Og så og så og så – og hva’ så?
Betty Nansen Teatrets Don Quixote er en flot scenisk roadmovie. Uden drama.
Af Me Lund
Hvad er bedst – at være fornuftig eller idiot? Hvilket udgangspunkt giver én de største sejre i livet, materielt og mentalt? Og hvem overlever bedst historiens udskillelsesløb – ham, der ser nøgternt på den sorte silhuet på aftenhimlen og aflæser den som en fredsommeligt roterende vindmølle? Eller ham, der indlæser sit romantiske verdenssyn i den mørke kæmpekrops svingende bevægelser, som med ét bliver truende og fjendtlige, og som derfor selv løfter sværdet mod monstret for at forsvare sine lysende idealer?
Rationalitet over for irrationalitet. Videnskab over for kunst. Realisme over for romantik. Pragmatik over for idealisme. Tvang over for frihed. Der er al mulig grund til at interessere sig for den spanske barokforfatter Cervantes’ over 400 år gamle, satiriske og svulstigt knopskydende ridderroman Den sindige ridder Don Quixote de la Mancha og dens titelperson, der blandt meget andet går til kamp mod vindmøllerne – og taber.
Interesse for tekst-kolossen på scenen
De interesserede sig for sagen på Aalborg Teater i Jonas Corell Petersens snurrige, men retningsløse lommeudgave i sidste sæson. Og nu er det Betty Nansen Teatret, der har sat instruktøren Katrine Wiedemann og scenografen Maja Ravn – superkonstellationen, der stod bag den dybt fascinerende Et drømmespil for nogle sæsoner siden – til at aktivere teatrets store udtræk for at se, om XL-formatet er kompasset, der bringer os på sansemæssig længde- og breddegrad med tekst-kolossens vidtstrakte poetiske landskab.
Det med nord- og sydpol i forestillingens indre univers, vender jeg tilbage til. Men det lykkes i hvert fald parret at skabe en lang række fascinerende billeder, der flot formidler den ydre rejse og glimtvis, i sprækkerne, gør plads for eksistentielle feberfornemmelser af på én gang at være tæt på og langt fra, ovenover og nedenunder begivenheder og (manglende) indsigter – en teknik, der hang smukt sammen med konceptet i Et drømmespil, hvis dramaturgi er kompliceret, fuld af brud, associationer og uregerlig underbevidsthed.
Det samme gælder bare ikke Jevgenij Sjvarts’ filmmanuskript, som danner afsæt for deres Don Quixote. Det er en scenisk roadmovie, lige ud ad den landevej, der tegnes op med kridt i begyndelsen. Den starter og slutter det samme sted, og undervejs disker den op med en masse sjove anekdotiske optrin ud fra den repetitive, barnligt opslugte genfortælling af gigantværkets næsten uendelige forlæg:
Snart står don’en i et storslået totalbillede på den nøgne jordskorpe under skyformationernes drama, rundhorisonten er næsten tom, kun anes et lille dukkehus i det fjerne; snart er han i et nærbillede indenfor i huset med håndholdte døre og vinduer som eneste markering af det lavadelige interiør; snart rider han og Sancho Panza af sted på et par imaginære krikker, snart illuderer et par karethjul tidens lækreste øse, under hvis svævende kaleche en brændende hed Christiane G. Koch fatter mere end almindelig interesse for hans velvoksne sværd i skeden. Etc., etc.
Desværre er udkommet det samme, hvad enten det stormer udendørs eller indenfor under skørterne på Jens Jacob Tychsens grotesk blævrende krokone: Nicolas Bros don Quixote demonstrerer bestandig sin romantiske fejllæsning af verden, som svarer tilbage ved at håne, tæve og pisse på ham og endda, som om det ikke var nok, osse bagpule Paw Henriksens stakkels Sancho Panza.
Don’en er taber fra start til slut, en antihelt, udstødt og set skævt til, hvor han end viser sig. Alligevel er pointen i hver enkelt sekvens såvel som i forestillingen som helhed, at denne eventyrridder forbliver sikker i sin sag: han foretrækker sit eget vanvid frem for omverdenens dødbringende fornuft. Der er ingen nuancer eller tvivl, ingen modning eller udvikling i hans figur, ligesom heller ikke den realistisk-pacifistiske Sancho Panza lærer andet, end at overgreb gør ondt.
Fornuftens mere eller mindre uduelige repræsentanter – foruden Jens Jacob Tychsen og Christiane G Koch ses Mia Lyhne, Mads M. Nielsen, Morten Eisner og Joen Højerslev – dukker op i talrige forklædninger, bemærkelsesværdigt sjovt og præcist tegnede og klippet direkte ud af en slags Grimms eventyr, todimensionale og osse de uden dybde eller erkendelse.
Cirkelslutningens kvadratur
En idealist er en idealist er en idealist. Det er denne Don Quixotes farverigt demonstrerede cirkelslutning, som dels er svær at være uenig i, dels desværre medfører, at forestillingen forpasser chancen for at problematisere og fordøje Cervantes’ verdenslitterære smeltedigel af galde og humor, desillusion og bevaret, jomfruelig illusion – hele dette fandenivoldske og dybt poetiske indhold, som scenografien lægger op til at vinkle. Ja, og som forestillingsprogrammet faktisk osse uanfægtet af aktiviteterne på scenen sætter fokus på ved spagfærdigt at omtale begrebet ‘helt’ og den ‘moderne aktivisme’ i form af Stop spild af mad-kampagnen og Læger uden grænser.
Ved at stole på sin fabulerende fantasi snarere end på sin intellektuelle og/eller moralske anfægtelse møder Katrine Wiedemann således Cervantes’ fortælling i en fælles nydelse ved tekstens groteske billeder. Men hun løser ikke dens gåde og undlader bekvemt at forholde sig til, at disse billeder i sin tid var tænkt som en skæg, men dybt alvorlig, satirisk kommentar til den samtid, den udsprang af.
Cervantes var selv en slags don Quixote, dramatiker og digter af guds nåde, men af nød udøvende i en række bogholderagtige hverv, utilpasset, altid i pengenød, altid på kant med sine omgivelser, indimellem på rejser og i kamp, somme tider endda taget til fange, herunder optaget af flugtforsøg og gentagne gange udsat for forræderi.
I sit livsværk Don Quixote, som i sig selv var udtryk for hans had-kærlighedsforhold til netop ridderromanen, langede han på den ene side ud efter alle moralisterne, der havde travlt med at spænde kunsten for deres vogn; på den anden efter alle de mange regler, teatret skulle underlægge sig – bl.a. tidens, stedets og handlingens enhed. I Don Quixote tillod han sig vellystigt at bryde alle regler, ligesom andre skuespil fra tiden lader børn blive voksne mellem to akter eller lader første akt foregå i Europa, anden i Asien, mens den tredje akt slutter i Afrika og havde der været en fjerde, ville den uden blusel have fundet sted i Amerika.
Don Quixote til kamp mod regnearkstyranniet
Don Quixote affødte heftig og langvarig debat, en af teaterhistoriens mere farverige. Men hvad man stiller op med den type æggende satire, når det for længst er blevet god tone både at latterliggøre moralisterne og betjene sig af den fragmentariske dramaturgi – dét forholder Katrine Wiedemann sig overhovedet ikke til.
Eller sagt med andre ord: hun gengiver den bare og er slet ikke interesseret i at undersøge, om tekstens nord- og sydpoler inde bag satiren og alt det sjove og groteske vender samme vej, som vi ser dem i dag. Er der f.eks. ikke noget om, at moralisterne igen har travlt med at formulere krav til den gode og nyttige kunst? Og at den politiske debat for tiden er gennemsyret af den formørkede fornuftstanke, at alle forhold i livet skal overholde de fastsatte mål – tidens, stedets og økonomiens enhed – og derfor omhyggeligt føres ind i overkontrollørernes store regneark, skønt den sunde fornuft tilsiger, at det gode liv har dimensioner, der netop ikke kan opfanges og valueres på denne måde?
Ridderromaner (læs: kunst) anses nu som dengang for at gøre livet ineffektivt og derfor dårligt. Cervantes var ikke blind for ridderromanens (negative) ansvar for hans egen livsførelse, og alligevel var det den, der blev rammen om hans livs største bedrift. Hvad mener Nicolas Bros Don Quixote mon om det? Ingenting. Hvor meget og ædelt han end kæmper som kunstner, er han låst af instruktørens ugenerøse greb.
Manglende tekstlig modstand
Jeg kan ikke lade være at tænke, at når det lykkedes så flot for Katrine Wiedemann og Maja Ravn at projicere Strindbergs mareridtsdrømme op på scenen i Et drømmespil, mens Don Quixote forbliver et æstetisk ekko, er forklaringen, at Strindberg både i det ydre forløb og i replikkernes ætsende skarphed ydede den modstand, Katrine Wiedemann har brug for for at give sine billedfortællinger klangbund og tyngde.
Cervantes’ sjæl, derimod, synes at være blevet udvandet af det foreliggende (film)manuskript, som endda er yderligere bearbejdet af instruktøren selv og instruktørkollegaen Peter Dupont Weiss. I processen er tekstens, altså ordenes, poesi forsvundet. Hvor er de nedslag i fortællingens kronologi, hvor den rytmisk rullende filmstrimmel giver sig tid til at lade det uforståelige, det paradoksale, det himmelstormende, lykkeligt vanvittige stige op fra marionetterne på scenen? Det eksistentielle nærbillede? Jeg kan i hvert fald ikke mærke et hjerte slå i denne opsætning, hvor Katrine Wiedemann og co. tager Cervantes – ikke på ordet, men kun på billederne.
Konklusion: det er bedst at være idiot. Alene fordi Don Quixote som værk eksisterer til trods for alle den mellemliggende epokes anslag mod kunsten i almindelighed og teatret i særdeleshed. Og fordi alverdens dramaturgiske sakse og ‘forbedringer’ ikke har kunnet fjerne fornemmelsen af, at dette er en af verdenslitteraturens urtekster. Idioten overlever ikke bare, han lever osse videre i historien. Digtet står tilbage i sin røgsky af rablende, dybt menneskelig ufornuft, efter at mørkemændene for længst er blevet til muld. Historien havde fældet sin dom, inden forestillingen startede. Og Katrine Wiedemann gjorde sig ikke den anstrengelse at tage stilling til hvorfor.
Don Quixote af Jevgenij Sjvarts efter Cervantes forlæg; iscenesættelse: Katrine Wiedemann; bearbejdelse: Katrine Wiedemann og Peter Dupont Weiss; scenografi: Ravn Maja. Betty Nansen Teatret til 16. februar.
Me Lund er journalist og forfatter, mag. art. i teatervidenskab. Tidligere teaterredaktør på Berlingske Tidende, nu freelance skribent.