trine Dyrholm og Steffen Brandt en skuespiller. Det gør forestillingen både meget personlig og teatral. Funktionerne veksler og rammesætter en fælles længsel, en fælles patos, men også en fælles accept af lidelsen. Drømmen om det uopnåelige er et vilkår, som man accepterer og lever med. “Det er kun drømmen om Johanna som holder mig sammen”. Lyder det i første sang.
Scenerummet repræsenterer drømmes foranderlighed og ustabilitet. Mønstrene varieres, ligesom stole, vægge, spejle, stiger, sne og skiftende kjoler genopbygger nye usikre miljøer. Da hun er ved at hænge sig, træder Steffen over kanten og går ind i det usikre drømmeunivers, hvor vægge og stole bevæger sig af sig selv. Det er både Dylans og Brandt, men det er også mødet med skuespilleren og den tidligere popstjerne Trine Dyrholm.
Baby Blue undersøger modernismens kontingens og patos, tingenes foranderlighed, drømmenes ustabilitet men også kunstarternes møde og mødet mellem forskellige performende kunstnere. Det er klart nok en vej ud af ironiens og postmodernismens uforpligtethed. Steffen Brandt har fat i den foranderlige Dylan, den Dylan som er i en konstant metamorfose, gentagelser og evolution af givne mønstre. The Never Ending Tour bliver en form for mentalt billede på modernitetens tab og håb: i konstant bevægelse og forandring.
Baby Blue er en neddæmpet remediering og interferens mellem teater og koncert. Stemningen er dylansk-intim, musikken er god, scenebilledet og danserne er overraskende, når sneen falder som tid. Steffen Brandt er god, og Trine Dyrholm ligeså. Men hvorfor Captain Beefheart og Brandts uforståelige, næsten surrealistiske tilføjelser?
“Det meste af tiden er jeg næsten tilfreds/Det meste af tiden er jeg endnu ikke fyldt halvtreds” (Most of The Time, 1989)
Erik Exe Christoffersen, Afdeling for Dramaturgi, Aarhus Universitet