RYSTET SPEJL
Søren Ulrik Thomsens digte reflekteret i dans
Af Karen Vedel
Kim Brandstrup låner titlen fra Søren Ulrik Thomsens digtsamling Rystet Spejl (2011). I den gennemkoreograferede forestilling trækker han imidlertid på et kendskab til ungdomsvennens samlede oeuvre, der går helt tilbage til debutudgivelsen af City Slang (1981). Som i et langt, overbærende favntag med et sen-midaldrende selv, lader han glimt af de mange mellemliggende forsøg på at indfange, udleve og fastholde kærligheden passere revy.
Til en start er der sne. Som tilskuere befinder vi os indenfor og kigger ud gennem en skærm af analog støj på et tomt scenerum, hvor den første bevægelse tegnes af en enkelt danser, der løber hastigt mod os i en stor bue for straks derefter at blive en lille skikkelse i bunden af scenen. Senere bevæger vi os ind – i en labyrintisk scenografi, der dukker op og forvandler sig for øjnene af os. I det ene øjeblik er vi på vejen foran et lavloftet hus og en mur med en stokrose og en cykel, der læner sig. I det næste i mellemrummet mellem to stejle vægge, som skjuler flirtende, adskiller elskende og skaber sprækker igennem hvilke, generationer forsøger at finde hinanden. Længe fascineres blikket af flader og lysninger i svævende sætstykker, som først langt inde i forestillingen får egentlig tredimensionalitet. De forankres mod gulvet, vokser op under scenetårnet, bliver flere, forskydes og danner baggrund for projektioner – mens vildfarne skygger går egne veje og scenen drejer stadig rundt.
Selve forestillingens omdrejningspunkt er kvinden, hævder Kim Brandstrup til Me Lund i programmet. Og da talen falder på digtsamlingen Rystet Spejl hæfter han sig ved, at den har både et ’jeg’ og et ’du’, hvilket giver ham det nødvendige afsæt for endelig at skabe et scenisk værk på baggrund af de mange års samtale med Søren Ulrik Thomsen. Men den skikkelse, som bag bobinetten åbner ballet(ten), fremstår ikke primært som et kønnet væsen. Og selvom fordoblingen i første scene gentages i, hvad der viser sig at være skiftende konstellationer af dreng:pige / mand:kvinde, er det først i en scene, hvor tosomheden for alvor trækker på det klassiske trinsprog, at kønskarakteristikken bliver tydelig. Senere forstår vi også af kostumeringen, at vi har at gøre med et par-univers, der består af overvejende cis-kønnede væsner i forskellige aldre. I den episodiske opbygning omkring dagligdags situationer træder de 18 medvirkende dansere imidlertid også frem som individer og vi forstår, at det så langtfra er altid, at ’jeg’ og ’du’ kan nå hinanden. Stærkt står fx episoden med det ældre ægtepar (Poul-Erik Hesselkilde og Lis Jeppesen) smerteligt adskilt af aldersbetinget desorientering.
Koreografien veksler mellem det klassiske og moderne dansante og et bevægelsesudtryk, der består af stiliserede eller snarere friskrabede hverdagsbevægelser. Der er leg og kraftudfoldelser, der er begær, melankoli og der er hjælpeløshed; tilværelsens grundvilkår fremstillet i ofte nådesløse erindringsbilleder. Mellem de glidende overgange og stemningsskift fremstår løsrevne tekstbidder og enkelte ord fra Søren Ulrik Thomsens digte. Flimrende og fragmentarisk fæstnes de som gule overstregninger i en tekst, der for længst er læst men endnu ikke fordøjet og nu gen-opsøger ’jeg’et’ på skærme og vægge. Vandret og lodret dukker skriften op. Langsomt langsomt, hurtigt og nu igen langsomt. På en æstetisk klangbund, som er nutidigt ”nordisk, måske endda dansk”, hævder min sydafrikanske kollega. Som størstedelen af det øvrige publikum deler jeg selv både alder, etnicitet og kulturkreds med digter, koreograf, scenograf og komponist, som alle er født i Danmark inden for samme tiår mellem 1950 og 1960. Dermed er jeg også fortrolig med det minimalistiske univers og farveskalaen i Bente Lykke Møllers scenografi og kostumer, der starter og slutter i grå nuancer med afstikkere undervejs til brunt og grønt. Blandt udvalget af Hans Abrahamsens kompositioner står kammermusikværket Schnee (2008) centralt. I tillæg til den enkle instrumentering og genkendeligheden i den kompositionelle struktur er musikken kendetegnet ved dekonstruerede klanglige forløb, som ustandseligt stikker af og af samme grund afkræver et nærvær ud over det sædvanlige.
Der er også huller i koreografiens par-struktur: kvindefællesskaber, børn som momentvis danner energimæssigt kontrapunkt, store drenge der prøver kræfter og unge mænd, der slås. Hen imod slutningen, da fem mandlige scenearbejdere træder fra bagscenen ind på drejescenen og afventende glider forbi med en væg bag sig, fremkaldes i et kort øjeblik et modbillede, som antyder eksistensen af et homoerotisk parallelunivers.
Understregningen af det episodisk flygtige og cirkulære peger på gentagelsen som et af tilværelsens grundvilkår. Forestillingen landes dermed hos det accepterende selv, som uagtet erkendelsen af, at mennesket er alt andet end ufejlbarlig og kærlighedens indfangelse en vedvarende udfordring, kaster sig ud i nye favntag. Motivet er og vil altid være rystet, ustabilt.
Til start er der knitrende sne – og til slut en svævende drøm, hvor ømheden, der udgår fra danserindens (Christina Michaneks) fingerspidser, sender den unge mand (Tobias Praetorius) i luft- og wire-bårne saltomortaler op mod snoreloftet. Hvor kvinden slipper, tager teatermekanikken over, og som tarotkortets hængte mand pendulerer han ind i mørket til tonerne af Abrahamsens Dobbeltkoncert fra 2011. Tilbage står afmagten og forsoningen med den som de helt centrale budskaber i Brandstrups helstøbte kærlighedserklæring til kunsten, livet og venskabet.
Bag forestillingen:
Ide, koreografi og iscenesættelse: Kim Brandstrup. Musik: Hans Abrahamsen. Scenografi: Bente Lykke Møller. Lysdesign: Jean Kalman. Lyddesign: Ian Dearden. Digte: Søren Ulrik Thomsen
Dansere:
Astrid Elbo, Eliade d’Abadia, Christina Michanek, Holly Jean Dorger, Ida Praetorius, Ji Min-Hong, Katelina Plachá, Lis Jeppesen, Marcin Kupinski, Mette Bødtcher, Mogens Boesen, Poul Erik Hesselkilde, Sebastian Haynes, Sebastian Kloborg, Susanne Grinder, Tobias Praetorius, Ulrik Birkkjær.
Børn:
Hector Gad, Clara la Cour Bødtcher-Jensen
Urpremiere: Skuespilhuset Store Scene 28.05.2016. Spiller sidste gang 04.06.2016.
Karen Vedel er lektor ved Teater- og performancestuder, Institut for Kunst og Kulturvidenskab, Københavns Universitet med speciale i bl.a. scenisk dans og forholdet krop, rum og erindring.