Det postdramatiske teater og dødens teater
Om Lollikes: Kødkarrusellen og Forced Entertainment: Spectacular
Kom skat – lad os dø lidt sammen i nat
Kom skat – lad os dø her og nu i nat (Lollike: Kødkarrusellen)
I denne anmeldelse vil jeg forsøge at indkredse begrebet om det post-dramatiske med udgangspunkt i to aktuelle forestillinger. I Forced Entertainments Spectacular (Entréscenen, juni 2009) hører vi om den storladne forestilling om døden, som dog aldrig vises. Forestillingen er en form for palimpsest over den spektakulære død og en slags refleksion over det at spille død og det spil mellem skuespilleren og den rolle eller situation de to skuespillere skaber. Forced Entertainment, oprettet i 1984, er en kollektivt arbejdende gruppe, hvis metode er devising. Det vil sige at teatret udvikler deres forestillinger gennem mere eller mindre tilfældige forslag, improvisationer, fikse ideer og tilfældige objekter ofte gennem valgte spilleregler, dogmer og begrænsninger.
Christian Lollike er både instruktør og dramatiker bag Kødkarussellen, Aarhus Teater, maj 2009. Han benytter derfor både instruktions og dramatikerstrategier som supplement til hinanden og til at skabe en produktiv heterofoni. Forestillingen er et researchbaseret virkelighedsdrama, som har udgangspunkt i en række interviews med prostituerede. Teksten har både bearbejdet virkelighedsmateriale og citerede dokumentariske udsagn. Den præsenterer ludernes tanker og hverdag set fra forskellige synsvinkler: fra de prostituerede selv (nybegynderen, den erfarne luder, trækkerdrengen, transvestitten, den lykkelige luder, mv.), deres kunder, deres familierelationer, fra det offentliges side og skaber forskellige sociale, psykologiske og etiske iagttagelser på prostitution. Fokus er ikke på luderen som offer, det nedværdigende eller den ofte kriminelle kontekst, men på prostitutionen som et “frit” erhverv. Det er overskridelsen af normaliteten, udfoldelsen af begæret og den forbudte seksualitet som både frastødende og tiltrækkende, der er Lollikes emne. De fem skuespillere præsenterer de forskellige roller, som de som skuespillere tydeligvis på det personlige plan er forbundet med, fx er tranverstitten repræsenteret af Bo Hagen Clausen/Ramona Macho, Olaf Højgaard har medvirket i Lollikes teater/film om gruppevoldtægt mens Nanna Bøttcher har været involveret i Pretty Woman A/S om ludere på Halmtorvet i København. Hvad det betyder konkret ved jeg ikke, men det skaber en scenisk autenticitetseffekt: Er de hvad de spiller? Samtidig springer de også ud og ind af andre roller i en række scener, som er uden en egentlig dramatisk progression, og som næsten forekommer vilkårligt sammensat uden sammenhæng hverken i tid eller rum.
Forestillingen er også en teaterkoncert med en række selvstændige scener med sang fremført af skuespillerne og musik af tre musikere, som benytter en masse forskellige instrumenter til at skabe både rock og kabaretagtige viser. Her er det centrale en etisk tematik, hvor døden (konkret og symbolsk) er gennemgående. Scenografien er en abstrakt scenetrappe, som primært skaber mulighed for en fysisk og kropslig visuel og gestisk præsentation og en form for opstigning. På forscenen sidder fem groteske dukker i menneskestørrelse og på et tidspunkt danser skuespillerne med dem. Scenen og musikken skaber et formelt og kunstigt medieret udtryk uden realismens transparens, men samtidig er der en bestræbelse på at skabe en virkelighedseffekt, i og med at det handler om virkelige prostituerede. Virkeligheden og teatret tager hinanden i hånden og minder om, at prostitution kommer af det latinske pro statuere: at stille sig offentligt og teatralt frem til beskuelse evt. som en latterliggørelse eller ydmygelse. Luderen og skuespilleren er beslægtede figurer. Forestillingen er altså en hybrid mellem dokumentarisk virkelighedsteater og teaterkoncert, og det skaber selvfølgelig i sig selv en interessant usikkerhed og forventning hos tilskuerne. Kødkarrusellen og Spectacular har begge en række træk, som kan karakteriseres som postdramatisk teater.
Hvad er det post-dramatiske?
Det post-dramatiske teater rummer en gentænkning af forholdet mellem tekst og teater, og det medfører en omstrukturering af den skabende proces og kreative strategier. Ud over denne mediale gentænkning kan man også pege på en remediering af avantgardens forskydning af forholdet mellem det æstetiske og det etiske, mellem det vitalistiske og det formelle, ironi og patos. Nu er det post-dramatiske teater jo ikke en ensartet genre, men er en række forskellige bestræbelser på at udvikle et tidssvarende samtidsteater. Fx Forced Entertainment vender sig, som jeg ser det, fra avantgardens retoriske konstruktion og fokuserer på en række af de kunst-, materiale-, form- og traditionsbearbejdende greb. Forholdet mellem tekst og performativitet indgår i nye kombinationer som en reaktivering af traditionen: en form for genbeskrivelse eller remediering, som snarere tænker den kreative proces som en form for begrænsning frem for overskridelse.
Det postdramatiske forskyder fokus fra teksten og teater som tekstrepræsentation til de forskellige betydningslag som træder frem i opførelseshandlingen. Det vil sige et væv af virkemidler, hvor selve opførelsen spiller en rolle i forhold til forestillingens struktur som iscenesat værk. Interferensen mellem begivenheden og det iscenesatte rummer ofte en form for risikomoment og uforudsigelighed på grund af begivenhedens ikke-intentionelle karakter, der får den iscenesatte stabile struktur til at ryste. Det kan være gennem forskellige former for interaktion, eller det kan være ved at obstruere skuespillerens rolle. Der skabes en kreativ situation, i og med at der peges på den processuelle skrøbelighed og sårbarhed som en særlig erfaring.
Det postdramatiske er åbent for forskellige kreative strategier og afprøver dem i forhold til performerne og tilskuer-deltagerne. Derfor er det autobiografiske centralt forstået som en kropslighed, en fortælling, et talent, en stemme, altså både noget referentielt og noget performativt. Den postdramatiske skuespiller veksler mellem rolle og biografi/person med fokus på, hvor der opstår interferens eller konflikt mellem de to lag. Det interessante er der, hvor det personlige skaber en obstruktion af rollen og et spil mellem det perfekte og det uperfekte, mellem det iscenesatte og det performative. Her indtræder der også et spil mellem det æstetiske og det etiske. Specielt efter den nye verdensorden, hvor kampen mellem civilisationer og kulturer er blevet skærpet på en række fronter, indtager den æstetiske og etisk/kulturelle kamp for identitet en stigende rolle. Selve artikuleringen af identitet som en performativ konstruktion er blevet et anliggende for teatret. Når det autobiografiske er centralt, hænger det også sammen med en generel overfokusering på den subjektive identitet: kravet om succes, kravet om identitet, om realisering, om at være en berømthed. Kravet om talent og evne til selv-ekspressivitet er en belastning, som i stigende grad truer identiteten og skaber en konflikt, som nødvendiggør modtræk, en form for æstetisk terapi som etableres gennem konkrete spilleregler og kompleksitetsreducerende begrænsninger.
Dødsscenen
Spectacular af Force Entertainment er inspireret af en dramaturgisk og teatral klassiker: dødsscenen. Denne er på teatret et paradoks, fordi ingen tilskuer, uanset om den spilles teatralt, rørende, stilfærdigt eller voldsomt, tror på at den reelle død forekommer. Det er altid kun rollen som dør, og der ligger skuespilleren så og venter på, at stykket slutter og på applausen. Det fører til den grundlæggende spaltning mellem det dramatiske og performative univers og mellem illusionen og den faktiske sceniske hændelse.
På den tomme scene træder en skuespiller (Robin Arthur) ind iført et skeletkostume med maske. Det er lidt barnligt og naivt, som om det var lavet med stor hast til et kommende karneval. Han er tydeligvis lidt beklemt ved situationen, som om han udmærket ved, at det ikke tager sig overbevisende ud. Tilmed er han lidt for tyk og kostumet en anelse for stumpet. Med en undskyldende gestus beklager han og bemærker, at det ikke er helt som det plejer. Normalt er der en som varmer tilskuerne op med vitser, så stemningen er bedre, der er et orkester som spiller, og der er mere udstyr på scenen. Normalt gør han sin entre ned ad en trappe. Lyset er mere sofistikeret, og han dukker langsomt frem i mørket, så der normalt er tale om lidt af et chok for mange tilskuere. Igennem stykket udfolder skuespilleren verbalt det stykke, som altså ikke spilles netop her og nu. Han fortæller om den tvivl, han føler ved det lattervækkende kostume, om han gør det godt nok eller om en anden skuespiller ville gøre det bedre. Han fortæller om de passager han elsker, og dem han hader, hvor han håber, at orkesteret ville spille deres nummer lidt før aftalt og forkorte den givne scene med bare et par minutter. Han fortæller og fortæller og er tydeligvis både beklemt og begejstret for at have scenen for sig selv. I hvert fald bliver han en smule indigneret over, at skuespilleren Claire Marshall pludselig kommer ind på scenen og taler i en mikrofon. Hun insisterer overfor Robin på at udføre sin store dramatiske dødsscene. Med stor patos begår hun harakiri, spiser piller og er højlydt døende og med store fagter. Han prøver at dæmpe hende og iscenesætte hendes død, så den bliver mere passende i forhold til publikum. Han bebrejder hende hendes overdrivelser, det utroværdige spil og uforståelige gestik. Og han roser hende når hun stille ligger i baggrunden og klynker, så han kan fortsætte med sine overvejelser over eksistensen på scenen.
Forestillingen har altså flere forskellige dramaturgier som blander sig: den ikke-viste storladne forestilling, hvor der også optræder et større dansekorps. Skeletmandens eller skuespilleren Robins bekendelser og betroelser og Claires lange dødskamp, som ender med at hun beder ham tie stille, mens hun udfører sit sidste partitur: En sart og skælvende vejrtrækning. Forestillingen er i sig selv en stor afbrydelse af den normale forestilling, som af en eller anden grund ikke kan spille (måske er den gået fallit, måske er den aflyst, måske var det en fiasko). Fraværet skaber en grundlæggende melankoli. Også de to skuespillere afbryder gensidigt hinanden i en indbyrdes kamp om scenen og tilskuernes opmærksomhed og skaber derigennem et markant nærvær.
Kødkarussellen
I Kødkarussellen har luderen en rituel og samfundsmæssig funktion i form af en slags social terapi. Iscenesættelsen har en rensende funktion i relation til tilskuernes forventninger både tematisk og genremæssigt og fornyer Brechts episke teater, virkelighedsteatret og teaterkoncerten og bliver netop hermed et bud på det postdramatiske teater.
Dramaturgisk veksler Lollike mellem fortællehandlingens her og nu og fortællingens fortalte tid. Skuespillerne springer mellem den direkte henvendelse til tilskuerne og den dramatiske indlevelse, fx i den terapilignende situation, hvor en luder fortæller om sin fremtidige død som resultat af en massevoldtægt, samtidig med at performeren banker en dukke i gulvet, som var hun voldsmanden. Her overføres voldens dynamik til scenisk handling i takt til voldsom musik og lys til offerets lidelse og efterfølgende død. Scenen begynder med en replik: “Om fem år er jeg død” og herefter følger handlingen, som den (muligvis) vil ske. Det betyder at lidelsesforløbet konstant afbrydes med fortællende replikker. Reelt betyder det, at scenens patos forstærkes som vekslen mellem skuespillerens desperate og personlige fremstilling og fortællingens tragik. Ydermere er det en pointe at scenen spilles af den skuespiller, som er den “lykkelige luder”, og skaber dermed et dementi af den romantiske luderfigur.
I undersøgelsen af luderens dagligliv møder vi trækkerdrengen, der lever med en ældre kvinde, luderen der modtager en sær kunde med en taske fyldt med tøjhunde, luderen som har soldaten med krigstraumer i kropsterapi, luderen som forløser manden, der lever i et lykkeligt normalt ægteskab, som han er bange for skal destrueres, hvis hans “unormale” lyster trænger frem der. Der er gruppevoldtægten og den psykopatiske ludermorder. Der er kunderne på bænken, som alle har et socialt liv gennem ludere, der således befrier samfundet fra et intimt og følsomt problem.
Det er karakteristisk for forestillingen og for de enkelte scener, at de skaber en række spørgsmål. Typisk afbrydes den dramatiske scene uden en konklusion, og forestillingen springer til en ny synsvinkel. Samtidig er der dog et gennemgående træk, som drejer sig om patos. Prostitution er et konkret erhverv, men prostitutionen bliver også en iscenesættelse og terapeutisk rollespil, som de fleste deltager i på godt og ondt. Der er både en form for frihed i overskridelsen og en form for tvang og selvudlevering, som er begrænsende. Den senmoderne ensomhed og identitetstab kræver helende ritualer, og prostitutionen er et af dem antyder forestillingen. Forestillingen er samtidig et scenisk rum med en bred trappevæg, hvor luderne hænger ud, korsfæstes, udstilles og et cool orkester og ind i mellem fed rockmusik. Men forestillingens rytme og komposition er ikke ganske tilfredsstillende med et forløb, hvor de mest intense numre er fyret af lang tid før slutningen, som er et poetisk eventyr om transformation og identitetsskifte fremført foran det røde scenetæppe. Rørende men også en lidt kedelig slutning for en teaterkoncert.
Lollike vil angiveligt indkredse forestillingen om “den lykkelige luder”. Findes hun? Lollike er tydeligvis i tvivl. Er prostitutionen en nødvendighed i det moderne samfund, som man må se i øjnene? Stykket begynder med, at en luder nervøst beretter om første gang, hun er på job. Hun er udstillet og beskues af tilskuerne stående på teatrets scene foran det røde tæppe. Scenen springer mellem den fortællende situation og den dramatiske handling, hvor man kun høre kundens stemme. Så man tænker, hvad er egentlig forskellen mellem skuespilleren og luderen? Scenen med Luderskolen eller Aarhus International School of Prostitution, der gennemgår skolens program for nødvendig læring, er af grotesk ironisk karakter. Skolen opdyrker talent, lyst til arbejdet med menneskers sårbarhed, at performe professionelt og hvor “rollespil, story-telling og klimaxhåndtering” er faste discipliner, som antyder den markante metaforiske sammenføring mellem teatret og prostitutionens verden.
Afsluttende konklusion
Det postdramatiske teater er hverken en bestemt genre eller en bestemt avantgardistisk utopisk form. Det er en refleksion over teatret, traditionen, nærværet og teatrets forhold til livet og døden. Og refleksionen er en konsekvens af det uafgørlighedsfelt, som teatret skaber i mellemrummet mellem forskellige genrer, dramaturgier eller fiktionsplaner. Det skaber en usikkerhed i repræsentationens form, som både bliver en erfaring og som danner grundlag for en tematisk bearbejdning af forholdet mellem fx æstetiske og etiske problemstillinger som et performativt tvivlsområde. I Spectacular genforhandles scenen, spillet og dramaturgien, og forholdet mellem skuespilleren og rollen bliver en løbende personlig og kunstnerisk refleksion. Det hænger muligvis sammen med, at forestillingen er kollektivt skabt gennem improvisationer og diskussioner. Lollikes Kødkarrusellen kunne formodentlig godt have fået mere ud af at arbejde med dette “spil” mellem rollen og det personlige og selve det at stille sig frem som en form for prostitution. Og forestillingens tematiske overskridelse kunne nok have været holdt i en strammere formel begrænsning.