Anmeldelse
Af Annelis Kuhlmann
Performativ udgivelse om og med politiske samtidsdramaer i Danmark
Hvis du hører til dem, der måtte have registreret, at det var blevet umoderne at læse skuespiltekster (i modsætning til at se dem opført), kan du stige på igen, for nu er det atter in. I hvert fald hvis man skal tro Helle Eeg og Tanja Diers fra hhv. Forlaget Kronstork og Forlaget Drama i deres fælles brev til læseren (forord) i den nyligt udkomne samling med den sigende titel, Antologi. Titlen er en talehandling, der siger netop det, den er.
Antologis otte bidrag fra dramatikere og performere afspejler en tendens i de seneste fem års politiske drama. De otte er: Christian Lollike – Det normale liv (2011), Caroline Cecilie Malling – Bag hegnet (2013), Lærke Sanderhoff – Klumpfisken (2008), Fix & Foxy – Pretty Woman a/s (2008), Kamilla Wargo Brekling – Kvinde kend din krop (2010), Joan Rang Christensen – Den hvide mand (2011), Nielsen / The Nielsen Movement – De europæiske medier (2011) og Line Mørkeby – Das Unheimliche (2013).
Der er tale om en dobbelt-ambitiøs udgivelse, først og fremmest forstået på den måde, at man samlet i én publikation kan få så mange dramatekster. Desuden giver man sig anderledes til kende i layout og i introduktion og efterord.
Layoutet i Emil Willumsens bogdesign mere end antyder et remake af en særlig type publikationer. Omslagets sølvfarve med lysende neon-røde grundrids i kontakt med sorte raster, hvis motiv synes at være sprængt bort eller bare gået tabt, samt skriftens voldsomme kapitæler minder mig om udgivelser hos f.eks. forlaget Rhodos i dets marxistiske 70’er-dage. Desværre var mit eksemplar af Antologi skåret sådan, at de vertikale titler i kanten fremstod ulæselige. Hvis det gælder hele oplaget, har Frederiksberg Bogtrykkeri ikke løst opgaven tilstrækkelig omhyggeligt.
Der er tale om en tung bog, der insisterer på sin form. Sorte sider med hvid skrift adskiller hver dramatekst og bryder på den måde den visuelle rytme i bogen og gør det muligt at finde rundt i den. En bogstavelig fed og meget tæt skrift nærmest anråber læseren, som får sin sag for, idet det ganske enkelt fysisk er vanskeligt at læse teksten. Bogen insisterer på sin materialitet. Forord og efterord benytter også en særlig formidlingsteknik. Forordet er skrevet af dramaturgen Solveig Gade, efterordet af litteraten Mikkel Krause Frantzen.
Den formidlende ramme, der er sat omkring udgivelsens tekster, forholder sig til realiteternes verden på en særlig måde. Man kan sige, at rammen virker som et bud på en kontekst til Antologis indhold. I forordet beskrives samtiden som ”en vending mod eller ligefrem en længsel efter virkeligheden” (s. 11). Og det er denne virkeligheds tematik, der bliver linet op. Her bliver der forsøgsvis gjort op med værkbegrebet til fordel for det, man ville kunne kalde for et udvidet tekstbegreb. Der bliver sat fokus på selve dramatikerrollen, især ”det kollektivt genererede materiale”, repræsenteret ved bl.a. Fix & Foxy’s ”re-enactment” af det kendte filmforlæg til performancen Pretty Woman a/s (2008) og Mungo Parks brug i 2011 af den i årtier kendte håndbog, Kvinde Kend din Krop, til en forestilling med samme titel. Ligeledes bliver devising-teknik som udgangspunkt for forestillingen beskrevet sådan, at dramatikeren i ”gammeldags forstand” i den forbindelse ofte er blevet hjemløs under forestillingens tilblivelsesproces. Samme devising-teknik og det, at teatret blander former med musik, billedkunst, dans, film mm., er ikke samtidsteatrets fortjeneste. Det har fundet sted i årtier, og teatret som blandingsform er endnu ældre. Teatret er en kunstform, der i sin mangfoldighed af udtryksmidler -og måder fortsat er et blandingsprodukt.
Solveig Gade kommer også ind på den såkaldt post-dramatiske kategori, der ”så at sige videreudvikler 90’erdramatikkens brud med realismen, den lineære dramaturgi og de psykologisk afrundede og sammenhængende karakterer.” (s. 20).
Realisme er i særdeleshed en både overordnet og meget kompleks størrelse, som det i anmeldelsen her fører for vidt at udrede. Men det er nok trods alt ikke 90’erdramatikkens fortjeneste at stå for de her nævnte brud. Det skete langt tidligere, allerede under symbolismen på tærsklen til det 20. århundrede og ved flere af eksperimenterne fra mellemkrigstiden. Ligeledes bidrog gruppeteatrene i 1960’erne til at udvikle en anderledes søgen i materialer af forskellig karakter.
Sammenfattende kan man sige om Solveig Gades introduktion, at den omhandler det nyere politiske teaters brug af tekster efter New York 9/11. I tiden efter dette omfattende kollaps har det performative i det politiske og det politiske i det performative flettet sig ind i hinanden, hvilket blandt andet også ses i den måde, hvorpå performance-begrebet har sneget sig ind på mange arenaer, der tidligere fortrinsvis blev opfattet som retoriske platforme.
I efterordet fremhæver litteraten, Mikkel Krause Frantzen de to franske tragedieforskere Jean-Pierre Vernant og Pierre Vidal-Naquet, hvis værk Mythe et tragédie en Grèce ancienne (1972; engelsk paperback 1990) han benytter til at se den antikke bystats iscenesættelse af sig selv som modsætning til vor tids interesse for dramaets potentiale. Det virker overraskende for ikke at sige uklart, hvorfor dette værk skal omtales, da det egentlig ikke bliver brugt til noget videre.
Mikkel Krause Frantzen hæfter sig ved det anonymiserende og arketypiske i samtidsteatrets figurer, hvor individualitet er forsøgt udvisket og handling nærmest er blevet overtaget af sprog og spil, men mest er han dog optaget af teksternes brug af nærmest klassiske modernistisk retoriske gentagelsesfigurer og andre lyriske elementer. Konklusionen bliver, at manuskripter, der cirkulerer om krop på alle tænkelige måder, er i fremgang og det uanset hvor lemlæstet og sekretafgivende den projicerede krop måtte komme til syne i det dramatiske virkelighedsbillede, der på en scene og foran et publikum taler om både NU & HER.
Hvis Solveig Gade i introduktionens fremstilling helliger målet om at se på manuskripter i et samtidsteater ud fra en dramaturgisk vinkel, der er optaget af politiske virkemidler, foretager Mikkel Krause Frantzen en mere litterært orienteret normalisering i sine teksttolkninger. Fælles for såvel introduktion som efterord er, at der oplistes navne i lange baner. Begge rammetekster er i forbløffende beskeden grad optaget af formmæssige træk ved Antologis tekster. Det er de sociale og politiske temaer, der overvejende fylder paletten ud.
Til dramatikerne er der tilbage at sige, at det er meget spændende at læse de udvalgte tekster. De fleste har jeg set live, så det er som at ”komme hjem” til tekstbasen. Men hvis redaktørerne agter at verfremde læseren, så hold fast ved dette layout. Det er anstrengende for øjnene at læse.
Antologi 2008-2013. Tekster af Christian Lollike, Caroline Cecilie Malling, Lærke Sanderhoff, Fix & Foxy, Kamilla Wargo Brekling, Joan Rang Christensen, Nielsen og Line Mørkeby. Redaktion: Tanja Diers og Helle Eeg. Forord: Solveig Gade. Efterord: Mikkel Krause Frantzen. Layout: Emil Willumsen. Forlaget Drama & Forlaget Kronstork: Frederiksberg Bogtrykkeri 2014. 384 sider.