Anmeldelse af Peter Pan – Forever Young på Aarhus Teater
Et ustyrligt selv
Af Janek Szatkowski
Foran et babyblåt forhæng står en mand i korte busker og kortærmet skjorte (Simon Mathew). Han hilser publikum velkommen. I en lang introduktionsmonolog tegnes der et portræt af en mand, der gerne vil ses som én, der har et fundet svaret på verdensgåden og som fremstår omnipotent. Hans selvbillede er barnlige almagtsfantasier og en pubertær begejstring for sit morgen-’jern’. Man ville givetvis i vores psykologistiske tidsalder kunne hæfte læssevis af diagnoser på ham. Men dette er langt fra nogen realistisk psykologisk fortælling. Peter Pan inviterer tilskuerne med på en rejse. Han vil være den store forløser, der frigør os fra hverdagens tvang og pligter og viser os vej til friheden og fantasiens verden, hvor alt er muligt.
Forestillingen er bygget op over en tekst af Johannes Lilleøre. Den læner sig noget op af originalen fra James. M. Barries, og der hintes diskret til den disneyficerede version, som sikkert også klinger med for mange tilskuere. Det er dog først og fremmest en markant og radikal adaption. Fokus er den unge mand, der ikke vil være voksen. En ung mand, der ikke kan orientere sig i virkelighedens verden. Men skulle fokus måske i lige så høj grad have været den unge Wendy?
Peter og Wendys forskellige versioner af legen
Peter Pan indleder rejsen ind i fantasiens verden sammen med en ung kvinde, han har iagttaget gennem et vindue. Wendy (Carla Eleonora Feigenberg) bliver i første omgang ’talt frem’ af Peter Pan. Peter kan med sine ord få Wendy til at gøre, hvad han ønsker. Forestillingen viser, hvordan Wendy efterhånden lærer legens regler, og bliver i stand til selv at styre Peter og fire glemte drenge. Det er legens logik. Figurerne Peter og Wendy kan også styre lys og lyd ved tegn til teknikken, der velvilligt leger med.
Da det blå forhæng trækkes fra, afsløres ønske-øen. Et landskab med palmer, sten og hav, med bølger, der som i et gammelt maskinmester-teater kan bevæge sig og illudere bølgegang. Wendy kan både være havfrue eller Kaptajn Klo, når hun ikke lige skal være Mor for de fire drenge og Peter Pan. Når Peter Pan styrer situationerne, bliver hans forestillinger om, hvad en Mor skal være tydelige som en, der ikke forlader Peter, som er kærlig, men sandelig også stram og bestemt. Mor skal holde orden, rydde op, vaske tøj, lave mad. Det kan man jo godt forstå, at Wendy kan blive meget træt af.
Wendy kæmper imod den meget traditionelle mor- og kvinderolle, som Peter lægger ned over hende. Først med spage protester. Så med forgæves henvisninger til, hvad det vil sige at være voksen. Og til slut med åbent oprør, hvor hun viser, at hun også kan styre legen. Her gennemfører hun så sin egen version af familien: kvinden der elsker en mand og bliver begæret. Kvinden, der bliver gift, holder en skøn fest og får fire børn. I alt dette fremstår Wendy som stærk og humoristisk, men også som vævet ind i fortidige kvindebilleder.
Nu er det Peter, der er forvist til at følge med i en drøm, han slet ikke vil være en del af. For Peter Pan ved ikke engang, hvad et kys er. Og på trods af hans indledende begejstring over sin virilitet, bliver han skræmt fra vid og sans, da Wendy forsøger at forføre ham med blottede bryster. Et spagt forsøg på at gå ind i det ender med, at Peter Pan begynder at patte på dem. Det er jo slet ikke erotik og seksualitet han søger. Han vil bare have en Mor.
Barnlig energi og glimt i øjet
Da Peter ikke længere kan styre det hele, og tingene går skævt, forsvinder han ud i skoven. Han beder publikum om at lukke øjnene. Peter fortæller om den angst, han oplever ude i denne farlige natur. Han bliver væk i fire nætter. Det markerer forestillingen med fire klip: blackout, der så hurtigt lader lyset komme igen på Wendy der først sover, så er vågen, og endelig går i gang med at rydde op. Igen, igen, siger hendes kropssprog.
Simon Mathew spiller Peter Pan med en kraftig energi i de momenter, hvor han føler sig levende i sin egen drøm. Og med en fortabthed og hjælpeløshed når han bliver biperson. Det er en vanskelig figur at forløse. Dels fordi den hænger i laser, med stumper af pubertet, morlængsel og angst for ansvar, dels fordi den samtidig desperat prøver at fastholde en barnlig energi, der skal samle drømmene. Hvis glæden, når der leges på Peters præmisser, var båret af mere end den rene energiudfoldelse, kunne der opstå flere strejf af, at der også er nydelse og magt i disse situationer. Derved ville portrættet blive noget mere nuanceret.
Carla Eleonora Feigenberg har en stærk udstråling og finder en god balance mellem den af Peter ’iscensatte Wendy’ og den Wendy, der dukker frem, og som stornyder at lege far mor og børn på sine præmisser. Jeg ser også et lag, hvor Wendy i legen med teaterillusionen selv får et glimt i øjet, der faktisk kommer fra Clara, der leger Wendy i den her eventyr-forestilling. Glimtet der siger: ’jeg ved godt at dette her en kliché, men det er sjovt alligevel’. De fire børn er også vældig fint integreret i forestillingen og fungerer med en herlig blanding af selvbevidsthed og ’jeg spiller teater’ udstråling.
Hvad med Wendy?
Da Peter begynder at kritisere og udskamme Wendy for hendes evner som mor, bliver det hele til sidst for meget for hende. Hun beslutter sig for at tage børnene med sig og rejse tilbage. Tilbage til hvad, spørger man sig som tilskuer? Peter forsøger at sætte sig imod det. Han ender i den store ensomhed, hvor der ikke længere er nogen, der ser ham.
Forestillingens styrke ligger i adaptionens skarpe vinkel på originalen og fremstillingen af Peter Pan som den, der på den ene side vil fantasien, men på den anden side er orienteringsløs og falder ned i alle normklichéerne om mødre og kvinder. Svagheden ligger i forsøget på at skabe blik for Peter Pans indre angst og dæmoner. Er han egentlig andet end en pseudo-psykologisk boble? Det føles som om, Peter Pan-figuren er skrevet over skabelonen på det, man har kaldt Peter Pan-komplekset: en mand, der undgår ansvar og langvarige relationer (ud over lige den til Mor). En mand, som helst undgår at træffe afgørelser, for så at kunne skyde skylden for det, der ikke lykkes over på nogle andre. En mand, med en overdrevet ungdommelig attitude, der er immun overfor konstruktiv kritik. Det er nok en civilisatorisk mislykket evolution, der efterlader mænd i dette uværdige regime.
En anden vægtning ville være at se det hele fra Wendys perspektiv. Hun er jo faktisk den, der opfinder og fortæller Peter Pan historien – både i Barries og forestillingens version. En historie, der måske lige så meget handler om hende selv. Om hendes forsøg på at få fat på sin egen spirende seksualitet og greb om det at skulle blive Mor og voksen. Om hendes udestående med sine egne forventninger til livet som kvinde. Hun slås med at finde identifikationsfigurer, hun kan bruge i sit forsøg på at forstå kønsroller. På den ene side en forestilling om en idealiseret mor, der kan det hele og hviler i sig selv, og om en far, der både kan være streng patriark (en Kaptajn Klo), men som også har styrken og friheden til at skabe sin egen verden (en Peter Pan). I forestillingen er Wendy stærk, men også fanget i Peter Pans uværdighed.
Den negative forløsning
For der gemmer sig en tragedie i den velspillede og morsomme forestilling. Uanset om man ser på Peter eller Wendy, er de begge fanget i et håbløst spin af misforståede og uklare forventninger til livet og sig selv. Hvad er det for en Wendy, der vender tilbage fra ønske-øen, hvordan og til hvad? Det giver forestillingen ikke noget bud på. Faktisk er det vanskeligt at læse forestillingens udsagn om Wendy. Ikke kun fordi hun til slut forsvinder med børnene, men også fordi hun lægger op til et gensyn med Peter Pan. Her savner jeg, at forestillingen giver os et ekstra tvist. Noget vi ikke vidste, vi skulle se.
Man kunne lege med tanken om Wendy som en anden Persefone, der bliver kidnappet af Hades, tvinges til at leve med ham i underverdenen, hvor han var kongen over dødsriget, et sted der hverken var himmel eller helvede, men bare trist. I en af mytens mange variationer ender hun med at elske den grumme Hades. I forestillingen (og også i Barries’ version) er der ingen forløsende slutning, hvor Peter og Wendy bagefter lever lykkeligt til deres dages ende. Meget passende er forrummet til Studioscenen undervejs i teatersæsonen og huskunsterduoens Twisted Fairytales trilogi da også blevet til et tilgroet, muggent rum, hvor skiltet med det gennemgående tema i neonlysende skrift (and they lived happily ever after) er gået i stykker, og den ene halvdel er faldet ned mod gulvet.
Den muntre forestilling efterlader en virkning af det uforløste, og den giver sig ikke af med at opstille svar eller løsninger. Derved fritager den sig dog ikke for det kunstneriske ansvar, der ligger i at ville mere end at udpege fejlagtige liv og rækker af nederlag og utilfredshed. Det betyder ikke, at kunsten kun skal være positiv og sandhedssøgende. Men hvis tilskuerne ikke får en nøgle til at se, hvordan der i de negative billeder af det ubehagelige, det triste, det modsætningsfyldte og illusoriske ligger en kraft gemt, der kan anes, som en anden dimension af ’væren’, så efterlades publikum i det uforløste, også selv om humoren lægger sig rundt om oplevelsen.
And they lived happily ever after
På mange måder er de tre forestillinger af Sigrid Johannsen og Laura Løwe, som Peter Pan – forever young er den sidste af, en efter-romantikkens romantik. De vil vise os den verden, der kalder på længslen efter ’at leve lykkeligt til vore dages ende’. Eventyret er forbundet med romantikken, der først udfoldede sig i Tyskland mellem 1794-1830. Her blev der gjort oprør imod den tanke, at den frembrusende og sejrende rationalitet skulle være det universelle grundlag for fremskridtet. De dyrkede derfor fragmenterne, det uafsluttede og også eventyret, der skulle minde os om alt det i tilværelsen, der ikke var tilgængeligt for den rationelle bevidsthed. Romantikerne mente, at kernen i vores eksistens, vores ’væren’ var noget transcendent, noget rationaliteten aldrig kunne nå, men de forestillede derimod at ’væren’ ikke var noget ukendt, men at vi i den kunstneriske oplevelse kunne være på vej mod en anelse.
Forestillingerne i Twisted Fairytales vil konfrontere os med situationer, der rummer grumheden – en nekrofil bedemand, en ond dronning og en forvildet ung mand. I de to første forestillinger En lykkelig slutning og Sleeping Beauties (se mine anmeldelser i Peripeti 24.11.2023 og 10.2 2024), finder jeg, at tilskuerne får en sådan ’nøgle’. Her bliver opgøret med normer og forventninger fyldt med kraft og intensitet. Bedemandens stille opgør med normerne er både ubehageligt og betagende. De skabeloner, der er tvunget ned over ’den onde dronning’ bliver udfordret, og det er energigivende. I Peter Pan – forever young er det uforløste uforløst. Måske fordi opgøret med Peter Pan-skabelonen aldrig helt finder sit sigte.
Det er vigtigt at fremhæve, at eksperimenter uden udsving, successer og fejl, ikke er eksperimenter. Så tak til Sigrid Johannesen og Laura Løwe for deres dedikerede arbejde med projektet, måtte de leve lykkeligt til deres dages ende.
Peter Pan – Forever Young spiller på Aarhus Teater fra d. 24. April til d. 31. maj 2024.
Læs mere her
Tekst: Johannes Lilleøre
Iscenesættelse: Sigrid Johannesen
Scenografi: Laura Løwe
Lysdesign: Kim Glud
Lyddesign: Kim Engelbredt
Medvirkende: Simon Mathew, Carla Eleonora Feigenberg, Aleksander Zintchouk, Atlas Louis Lundbye, Magnus Odin Short, Jeppe Lyngs Hansen, Laurits Eiler Holm, Hjalte Skov Lützhøft, Oscar Adelby Tovgaard, Storm Fournais Langschwager
Janek Szatkowski er Lektor Emeritus, Aarhus Universitet, Dramaturgi.