Det gode vs det onde
Af Falk Heinrich.
Overraskende og tankevækkende sceniske afprøvninger af kompleksiteten
Lad mig sige det med det samme, før jeg dykker ned i analysen af forestillingens store og små spørgsmål, dens ideologiske, teaterteoretiske og konkrete konteksten og referencer. Jeg synes godt om forestillingen Det gode vs det onde er skrevet og instrueret af Tue Biering og opført af Aalborg Teater.
Det er en overraskende, idérig, komisk og tragisk forestilling, der ikke går ad vejen for at bruge alle mulige og især tilsyneladende umulige sceniske og performative midler til at skabe en forestillingen, som lynhurtigt opbygger kompleksitet, bare for at kunne – udtalt – kæmper mod selvsamme kompleksitet. Og det ganske håndgribeligt: en tilskuer skulle nemlig tæske skuespillerne med an oppustelig kølle, hvis de brugte begrebet kompleksitet. Men tilskueren bliver også tæsket, med selvsamme kølle. Må man det på en teaterscene? Må man have en ged på scene? Og må man simulere en voldtægt, bagfra, med bar kvinderøv og bar, dog slap, mandepik og det hele endda projiceret op på scenens bagvæg? Nøgne kroppe på scenen har vi for længst vænnet os til. Og må skuespilleren åbne døren til gården og ryge en smøg i døren i dag? Og kan og må Hitler betragtes som menneske eller kun som u-menneskelig diktator og morder, der fortjener at blive smurt ind i (teater)lort?
Den sterile, grå scene fyldes hurtigt med alskens ting og scener. Scenens bagvæg og gulv bliver delvis ødelagt i spillernes energiudladning. Da vi forlader teatret, fremstår scenen dog ryddet, med enkle, slet reparerede spor af destruktion. Det er mig ikke muligt at nævne endsige diskutere alt det, der udspillede og havnede på scenen. Det er heller ikke ambitionen, det skal opleves. En kritik på op til tre siden kan umulig indfange alle scener, detaljer, replikker, finurligheder. Det er en kompliment.
Photo 1
Aalborg teater, Det gode vs. det onde. Marie Knudsen Fogh, Jacob Moth-Poulsen og Ena Spottag. Foto: Lars Horn
Kontekst
Der er ikke så få dramaer, der direkte eller indirekte beskæftiger sig med det gode og det onde. Ja, dramaets form synes endda ligefrem at fremkalde den slags binære konfrontationer. Dramaets omdrejningspunkt er en konflikt, der oftest udspiller sig i eller omkring helten, godt hjulpet af protagonisten(r) og antagonisten(r), som repræsenterer forskellige aspekter af den fiktive konflikt i en repræsenteret verden. Konflikten skal finde en løsning, den lykkelige, komiske eller tragiske (eller noget midt i mellem). Den dramatiske konflikt berører altid identifikation og diskussion af det gode og det onde og i forlængelse heraf, det sande og det usande (eller vise versa, alt afhængigt af perspektivet). Begge dikotomier er med til at konstituere grundlaget for vores vestlige samfunds moralske værdier og ønsket adfærd.
Det vestlige teaters paradigmatiske drama er Ødipus. Det tjente Aristoteles som fornemste eksempel for hans poetik. Helten, Ødipus, der uvidende (men derfor ikke nødvendigvis uforskyldt) udførte det onde, er den dramatiske case for forfatterens implicitte og tilskuernes forhåbentligt eksplicitte diskussion om, hvad der er moralsk godt og hvad der er ondt, og om helten kunne have handlet godt, nu hvor han dog så gerne ville handle godt, vist og retfærdigt. Og vi har Goethes Faust, som meget direkte lader djævlen (Mefistos) optræde og introducere sig selv som ”en del af kraften, som altid vil det onde, men som altid skaber det gode” (min oversættelse: ”[e]in Teil von jener Kraft, die stets das Böse will und stets das Gute schafft.” Det er naturligvis en salgstale og Dr. Faust bliver forført til utugt og umoralske handlinger i sin iver efter at opleve livet, ikke kun med hovedet men også med den lystfyldte krop. I dag bliver den lystfyldte krop anset for at være en del af løsningen på stress, angst, mental overbelastning – selvfølgeligt uden at begå overgreb.
Kun i børneeventyr er det gode og det onde fremstillet entydigt og personificeret. I dramaet er denne dikotomi altid mere kompliceret og komplekst. Det gode drama styrter os ud i paradokser ved at komplicere den attråværdige simple binaritet – som det gode vs. det onde – men samtidigt bygger det vestlige drama på selvsamme binaritet. Livet spiller vores barnlige ønske om det gode så tit en puds.
Tue Biering kaster sig både som forfatter og instruktør ud i de binære koders kompleksitet. Det blev til forestillingen Det gode vs. det onde. Versus – ikke og. Versus, dette lille ord der udtrykker vores naive håb om klarhed og rigtighed, bliver som sagt, gjort til skamme.
Elektisk dramaturgi
Forestillingen er som en filosofisk farce, der ganske – selvreflekteret – modernistisk vil finde det sande gode. Forestillingen er født ud af et abstrakt, filosofisk spørgsmål, der iscenesættes med skuespillere, figurer og dialoger i og på tværs af forskellige fiktionslag. Forestilling er elektisk (Sokrates’ filosofiske metode), da hver nye scene stiller nye spørgsmål, der fordrer uddybende svar, der måske til sidst vil føre os frem til sandheden om det gode vs. det onde.
Forestillingen er ikke født ud af en dramatisk konflikt eller en ide om en fortælling, men ud af en filosofisk konflikt, der på scenen skriger efter en dramatisk løsning. Ikke desto mindre kæmper skuespillerne forgæves hele vejen igennem med at strukturere forestillingen med berettermodellen som dramaturgisk ramme.
En teaterforestilling kræver sit: for eksempel skuespillere, mindst en figur, en konflikt (det gode vs. det onde), eskalering af samme, en afslutning, en scenografi, tilskuere. Alt dette er tilstede og bliver af de tre skuespillere itale- og iscenesat. Hele forestillingen ekspliciterer hele tiden en dramatisk og en filosofisk dobbelthed.
Illusionen om det gode vs. det onde bliver konciperet og iscenesat som scener, der beskriver en argumentativ udvikling, der analyserer spørgsmålet og afprøver forskellige svartilbud: medier, religion, natur og forskellige ideologiske perspektiver. Dramaturgien får en scenisk funktion og dramaturgens rolle bliver spillet af skuespillerne, der skiftevis initierer, afbryder og især kommenterer scener gennem handlinger og replikker.
Scener skal skabes, som perler på en snor, ellers er der ingen forestilling(er) om det onde vs det gode. Og før der kan skabes scener, skal der skabes en figur: Hans. Hans spilles skiftevis af de tre skuespillere, som skiftes til at have hans paryk på. Skuespillerne uden paryk spiller skuespillere og menneskerne bag. Hans er også skuespiller. Hvorfor er Hans skuespiller? Er det ikke bare endnu et eksempel for teatrets indbyggede navlepilleri? Ja, fordi demonteringen af teatret på scenen efterhånden tømmer det for betydning. Nej, det er ikke navlepilleri, det er et konsistent valg, da instruktøren netop legende demonterer teatrets (re-)præsentations- og meningsrum. Tilbage bliver legen med betydning og sandhed, som er en ond spiral, denne forestilling ikke kan og heller ikke vil komme ud af. Den onde – men ekstremt sjove og derfor forløsende – spiral efterlader forestillingen som metafor for tematikkens mangel på løsning.
Det sande (læs: det gode) kompliceres og kan ikke differentieres fra det fiktive (som dog ikke (altid) er det onde). Personerne bag spillerne er der dog hele tiden. Det er dem, vi tilskuere relaterer til. Det er dem, der helt i starten introducerer spørgsmålet om det gode vs. det onde, før figuren skabes og før scenernes spilles. Men menneskerne på scenen siger kun ting, dramatikeren har bestemt. Det siger de eksplicit på scenen, da de føler trang til at sige undskyld til os tilskuere for at foregive, ja for at lyve. Derefter føler de sig renset. Men ak, også det er naturligvis også replikker. Vi føler os ikke renset. Hvad er lige sammenhængen mellem det sande og det gode? Endnu et filosofisk spørgsmål! Det er bare et lille aspekt af kompleksiteten bragt til torvs af denne filosofisk-dramatiske tragiske og komiske undersøgelse.
Aalborg teater, Det gode vs. det onde. Marie Knudsen Fogh, Jacob Moth-Poulsen og Ena Spottag. Foto: Lars Horn
Figurer, dyr, børn og statister
Hans er skabt og præsenteret! Nu skal hans historie frembringes: et anslag, forskellige scener som præsenterer konflikten og derefter forskellige løsningsmodeller, der alle viser sig at være skinløsninger – ustandseligt kommenteret af de andre spillere, der ikke lige spiller Hans. Scenerne er løst skåret over den klassiske dramaturgi med præsentation, anslag, konfliktoptrapninger og (ønsket om) forløsning. Forestillingen og dens proto-dramatiske begær reflekteres hele tiden som både middel og del af problemet. Hver scene afprøver og forkaster en ny vej til entydighed. Med hver scene bliver scenen mere flydt, mere kaotisk og projektet forekommer mere og mere udsigtsløst. Ind kommer rekvisitter (kølle, øl, balje, håndklæde, etc.), kostymer (hjelm, læderfrakke, andre frakker, nøgenhed), scenografiske elementer (køleskab, telt, terrarier, kors, træer, etc.), dyr (ged, kakerlakker, orme, nøgne mennesker), statister (Darth Vader, djævlen, Frodo). Alt bliver mere og mere komplekst. En ged på scenen, den gik lidt rundt, spiste lidt og gik så ud igen; forstandigt uinteresseret i stykkets tematik og overhovedet ikke opfyldt af djævelsk energi. Kakerlakker og orme i terrarier, projiceret op på bagvæggen. Også uinteresseret. (Billeder af) kryb er til stadighed i stand til at provokere afsky og ækel.
Og så var der børn, med og uden replikker. En Greta Thunberg pendant, hun hedder Greta på scenen. Hans har forelsket sig i hende (siger en af de andre spillere via en episk replik). Greta er fremtiden; hun bebrejder Hans (de voksne), at han stadigvæk hænger fast ved den binære verdensorden og derfor forhindrer en positiv udvikling. Forestillingen fjerner sig mere og mere fra målet, nemlig at finde barneeventyrets simplicitet, det sande gode.
Hans bliver til en feteret filmmand med en film om livets kompleksitet med efterfølgende charity-selvgodhed og voldtægt. Hans bliver til to Hans’er. Hans skifter kønsrolle og bliver til Eva (en intertekstuel reference til kunstneren Madame Nielsens historie). Er det onde vs det gode et kønsspecifikt problem? Som dramaturgisk/filosofisk set forventet, bliver sagen ikke nemmere, selvom skuespilleren skjuler sit mandlige aggressionsorgan mellem benene. Eva kan skelne mellem ondt og godt; hun handler med maskingevær i hånden. Nej, viden synes ikke nok.
Den klare fortælling
Hvad er så konklusionen? Vi har brug for en løsning, en forløsning eller bare noget at tro på. Troen på alskens idoler, ideologier, religioner og natur er af denne teaterforestillings fortælling blevet gjort til skamme. Intet tegn på sandhed eller godhed. Forestillingen slutter med, at vi har brug for fortællinger, simple, gribende opbyggelige, der kan fortælle os om, hvad der er godt og hvad det er skidt. Løsningen synes at være aktioner og en fortælling, der tager livstag med dette ”vs.” men marcherer kun med en klar og god (læs: rigid) sandhed. Det er det stof helte er gjort af.
Scenograf: Nicolaj Spangaa
Instruktørassistent: Jara El Baz
Forfatter og instruktør: Tue Bjering
Lysdesign: Kaspar Daugsberh
Lyddesign: Aske Berghammer Hoeg
Spillere: Ena Spottag, Marie Knudsen-Fogh, Jacob Moth-Poulsen
Falk Heinrich er prodekan for uddannelsen og professor MSO ved Aalborg Universitet.