Elev i et sanseligt samfund
Af Sara Krøgholt Trier
Tre uger i september transformeres kunstcentret Inkonst i Malmø til en interaktiv performanceinstallation under navnet ’Sisters Academy’. Installationen fungerer som en fiktiv kostskole hvor du er skrevet op som elev, har undervisning, spiser og sover, alting under samme tag. Jeg var af sted med min ven i nogle dage og har gjort mig nogle overvejelser, som bygger på de erfaringer, jeg gjorde mig derinde.
I foyeren er der stille mens vi venter på en person, der kalder sig ’The Teetotum’. ’The Teetotum’ er en del af personalet på Sisters Academy, og hendes opgave er at tage imod de nye elever, som ankommer til skolen. Vi er ligesom de andre ankomne klædt på i sort, og vores bagage er pakket ned i retro-skoletasker i kernelæder. I min egen taske er alt fra tandbørste til BIC®-lighteren viklet ind i lange strimler af hvid malertape, for i optagelsesbrevet har jeg fået at vide, at alt hvad jeg bringer med mig ind på skolen skal være ’debranded’. På samme måde som det er et krav, at jeg skal være klædt i sort, og have mine ting pakket ned i en ’old suitcase’. Det er en del af den æstetiske strategi: intet skal ligne den verden, som vi kender uden for værket. Alt hvad jeg har med mig skal dække over de producenter, som har frembragt dem, og i optagelsesbrevet har jeg skrevet under på alt dette.
Ind i en verden
Der findes en lav åbning ved én af foyerens tæppe-vægge, som vi én efter én bliver bedt om at kravle igennem. Jeg kommer om på den anden side til et rum med fire stole og en afskærmning, hvor jeg klæder mig på i en af akademiets skoleuniformer. Jeg får bind for øjnene og bliver ført hen til en stol, hvor jeg kan sidde og lytte til, hvordan de andre efterhånden tager plads siden af mig. Vi bliver nu ført igennem det, som kunne minde om et ceremonielt indvielsesritual: gennem forskellige sanselige påvirkninger, i ansigtet og på hænderne, forberedes vi mentalt til det performative rum eller den parallelverden, vi om lidt skal træde ind i. Det er en parallelverden, som udover at betegne sig som en ’kostskole’, også præsenterer sig som et led i idéen omkring ’The Sensuous Society’.
’The Sensiuous Society’ er en form for visionært billede på en fremtidig verden, formuleret af kunstner-duoen ’Sisters Hope’, og idéen bag den er at skabe et samfund hvor æstetikken er udgangspunktet for hele vores oplevelse, perception og erkendelse. Den sanselige og poetiske erkendelse står ifølge Sisters Hope i kontrast til det samfund, vi lever i i dag, hvor den rationelle tanke og akkumulering af kapital siden oplysningstiden og industrialiseringen har været de parametre, alting er blevet målt ud fra.
Man kan med søstrenes egne ord sige, at Sisters Academy kommer til at fungere som dels en levendegørelse og dels en undersøgelse af, hvordan en skole ville se ud i et samfund, der er styret af de æstetiske præmisser, frem for de rationelle. Da jeg deltager i eksperimentet i weekenden mellem den 11. og 13. september, fungerer jeg altså som elev på skolen, jeg deltager i undervisningen, spiser ved langbordene sammen med lærerne, og overnatter i skolens sovesal i køjesenge blandt de andre deltagere. Imidlertid er jeg også klar over, at jeg ikke på noget tidspunkt oplever mig selv som elev i traditionel forstand – snarere føler jeg mig placeret i en art ubestemmelighedszone mellem kunstinstallation og performativt værk, eller i et krydsfelt mellem virkelighed og fiktion, hvor jeg til tider mest føler mig som en tilskuer, og andre gange i højere grad som medvirkende til hvordan værket udformer sig. Man kan også sige, at alle de ovenstående parametre netop hænger uløseligt sammen i søstrenes skole: i The Sensuous Society er det sanselige koblet sammen med det æstetiske, som igen er koblet sammen med det politiske. Den hybride form er karakteristisk inden for den interaktive performancekunst, hvor grænsen mellem fiktion og virkelighed samt kunstnerisk og politisk handling ofte er udflydende. Gry Worre Hallberg, som er hovedkurator på Sisters Academy, har da også selv givet udtryk for, at værket bevæger sig i grænseområdet mellem scenekunstnerisk installation, forskning, pædagogik og aktivisme.
Indføring
Jeg vil vende tilbage til ankomsten til Sisters Academy, som jeg mener fortæller noget mere generelt om min oplevelse af at være elev på stedet. På den ene side oplever jeg mig selv som en forudsætningsløs deltager i den forstand, at jeg møder op til en performativ parallelverden, jeg ikke kender til, og derfor ikke ved hvordan jeg skal agere i. Samtidig oplever jeg, at den interaktive modus på Sisters Academy lægger op til, at jeg som deltager som udgangspunkt overholder den struktur og de regler, som skolen opererer under. Det sker gennem optagelsesbrevet, som stiller krav til min ankomst om, hvordan jeg skal se ud, og hvad jeg skal bringe med mig derind. Det sker også gennem et skema, vi får udleveret ved vores ankomst, som definerer hverdagens rytme, vores roller, og de overordnede adfærdsnormer på stedet. At møde op som en forudsætningsløs interagerende tror jeg gør, at jeg er mere tilbøjelig til at agere mere ukritisk inden for de institutionelle rammer, som iscenesættelsen opstiller. Samtidig føler jeg også, at jeg som deltager må have stor tillid til dem, der allerede kender universet i forvejen, og som eksempelvis vil give mig bind for øjnene, eller vil føre mig igennem ritualer og undervisningsforløb, som til tider kan være fysisk intimiderende.
Der er altså et element af sårbarhed og magtesløshed, som definerer min tilstedeværelse på skolen. I forlængelse heraf mener jeg, at der er en interaktionspræmis på Sisters Academy, som handler om deltagerens åbne tillid til værkstrukturen og til de interaktive elementer, som indgår i den. Det er en tillid som, for mit eget vedkommende, står i kontrast til den skepsis, jeg momentvist føler imod de hierarkiske strukturer, som danner rammen omkring værkets iscenesættelse.
Sisters Academy opererer nemlig med en struktur, der iscenesætter idéen om den gamle kostskole. I min optik fungerer billedet af den traditionelle kostskole synonymt med sociale hierarkier, ærekære traditioner og regler, som ikke må overtrædes. Hos Sisters Academy iscenesættes kostskole-universet især gennem rollefordelingen eller den rangorden, som starter øverst hos kostskolens forstanderinde, The Sister, og som slutter nederst hos kostskolens elever. Især på det æstetiske niveau mener jeg, at rollefordelingen er særligt tydelig: når jeg bevæger mig rundt på skolens gange oplever jeg, at lærernes excentriske og bemærkelsesværdige påklædninger adskiller sig markant fra elevernes mere anonyme og identiske skoleuniformer. Lærerne tænker jeg som karakterer, de er arketyper med arketypiske navne som ’The Shape-shifter’, ’The Flow’ og ’The Chamberess’. Lærernes navne afspejler desuden deres ’poetiske selv’ – en betegnelse som bliver brugt på skolen, og som betegner en del af en persons indre liv, som kan trækkes frem og bruges som en form for rettesnor i livet. Det ’poetiske selv’ står i kontrast til personens sociale persona, og det er denne persona, eleverne vælger at forlade for en tid, når de bliver indskrevet på skolen. Ved at forlade sin persona får eleven mulighed for at indgå i et univers, der giver hende mulighed for at udforske nye sider af sig selv, og hvor hun kan få lov til at udvikle og aktivere det poetiske selv, som er potentielt til stede i hende.
Hierarkiet på Sisters Academy oplever jeg altså på en måde som flersidigt: på et æstetisk plan mimer det kostskolens sociale hierarki, med dens skarpe rollefordelinger og rangordner. På et mere teoretisk plan oplever jeg, at der snarere er tale om et hierarki imellem forskellige bevidsthedsniveauer, hvor lærerne er dem, der gennem tid har fået udviklet deres poetiske selv, og som derfor kan fungere som en slags vejledere for eleverne. Lærer/elev-relationen er med andre ord en vigtig del af interaktionspræmissen, der handler om elevens tillid til, at læreren vil guide eleven i den rigtige retning i udviklingen af sit poetiske selv.
Værkets grænseland
Jeg tror, at jeg vælger at gå med på præmissen om en hierarkisk struktur, fordi jeg er bevidst om værkets midlertidighed. Først og fremmest er jeg bevidst om, at jeg som deltager har begrænset min tid på skolen til bare tre dage, og jeg ved, at jeg på et tidspunkt skal forlade skolen og vende tilbage til den verden, som er min ’hverdag’. Men midlertidigheden er også et element, som går igen på andre planer i installationen. Det er et element som dels gør opmærksom på, at skolen snarere er et eksperiment end et egentligt virkeliggjort samfund. Og det er et element, som har betydning for, at Sisters Academy kommer til at fungere som et performativt værk, der kræver deltager-interaktionen.
For hvordan skaber man et interaktivt værk, som på den ene side giver deltageren mulighed for at påvirke universet, men som på den anden side ikke lader deltageren påvirke universet så meget, at værkstrukturen bryder helt sammen? Det er en balance, som er svær at finde. Imidlertid mener jeg, at Sisters Academy finder den ved at arbejde ud fra en interaktionsform, hvor deltageridentiteten nulstilles. At deltageridentiteten nulstilles sker bl.a. gennem værkets tilstandsdramaturgi. På hjemmesiden www.sistersacademy.dk sigtes der i teksten omkring værket til, at eleven må forlade sin hverdag når hun træder ind i universet omkring skolen, og at hverdagen igen er noget, hun vender tilbage til. På Sisters Academy bliver skolen altså implicit italesat som et grænseland, et overgangsrum imellem en tidligere tilstand og en kommende.
I værkets grænseland oplever jeg selv, at jeg som deltager er meget modtagelig over for de indtryk, jeg møder derinde. Igen har det at gøre med, at jeg er sårbar i det univers, jeg ikke kender til, og som jeg gerne vil lære at navigere i. Samtidig er jeg også gjort anonym, hvilket bl.a. sker på det æstetiske plan gennem skoleuniformerne. Derudover taler jeg ikke på noget tidspunkt med nogen af de andre deltagere om, hvem jeg ’er’ når jeg er uden for skolen. I de tilfælde hvor jeg italesætter mit ’andet liv’, virker det næsten som en overtrædelse af præmissen, jeg har valgt at gå ind i værket med. Anonymiteten, sårbarheden og tilstandsdramaturgien er elementer, som jeg mener stiller deltageren et sted, hvor hun er mere tilbøjelig til at blive påvirket af universet, end hun er tilbøjelig til selv at påvirke det. Der lægges ikke op til, at oprøret skal ske inden for fiktionens rammer, og på den måde tænker jeg, at værket kan opretholde sin struktur, som er meget solid og gennemtænkt ned til den mindste detalje. I stedet bliver deltagerne inviteret til at tage sine erfaringer med sig ud af fiktionsrummet, og at bringe dem med sig ind i hverdagslivet.
Præmissen om værket som en midlertidig grænsetilstand, et sted hvor man som deltager accepterer de overordnede strukturer, der eksisterer inden for værket, fungerer i hvert fald for mig. I dagene på Sisters Academy oplever jeg mig selv som åben og påvirkelig over for det, som jeg møder i det performative rum. Jeg bevarer nok en kritisk distance til de dele af iscenesættelsen, som har at gøre med imitationen af kostskole-strukturen. Men jeg forlader samtidig Sisters Academy med et oprigtigt ønske om at implementere de erfaringer, jeg har taget med mig inde fra universet.
Oplevelsen af en ’andethed’
Hvad er det så for erfaringer, jeg har taget med mig derfra? Jeg synes ofte det kan være svært at sammenfatte en oplevelse af et kunstværk i enkelte, slagkraftige helsætninger. Med Sisters Academy som en institution bliver det yderligere vanskeligt, fordi skolen modsiger sig alt det, som minder om resultatorientering. Ikke desto mindre vil jeg pege på min oplevelse af en større opmærksomhed og sensibilitet over for mig selv og de andre mennesker, som jeg er til stede i værket sammen med. Den opmærksomhed og sensibilitet sætter værket rammerne for, men måske mere som en slags repos til ’det virkelige liv’: at de erfaringer, jeg gør mig inden for værkets rammer ikke begrænser sig til værkets rum og tid. I forlængelse heraf tænker jeg, at værkets poetiske revolution måske snarere er en stille intervention: ved at skabe et rum med plads til æstetisk og poetisk fordybelse, får deltageren mulighed for at udvikle nogle sider af sig selv, som hun kan tage med sig ud i verden udenfor værket. Jeg tror ikke, at jeg er blevet transformeret i løbet af den weekend, hvor jeg er indskrevet på skolen. Men værket har helt sikkert givet mig oplevelsen af en ’andethed’, som har præget min krop, og har sat nogle sensoriske aftryk, som ikke lige er til at ryste af sig.
Sara Krøgholt Trier er studerende ved Nordisk Forfatterskole, Bishops Arnö og ved Dansk (Københavns Universitet) med tilvalg i Skrivekunst (Syddansk Universitet).